Udstillingen begynder med at vise aftalen, og der fortælles gennem tekst og fotos om en af de første tillidsrepræsentanter på Helsingørs Skibsværft i begyndelsen af perioden, Peter Christensen, som senere blev socialdemokratisk borgmester i byen.

Der regnes med, at der i dag er ca. 25.000 tillidsfolk, og de spiller en vigtig rolle som dem, der i fagbevægelsen har den nærmeste kontakt med medlemmerne i dagligdagen. På udstillingen gøres der rede for det store arbejde, der udføres for at uddanne dem, så de kan klare deres hverv.

At det ikke altid er nemt, fremgår af en række interviews, ikke mindst når de af og til kommer i klemme mellem deres kolleger og arbejdsgiverne. Et eksempel, som ikke omtales, er, at de ikke må varetage deres medlemmers interesse i forbindelse med en såkaldt overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, men skal opfordre dem til genoptage arbejdet, selvom de er enige med medlemmerne.

Efterhånden er det blevet sværere at finde nogen, der vil påtage sig opgaven, og det er heller ikke blevet nemmere, efter at man i 2006 forbød eksklusivaftalerne, der betød, at arbejdsgiverne kun måtte beskæftige medlemmer af en bestemt fagforening, og dermed åbnede op for de gule fagforeninger og svækkede fagbevægelsen.

Selvom der i Hovedaftalen står, at arbejdsgiverne ikke må fyre en tillidsmand, sker det alligevel, og disse sager bliver som regel indbragt for arbejdsretten. I de fleste tilfælde ender det med, at arbejds­giveren må betale en erstatning, men den afskedigede kommer ikke tilbage på sin tidligere arbejdsplads.

På udstillingen gøres der fint rede for en sag fra Herlev Hospital i 1983, hvor Dennis Kristensen, den senere formand for FOA, på et falsk grundlag blev afskediget, selvom han var tillidsmand for portørerne. Det førte til, at kollegerne nedlagde arbejdet og forlangte ham genansat. Strejken sluttede efter tre uger, da de ansatte blev truet med at blive fritstillet.

På udstillingen kan man høre Peter Abrahamsen synge Carl Scharnbergs digt ”Til dem der tør”, der bl.a. var tilegnet Dennis. I en montre vises de indsamlingslister, der blev brugt til at skaffe penge til de strejkende på de københavnske arbejdspladser.

Dennis Kristensen fik ikke megen opbakning af det socialdemokratisk ledede forbund, og det faldt i god tråd med, at et socialdemokratisk medlem af amtsrådet på et internt møde udtalte, ifølge Land og Folk, at ”så slipper vi samtidigt af med en politisk modstander”. Det gjorde de, for sagen blev tabt, og Dennis kom ikke tilbage.

Også på tværs af arbejdspladserne har tillidsfolkene spillet en stor rolle for at sikre deres medlemmers interesser. De var med til i 1956 og 1985 at organisere storstrejker og samlede hundredtusinder til demonstrationer foran Christianborg i forbindelse med, at folketinget ophøjede mæglingsforslaget til lov, efter at arbejderne havde sagt nej.

Noget udstillingen ikke kommer ind på, af indlysende grunde, er, hvordan social­demokraterne i 40’ og 50’erne gennem Arbejderbevægelsens Informationscentral (AIC) var mere ivrige efter at kæmpe imod kommunistiske tillidsfolk end imod arbejdsgiverne. Socialdemokraterne beskyldte kommunisterne for at føre overbudspolitik, men alligevel blev der valgt mange kommunister, fordi medlemmerne mente, at de var de bedste til at varetage deres interesser nede på gulvet.

Det er en lille udstilling, og den lever ikke helt op til mine forventninger, hvad indholdet angår, men den kan være et godt udgangspunkt for en diskussion om tillidsrepræsentanternes rolle i fremtiden.