Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 5-2025] Det siges, at for at forstå sin egen tid skal man kende fortiden. Af den grund, men også fordi det i år er 75 år siden, at Heinrich Mann (1871–1950) døde, vil vi gøre opmærksom på hans mesterværk Undersåtten, der netop nu er lige så aktuel, som da den udkom i 1918. 

Faktisk var den skrevet færdig allerede i 1914, hvor den blev bragt som føljeton i bladet Zeit im Bild fra januar til august. Da stod den 1. verdenskrig imidlertid lige for døren, og bladet valgte at stoppe offentliggørelsen, før censuren gjorde det. Tiden var ikke til at satirisere over det autoritære, militaristiske og nationalchauvinistiske tyske kejserrige, der havde imperialistiske stormagtsdrømme.

Romanen, der kan betragtes som en udviklingsroman, hvor hovedpersonen afspejler det omgivende samfund, foregår i det sidste 10-år af 18-hundredtallet i den fiktive by Netzig. Her vokser Diederich Hessling op som søn af en papirfabrikant, og man følger ham fra skoledreng til student og videre til virksomhedsleder og politiker. Som barn bliver han kuet af sin far og sine lærere, og bunden til en autoritetstro undersåt bliver skabt. Han lærer at bøje nakken og lefle for de stærke og træde på dem, der er svagere end ham selv.

Ved farens død ­overtager Diederich fabrikken og udvikler sig fra at være en frygtsom ung mand til at blive en nådesløs arbejdsgiver og lokalpolitiker, der er et hjernedødt redskab i den herskende klasses hænder og styret af sin egen grådighed og magtsyge. Han bliver en mand, der passer til tiden, hvor alt kalkuleres, også kærligheden. Kvinden betragtes som mandens ejendom og lystobjekt og skal helst være repræsentativ og have penge med hjemmefra.

Fabrikken bliver efterhånden udvidet, og Diederichs ambitioner vokser. Han engagerer sig i lokalpolitik og bliver borgmester med holdninger, der går ud på at være national og drive arbejdsgiverpolitik og få lukket munden på pressen, og hans taler består af selvros, løgne, sludder og vrøvl og tomme fraser. Alt i alt ligner han til forveksling en nuværende såkaldt politiker, hvis navn det vist ikke er nødvendigt at nævne.

I 1897 ville Wilhelm den Store være fyldt 100 år, og i den anledning er det lykkedes borgmesteren at få vedtaget, at byen skal rejse et mindesmærke for kejseren i form af intet mindre end en rytterstatue, for han skal jo ikke bare ligne en almindelig fodgænger. Det er sket ved hjælp af diverse rænkespil, men dagen oprinder for indvielsen og Diederich holder en begejstret og floromvunden tale. Men pludselig afbrydes festligheden af et voldsomt uvejr, der får alt til at gå i opløsning. Måske et forvarsel om, hvad der venter forude.

Romanen udkom i 1918, da krigen var slut, og oplaget på 100.000 eksemplarer blev revet væk. Modtagelsen i pressen var forskellig. På det tidspunkt var Heinrich og hans bror Thomas ikke på talefod af politiske grunde, og Thomas kaldte foragteligt sin forfatterbror for en boulevard-moralist, mens digteren Kurt Tucholsky skrev, at det var en farlig bog, som han ønskede, at alle ville læse.

I 1933 blev Heinrich Mann udelukket fra Akademie der Künste, men da havde han allerede i midten af februar forladt Tyskland efter at være blevet advaret om, at hans navn stod på en liste over personer, der skulle arresteres. Først rejste han til Frankrig og derfra videre til USA. 

I 1949 blev han valgt til præsident for Akademie der Künste i DDR, men nåede aldrig at tiltræde, da han døde i Californien i 1950. I 1961 blev hans urne bragt til DDR og nedsat på Dorottheen­städtischer Friedhof i Østberlin, hvor også Bertolt Brecht ligger begravet.

På dansk udkom Undersåtten første gang i 1966, og den er senere blevet genoptrykt af Forlaget Saga og kan lånes på biblioteket.