Sri Lankas nyliberale mareridt:

»Der er brug for en kommunistisk revolution«

Af Bjarne H. Johansen, Friheten. Forkortet af redaktionen

[KOMMUNIST 6–7 2023] Den internationale Valutafond (IMF) låner nu Sri Lanka 3 milliarder dollars for at hjælpe landet ud af den værste økonomiske krise i dets uafhængige historie. Høje priser, mangel på vigtige varer og en lammende gæld udløste i fjor voldsomme protester, som tvang præsidenten til at flygte.

I juni 2022 brød økonomien sammen. Verdens Føde­vareprogram (WFP) siger, at Sri Lanka står overfor en ”alvorlig fødevarekrise”, hvor 6,3 millioner mennesker, næsten 30% af befolkningen på 22 millioner, står i fare for at mangle mad. Prisforhøjelserne på mad har nået 90%, hvilket gør råvarer som ris uoverkommelige for millioner af mennesker.

Hungersnød

”Vi ser hungersnød i nær fremtid”, siger politisk økonom Ahilan Kardirgamar ved Universitetet i Jaffna. ”Sulten rammer allerede dele af befolkningen”.

Sri Lanka er ikke selvforsynende. Altså meget afhængig af import. I april sidste år gik landet tør for valuta. Import af mad, benzin, medicin og gødning standsede. Busser, tog, ambulancer og biler stod stille. Strømafbrydelser blev hverdag, hvilket har lammet opdræt, fiskeri og fabriks­produktion.

Sri Lanka har en gæld på 56 milliarder dollars, som landet er ude af stand til at betale tilbage. Gælden er derfor ”misligholdt”, og nye lån er umulige at få.

Store protester sidste år mod regeringen fik præsidenten Rajapaksa til at flygte. Inden han flygtede, udnævnte han sin politiske rival Wickremesinghe, som derefter overtog magten. Han slog hårdt ned på protester med vold og tåregas og fængslede dusinvis af demonstranter under anti-terrorlove.

Gældsspiralen

Gælden på 56 milliarder dollars blev umulig at betale som følge af Covid-19 pandemiens restriktioner. Turist­indtægterne faldt og migrant­arbejderne udeblev. Oven i dette kom skattenedsættelser.

Pandemien standsede forsyningskæderne for Sri Lankas vigtigste eksport af tekstiler, klæder og te.

Bombe­eksplosioner i Sri Lankas hovedstad Colombo i 2019 sammen med Covid-19 restriktionerne reducerede turistindtægterne fra 5 milliarder dollars i 2018 til kun 200 millioner dollars. Som følge af de skattenedsættelser, der blev gennemført i 2019, faldt statens indtægter yderligere.

De vestlige finansinstitutioner ejer 47% af Sri ­Lankas gæld. Det drejer sig om BlackRock, JP Morgan Chase, Prudential (amerikanske), Ashmore Group og BSBC (britiske), Allianz (Tyskland) og UBS (Schweiz). Så ejer den asiatiske udviklingsbank 13%, Verdensbanken 9%, Japan 10%, Kina 10% og Indien 2%.

Nykolonialismen

Kadirgamar siger, at krisen også har dybere årsager. Vi har at gøre med kolonialisme, nykolonialisme og nyliberalisme. ”Den økonomiske retning for krisen blev sat i 1977 af regeringen, som påtvang Sri Lanka nyliberale reformer med liberalisering af handel og finans” … ”Men retningen må også ses i sammenhæng med landets lange historie om kolonialisme og nykolonialisme”.

”Sri Lanka er ikke de eneste”, siger den srilankanske forfatter Indrajit Samarajova. ”Dette er en global trend, som går tilbage til 1980’erne. Logikken er, at hvis din økonomi ikke er produktiv, og du ikke kontrollerer produktionsmidlerne, havner du i en gældsfælde, og før eller siden vil den smække i”.

Socialisme er løsningen

Samarajiva opfordrer til ”en socialistisk eller kommunistisk revolution på Sri Lanka. Vi må overtage produktionsmidlerne. Sri Lanka står overfor en energi-, fødevare- og valutakrise, og den nyliberale konsensus tilbyder bare mere gæld i stedet for at gøre det åbenlyse.

Vi trænger til byggeprojekter inden for vedvarende energi, landbrug og industrialisering”.

I en kronik i New York Times i 2022 skriver Samarajiva, at efter 450 år med kolonialisme, 40 år med nyliberalisme og 4 år med politisk kaos er Sri Lanka og dets folk blevet fattigt.

Det vestligt dominerede nyliberale system er ansvarligt for den høje gæld, udviklingslandene døjer med. Sri Lanka er en koloni, hvor statsadministrationen er outsourcet til Den internationale Valutafond, og landet fortsætter med at importere dyre færdige produkter og eksportere billig arbejdskraft og ressourcer, hvilket er en typisk kolonial model”.