Et undertrykt folk har altid ret – til at blive fri for undertrykkelse

“Til sidst vil vi huske – ikke vore fjenders ord, men vore venners tavshed”. (Martin Luther King).

Af Annette Mørk

Tyrkiets indenrigsminister fra regeringspartiet AKP, Suleyman Soylo, svor hævn, efter at 30 politiofficerer blev dræbt ved to koordinerede bombeeksplosioner uden for et fodboldstadion i det centrale Istanbul den 10. december. “Disse angreb svækker os ikke, men bringer os tættere sammen som nation”, sagde den tyrkiske regering kort efter angrebet, hvori den i samme udtalelse påstod, at Kurdistans Arbejderparti PKK var ansvarlig for “terrorangrebet”. Frihedsbevægelsen PKK står på EU’s og USA’s terrorlister.

Gaderne i Istanbul blev fyldt op med indbyggere, som med råb krævede dødsstraf over de skyldige – kurderne!

Desværre er censuren altoverskyggende i mediebilledet i Tyrkiet, og man kan derfor – med rette – formode, at den almindelige tyrkiske borger ikke ved, at der er borgerkrigstilstande i de kurdiske områder i det østlige Tyrkiet, og en uhyggelig statsterror bliver brugt mod de demokratiske tyrkiske kræfter og kurderne.

Politibetjente er på lige fod med militæret og udfører drab, tortur og forfølgelse af civile samt politisk aktive, og derfor er de også mål for gengældelse mod statsterrorismen i Tyrkiet.

PKK og TAK

Senere samme aften tog TAK (Kurdistans Frihedsfalke) skylden for bomberne og krævede PKK-lederen Abdullah Öcelan frigivet fra øen Imali, hvor han har siddet fængslet siden 1999.

Hvem er TAK? Der er to versioner:

1) Den tyrkiske regerings version: TAK er PKK. PKK vil ikke forbindes med brutale angreb, som også koster civile livet, især i denne tid, hvor PKK har fået goodwill i kampen mod IS og gerne vil ud af EU’s terrorliste. PKK får bare TAK til at gøre det beskidte arbejde. Men TAK er reelt bare PKK.

2) PKK’s version: TAK er ikke PKK. Oprindeligt var TAK med i PKK, men var imod PKK’s ændrede linje, der indebar, at PKK droppede sit oprindelige krav om kurdisk selvstændighed og i stedet går ind for selvstyre nu og er holdt op med at angribe civile. Så TAK brød ud af PKK og har intet med PKK at gøre mere.

“Istanbul-angrebet” gav – igen – den tyrkiske diktaturstat anledning til at arrestere flere politikere/medlemmer af de pro-kurdiske partier HDP (Folkets demokratiske parti) og BDP (Freds- og demokrati partiet).

I en veltilrettelagt aktion i 28 provinser blev 568 personer arresteret og tilbageholdt den 12. og 13. december. En aktion som umiddelbart leder tankerne hen på, at listerne med de 568 personer lå klar, især når “tilfældige byer” arresterede mellem 1 og 194 personer, ifølge en meddelelse fra indenrigsministeriets Press Center.

Borgmestre afsat

4. november blev HDP’s to ledere Salahattin Demirtas og Figan Yüksekdag, sammen med ni partimedlemmer arresteret i deres hjem.

I den kurdiske del af Tyrkiet er 32 folkevalgte borgmestre fængslet af regimet og erstattet med regeringsudpegede administratorer. I alt er 49 borgmestre afsat, hvilket berører 3,3 millioner mennesker, som demokratisk har valgt dem ind.

De arresterede står til års fængselstraf, fordi de er anklaget for at støtte frihedsbevægelsen PKK, som står på USA’s og EU’s terrorlister. En anklage som Tyrkiet bruger mod alle sine politiske modstandere, og som betyder at det internationale samfund ikke blander sig.

Amnesty-rapport om fordrevne

Tyrkiske myndigheder har i løbet af det seneste år fordrevet en halv million mennesker fra deres hjem i den sydøstlige del af landet.

Det skriver Amnesty International i en rapport, der blev offentliggjort den 6. december.

Ifølge rapporten er indbyggerne med magt blevet smidt ud af deres hjem som en del af det, Amnesty International betegner som en “kollektiv afstraffelse” af den kurdiske befolkning i området. Rapporten fokuserer især på kvarteret Sur i den kurdiske by Diyarbakir, der optræder på UNESCO’s verdensarvsliste. I den gamle bymidte Sur alene har omkring 24.000 mennesker forladt deres hjem og er rejst fra området det seneste år.

Det skyldes i høj grad de 24 timers udgangsforbud(!), som myndighederne har indført i adskillige distrikter, vurderes det i rapporten. Den desperate situation for beboerne i Sur ses også i mange andre byer i det sydøstlige Tyrkiet.

USA hykleri

To dage efter – den 8. december – kom det amerikanske udenrigsministeriums stedfortrædende talsmand Mark C. Toner på banen og gav Kurdistans Arbejderparti (PKK) skylden for konflikten i det østlige Tyrkiet og udtalte sig stik imod Amnesty’s rapport:

“Vi har set denne rapport fra Amnesty International. Vi har udtrykt vores dybe bekymring med hensyn til volden i det sydøstlige Tyrkiet, og vi vil opfordre PKK til at nedlægge våbnene, så tyrkere, som er tvunget fra deres hjem og har måttet flygte fra vold, trygt kan vende hjem tilbage”.

Mark C. Toner sagde endvidere: “Vi har gentagne gange sagt, at vi står ved Tyrkiets side i kampen mod terror i alle dens former, og det omfatter PKK. Og som Tyrkiets ven og allierede opfordrer vi den tyrkiske regering til at sikre, at retsstaten og de grundlæggende rettigheder og friheder er beskyttet”.

USA i et beskidt forsvar for en NATO-allieret, hvis base Incirlik i Tyrkiet blev brugt til Vestens kampfly og deres “missioner” i Syrien, og som forskere påstår opbevarer atomvåben for USA.

Erdogan som enevældig

Siden valget i juni 2015, hvor det prokurdiske- og venstreorienterede parti HDP vandt lidt over 13% af stemmerne, har der været voldsomme angreb på ytringsfriheden, undertrykkelse, overgreb, tortur, forfølgelse og mord, udført af det tyrkiske regime med præsident Erdogan og hans parti AKP i spidsen.

Der blev udskrevet omvalg til afholdelse den 1. november 2015, og op til denne dato blev flere kurdiske byer i det østlige Tyrkiet underlagt udgangsforbud, bombet og beskudt, og flere steder blev der lukket for strøm og vand i de berørte områder.

Disse handlinger udsprang af, at diktatoren Erdogan havde håbet på et flertal ved valget i juni, således at han kunne få gennemført en forfatningsændring, som ville ophøje ham til “Sultan Erdogan” – enevældig konge – med vetoret i alle spørgsmål. Ved omvalget kom HDP lige netop over spærregrænsen på 10% og kom i parlamentet med 59 mandater på trods af tyrkisk statsterror i de kurdiske områder og svindel ved valgstederne, hvor f.eks. de danske valgobservatører ikke kunne få adgang.

Erdogans storhedsvanvid

Drømmen om at blive magtfuldkommen diktator brast endnu en gang ved omvalget. Kurderne og de demokratiske kræfter i Tyrkiet trodsede statsregimet og stemte en drøm om demokrati ind i parlamentet.

Dog fandt diktatoren og hans støtter en udvej: Ophævelse af den parlamentariske immunitet for “visse” folkevalgte, og det ramte de kurdiske parlamentarikere. 10. december fremlagde præsident Recep Tayyip Erdogans regeringsparti – AKP – et forslag i parlamentet til ændring af forfatningen. Vedtages reformen, vil Erdogan få større magt. Den vil også åbne mulighed for, at den magtfulde leder kan regere i Tyrkiet indtil 2029.

Forslaget, som har været længe undervejs, vil f.eks. også føre til ændringer af domstolenes virke. Det kræver mindst 330 af parlamentets 550 mandater at ændre forfatningen. AKP havde med sine 319 stemmeberettigede dermed ikke nok til at gennemføre reformen på egen hånd. Partiet har derfor været i drøftelser med nationalisterne fra MHP, som har 39 mandater. Forslaget har været Erdogans drøm længe. Men manglen på opbakning fra de øvrige partier har gjort det svært at komme videre, og endnu er resultatet ikke kendt.

Uhæmmet magtmisbrug

Før militærkuppet den 15. juli (præsident Erdogans “rigsdagsbrand”) i år var forholdene for politisk aktive kurdere og andre demokratiske kræfter mildest talt kritisable. I dag er forholdene værre. Der er frit lejde til mord på påståede modstandere og fængslinger af demokratisk valgte borgmestre og parlamentarikere.

Danmark og EU er en villig medspiller i Erdogans beskidte politik. Lov og ret, ytringsfrihed og de mest basale menneskerettigheder eksisterer på et niveau lig nul.

Regimet erklærede undtagelsestilstand efter kuppet, og et totalt diktatur blev indført. 105.097 offentligt ansatte blev fyret eller suspenderet, 74.561 er eller har været anholdt, 34,087 er varetægtsfængslet. 2.099 skoler, universiteter og kollegier er lukket, 6.337 akademikere har mistet deres job, 3.640 dommere og anklagere er fyret, 186 medier er lukket, 133 journalister er anholdt, og på grund af undtagelsestilstanden kan det vare op til 30 dage, før de anholdte bliver stillet for en dommer. Vel at mærke, en dommer udpeget af regimet! Diverse tal vokser dag for dag. Amnesty International har påpeget, at de har beviser for vold og tortur af de anholdte.

Den 17. december blev (næsten) alle HDP’s kontorer brændt ned eller ødelagt af tyrkiske højrenationalister, mens politiet enten så på eller hjalp til.

Styrer medier også i Europa

Et eksempel, hvor ikke bare Tyrkiet lukker medier, men hvor europæiske lande støtter terroristen Erdogan og hans parti AKP: For nyligt lukkede Tyrkiet 12 venstreorienterede eller/og pro-kurdiske tv-kanaler og 14 radio-kanaler, og hurtigt fulgte den franske satellit Eutelsat op og lukkede den kurdiske nyhedsstation Med Nuce, samt Newroz med base i Stockholm og en kurdisk tv-station i Belgien. Vi kender jo situationen fra Danmark, hvor den kurdiske TV-station ROJ-TV blev lukket efter pres fra Tyrkiet, som til gengæld gav Anders Fogh Rasmussen den afgørende stemme til at blive NATO’s generalsekretær.

Danmark og EU medansvarlige

Den beskidte aftale mellem EU og Tyrkiet om, at Erdogan og hans støtter får 22,5 milliarder kroner, hvis de effektivt stopper flygtningene, som søger til Europa, har en stor rolle i forhold til EU’s tøvende holdning til diktaturet. En sum penge, som vil blive fordoblet, når aftalen er overholdt. EU´s tavshed dræber dagligt de demokratiske kræfter i Tyrkiet, på trods af at EU-parlamentet ikke kunne komme udenom at påtale arrestationerne af folkevalgte parlamentarikere.

40 millioner kurdere har et håb om fred. De har en identitet, en kultur, et sprog og liv. 40 millioner mennesker kan ikke fjernes – de bliver flere – uanset hvor mange som bliver arresteret, torturet, bliver myrdet og sidder med lemlæstede liv. Undertrykkelse får tanken om frihed til at blomstre og kurderne blomster i disse år.