Lars, det er mig…

[KOMMUNIST 8-9 2023] For første gang har en ledende kommunist fået opkaldt en plads efter sig. Det skete den 5. maj, da en plads i det indre Odense blev opkaldt efter Petra Petersen (1901–1989). Hun hædres som modstandskvinde under den tyske besættelse og den første fynske kvinde i Folketinget, men man har glemt at nævne, at hun også var kommunist.

Petra Petersen, der kom fra et radikalt lærerhjem med 10 børn, hvor der blev diskuteret meget politik, blev ligesom fem af sine søskende medlem af DKP i 1935 og forblev trofast medlem indtil sin død. I 1943 blev hun distriktsformand på Fyn, en post hun bestred indtil 1952. Ved valget den 30. oktober 1945 blev hun valgt ind i Folketinget og sad der, indtil partiet røg ud i 1960. På partikongressen i 1946 blev hun medlem af centralkomiteen, og fra 1954–58 var hun også medlem af Odense byråd.

For et par år siden blev hun, som en af de få kvinder, hædret med en plads på Odense Rådhus’ mindevæg for fremtrædende Odenseanere.

Vi bringer her et interview, der blev trykt i Land og Folk den 19. oktober 1945. Interviewet var et af de 10, Hans Kirk skrev om kommunistiske modstandsfolk.

—–

Hvergang Tyskerne i Besættelsens sidste Aar tog en fangen Patriot i forhør, lød det første Spørgsmaal:

– Kender du Petra? Hvor er hun?

Og det var med god Grund, Gestapo nærede Interesse for Petra Petersens Person og Opholdssted. Hun var Midtpunktet i det illegale Arbejde på Fyn. Hun havde Ledelsen af de kommunistiske Partigrupper, hun stod i Spidsen for det illegale Bladarbejde, hun fandt de rigtige Folk til Sabotage og Militærgrupperne – der skete ikke ret meget på den grønne Ø, som Petra ikke havde med at gøre.

Tyskerne ledte travlt efter hende, og imens gik Petra roligt omkring i Odense og passede sit. Det skete af og til, at hun maatte have et Møde med en af de fynske Byledere for at diskutere det lokale Arbejde med ham. Naar Manden kom, blev han modtaget af en venlig, lidt bekymret Husmor, som spurgte ud om Forholdene i Faaborg, Svendborg eller Bogense. Men det var ikke alle, der uden videre vilde rykke ud med deres Ærinde.

– Det er jo Lars, jeg skal snakke med. Lars var Petra Petersens Dæknavn.

– Naaja, Lars det er mig, svarede Petra, og i første Øjekast vidste Manden, hun havde sat Stævne, knap, hvad han skulde tro. For det er vanskeligt at sætte Petra Petersen i Forbindelse med Sabotage, Jernbanesprængninger, Militærgrupper og alt det Djævelskab, som i de Aar var dansk Politik. Hun ligner en venlig, maaske lidt mut Husmor og slet ikke nogen Jeanne d’Arc. Og alligevel er hun sikkert den Kvinde i Landet, som har gjort det tapreste Arbejde under Besættelsen. Hvergang man hørte om store Razzia’er i Odense, var det første, man spurgte om: Er Petra taget? Og naar man hørte, at hun havde klaret sig, tænkte man, at saa gik det vel nok alligevel.

Petra Petersen blev fængslet af det danske Politi, da Regeringen d. 22. Juni 1941 tog det kommunistiske Parti under sin Beskyttelse. Hun sad i godt tre Uger i Odense Arrest, saa slap hun ud. Og Petra tog hjem til sin Mand og Datter og tog roligt fat på at organisere det politiske Arbejde, som Fængslingerne havde slaaet i Stykker.

– I den første Tid kunde jeg ikke arbejde meget aktivt, fortæller hun. Det gjaldt om at finde de rigtige Folk frem. Det illegale Parti-Apparat skulde udbygges. Det første Besættelsesaar havde vi brugt til forberedende Arbejde, for vi vidste jo alle sammen, at før eller senere tog Tyskerne os. I Efteraaret 41 blev de første af vore Folk taget, og i Sommeren 42 var den første Razzia i Odense. Det var Himmelstrup, som var kommet til Byen for at lede efter Gerningsmændene til et mislykket Sabotageforsøg. Han tog fyrretyve af vore, men han blev nødt til at løslade dem alle sammen igen.

– Hvornaar tog du saa for Alvor fat?

– Aa, det kom saadan lidt efter lidt. Det ene tog jo det andet med sig. Jeg maatte gøre en Masse Arbejde, fordi der ikke var andre til at udføre det…

Det mærkes, at Petra ikke har videre historisk Interesse. Hun har ikke holdt Hovedbog over sine Oplevelser, og hun synes formodentlig, at der er ligesaa lidt Grund til at snakke om, hvad hun har udført under Besættelsen, som der er til at diskutere en over­staaet Foraarsrengøring. Men jeg faar da saa meget ud af det, at hun i November 42 fandt det praktisk at gaa under Jorden. Men hun dukkede snart op igen. Fra Sommeren 42 tog det illegale Arbejde rigtig Fart. Petra Petersen var da Medlem af Partiets Hovedledelse i Odense.

– Augustdagene var nu knap saa slemme, som man skulde tro, siger hun. Tyskerne anede ikke, hvem de skulde slaa ned paa. Partiets Opgave var at hindre Gadeurolighederne, som kun var Spild af Menneskeliv. Det lykkedes os at organisere Folkestrejken, der var et alvorligt Stød for Tyskerne. Men vi blev haardt ramt, da Tyskerne i November 43 tog tres af vore bedste Folk og sendte dem til Tyskland. Det var Repressalier for Likvideringen af en Stikker. Jeg maatte gaa under Jorden, og min Mand og Datter med, men da der var gaaet seks Uger, uden at der skete mere, tog vi hjem igen.

Men Udviklingen red rask. Mand efter Mand blev taget, ogsaa Medlemmer af Ledelsen, og snart maatte Petra Petersen igen dukke under med sin Familie. Og denne Gang maatte hun blive der. Tyskernes Interesse for hendes Person blev stadig større. Hun var nu Leder af hele det illegale, kommunistiske Arbejde. Hendes sejstenaarige Datter var Kurér.

– Var det ikke svært at være under Jorden i en By, hvor hvert andet Menneske kendte dig af Udseende fra Møder og politisk Arbejde?

– Det var saamænd nemt nok. Befolkningen støttede os jo, og jeg kunde færdes som sædvanlig, blot ikke bo hjemme. De lokale Stikkere var kendt, og det var i Reglen Tilfældigheder, naar de fik fat paa nogen.

– Hvad bestilte du nu?

– Aa, Arbejde var der saamænd nok af. For hver Mand, der blev taget, maatte der findes en ny. Der skulde stadig skaffes Folk til Sabotagegrupperne og Militærgrupperne. De skulde være til at stole paa. Men man skal ikke tro, det var videre spændende. Det var mest Kontorarbejde og Konferencer med forskellige Mennesker. Jeg samarbejdede i Aarens Løb med Vivike, der kom herover fra København med Dr. Teit Kærn, der repræsenterede ”Frit Danmark”, og med Dr. Kruse, der var Næstkommanderende i Militærledelsen. De var alle sammen meget dygtige. Samtidig maatte vi prøve at skole de nye, som kom ind i Partiet. Og endelig, saa…

Petra tier lidt og smiler lunt, som om hun tænker paa noget morsomt, som hun ikke har rigtig Lyst til at fortælle.

– Hvad saa?

– Jo, det kunde jo ske, at en eller anden blev grebet af Panik. Det var jo en Tid, der sled på Nerverne, og det kunde godt ske, at nogen saa Syner og følte sig hemmeligt forfulgt af Gestapo. Saa maatte vi jo også ta’ Stilling til det. De, der virkelig var i Farezonen, sendte vi f. Eks. en Tur i Brunkulslejerne. Der havde Tyskerne ikke store Muligheder for at finde dem. Men nogle saa kun Spøgelser ved højlys Dag, og dem maatte vi jo se at berolige, saa der ikke gik Panik i dem…

– Men du syntes ikke selv, at det var saa forfærdelig farligt?

– Nej, det var i Grunden saa ligetil. Arbejdet skulde simpelthen gøres. Naar man gaar ud af sin Gadedør, tænker man jo heller ikke paa, at man kan blive kørt over eller faa en Tagsten i Hovedet.

Petra Petersen havde Brug for sin ukuelige Sindsro. I Julen 1944 havde hun hundrede Mand fra Partiet i Tyskland, Frøslev eller Sverige. Fire kom ikke levende hjem, om en har man endnu ikke faaet efterretninger. Flere Sabotører gik til, og den 5. Maj faldt fire gode Partikammerater. Hendes Ansigt er alvorligt, da hun taler om det.

– Men man kan jo ikke føre krig uden Tab, siger hun. Det gjaldt bare om at have Orden i Sagerne og ikke blive nervøs. Trods alt var det ikke nær saa farligt, som mange af os var tillbøjelig til at to.

– Du skal ind i Folketinget. Glæder du dig til at blive Parlamentariker?

– Det er slet ikke saa nemt, for jeg har mit Hjem, min Mand og min Datter. Men hvis alle Kvinder siger det, faar vi Kvinder jo aldrig nogen politisk Indflydelse.

– Er Kvinderne ikke politisk vaagne?

– Naar de ikke er det, er det tit Mændenes Skyld. For nogen Tid siden fortalte en Husmor mig – hendes Mand er Kommunist—at han havde sagt om mig: Det er rart for en Gangs Skyld at tale med en Kvinde, der har Interesse for Politik. Men tilføjede hun, naar jeg prøver paa at snakke Politik, siger han bare: alt det der kommer ikke dig ved. Saadan en Mand opfører sig taabeligt, han gaar ud fra som en Selvfølge, at Konen skal ha’ samme politiske Mening som Manden. Det er den rene Livegenskab.

– Føler du dig som Kvinderepræsentant?

– Nej, det skal ikke være saadan, at man høfligst opstiller en Kvinde for ogsaa at faa Kvinderne repræsenteret. Jeg er simpelthen repræsentant for Partiet. Men jeg er Husmor, og jeg ved Besked om meget, som Mændene slet ikke har Anelse om. Jeg ved, hvad det vil sige, at gifte Kvinder økonomisk er bundet og bastet. Det er en Uretfærdighed, at der ikke er Ligeløn for Mænd og Kvinder. Og vi mangler Vuggestuer og Børnehaver, hvor den arbejdende gifte Kvinde kan anbringe sine Børn. Og hvad Boligforholdene angaar, bør der indføres en Række Forbedringer, som kan lette Tilværelsen for den Kvinde, som arbejder i sit Hjem. Vore Lejligheder er for smaa, hvert Medlem af Familjen burde have eget Værelse. Mange Lejligheder er saa daarlige, at de ikke er tjenlige til Boliger for Mennesker.

En eneste Gang i Danmarkshistorien har vi haft en kvindelig Minister. Det var Nina Bang, og om hende blev der sagt, at hun var det eneste Mandfolk i den Regering. Ingen kan spaa om Petra Petersens politiske Løbebane, men hvis hun nogensinde bliver anbragt på en Taburet, er der nok ingen Tvivl om, at hun nok skulde være Kvinde for at klare det med.

– Er der mere at spørge om? Siger hun lidt utaalmodigt. Jeg har ikke ret megen Tid, i Morgen skal jeg hjem til Odense. Vi er i fuld Gang med Valgforberedelserne, og jeg skal forresten osse vaske Storvask…

Hans Kirk