Asbest-skandalen i Aalborg
[KOMMUNIST 5-2025] Op mod 200 håndværkere var igennem flere måneder udsat for asbestfare i forbindelse med ombygning af den tidligere C.W. Obels Tobaksfabrik i det centrale Aalborg.
Ifølge Byggefagenes Samvirke er bygningen tidligere brandsikret på alle bærende konstruktioner med sprøjteasbest.
Nervøsitet over forholdene
Håndværkerne fra de mange faggrupper på byggepladsen har gentagne gange holdt faglige møder og har udtrykt nervøsitet over forholdene, og de lægger heller ikke skjul på vrede over Arbejdstilsynet, fordi de fra aktindsigt ved, at der var ting, som ikke var i orden.
Men Arbejdstilsynet var der ikke og gjorde ikke noget, til trods for at der var problemer med asbest på byggepladsen.
Ledelsen på byggepladsen har hele tiden hævdet, at der var styr på arbejdsmiljøet.

Var udsat for fare
Byggefagenes Samvirke i Aalborg kunne påvise, at firmaet Brix og Kamp A/S samt øvrige entreprenører på pladsen havde udsat samtlige håndværkere for fare gennem hele byggeriet ved ikke at håndtere de gældende regler på asbestområdet.
Af den grund valgte Byggefagenes Samvirke at indgive en politianmeldelse mod bygherre C.W. Obel, byggerådgiver Beix og Kamp A/S samt mod en række andre virksomheder.
Fuskede med asbestprøver
Så kom sandhedens time. Brix og Kamp A/S meddelte senere, at de med stor beklagelse har konstateret, at en medarbejder egenhændigt har forfalsket et analyseresultat vedrørende asbestprøver fra byggepladsen.
Det har ført til, at bygherre C.W. Obel Ejendomme har besluttet at stoppe samarbejdet med Brix og Kamp A/S på byggepladsen. I fremtiden vil alle prøver fra byggepladsen blive dobbelttjekket for at sikre håndværkernes sikkerhed.
/PeJu