Ken Loach overgår sig selv

Af Margit Andersen

Det er ikke god skik at skrive af efter pressematerialet, men i forbindelse med Ken Loach’s seneste mesterværk, som indbragte ham guldpalmen i Cannes i år, vil vi alligevel citere en passage, fordi den i en nøddeskal beskriver filmens kerne. Der står: ” ’Jeg, Daniel Blake’ er en både rørende og oprørende film, som også er et relevant indspark i den danske velfærdsdebat og f.eks. det nye kontanthjælpsloft.”

Daniel Blake er en 59-årig tømrer, der efter et langt arbejdsliv og en svær tid med at passe sin døende kone er blevet ramt af et alvorligt hjerteanfald. Lægens konklusion er, at Daniel indtil videre ikke må arbejde, men skal have ro til at få stabiliseret sit hjerte.

Uheldigvis når damen, der skal vurdere hans arbejdsevne i forhold til at modtage sygedagpenge, ikke til det samme resultat på sit afkrydsningsskema, så han bliver henvist til at søge arbejdsløshedsunderstøttelse.

Hermed ender Daniel i et Kafka-agtisk inferno, hvor der skal udfyldes skemaer på en PC’er, han ikke har og ikke aner, hvordan man bruger, hvor han må vente i timevis på at få telefonkontakt med relevante offentlige instanser, og hvor han overalt mødes med ansatte i systemet, der har fået besked på, at det ikke handler om at hjælpe, men om at spare.

På sin ørkenvandring møder han på socialcentret alenemoren Katie, der kommer for sent til sit møde, fordi hun som ny tilflyttet i Newcastle ikke kunne finde vej. Det straffes med, at hun får frataget sin understøttelse i en måned. Sådan noget kan Daniel ikke bare se på. Han bliver ven med Katie og hendes børn og støtter dem efter bedste evne, og de giver til gengæld ham en fornemmelse af at have en familie.

En tid går det støt ned ad bakke for både Daniel og Katie. Daniel må sælge det meste af sit bohave for at overleve, og Katie må i madbanken for at hente gratis fødevarer. Luksusvarer som menstruationsbind kan man ikke få der, så dem må hun stjæle i supermarkedet, hvad der fører hende ind i noget skidt.

Heldigvis vender vinden dog, så de får den i ryggen. Katie kommer nogenlunde på fode, og alt tyder på, at Daniel vil vinde ankesagen om sygedagpenge, men i sidste ende bliver det systemet, der vinder over ham.

Med denne film har den 80-årige Ken Loach, sammen med sin trofaste manuskriptforfatter Paul Laverty, begået den genistreg at overgå alle deres tidligere film. Ligesom de andre er denne et stykke gedigent køkkenvaskrealisme, der føles som var det en dokumentarfilm, men med poetiske og absurde indslag. Dave Johns er ligeså virkelig som Daniel, der ikke lader sig noget byde, som Hayley Squires er troværdig som moren, der går til det yderste for at give sine børn en normal tilværelse.

Man skal være skabt af sten, hvis man ikke, efter i mørket at have tørret tårerne bort, forlader biografen opfyldt af raseri, et raseri der måske kan føre til handling af en eller anden art. Det er i hvert fald tydeligt hensigten med filmen.

Jeg, Daniel Blake
Instruktør Ken Loach. Manuskript Paul Laverty.