50 års besættelse

Af Elin Søborg

Med tydelige signaler om uformindsket støtte fra USA har Israel sat gang i endnu en stor bevægelse hen imod total indlemmelse af de palæstinensiske områder.

I juni i år er det 50 år siden, Israel besatte Vestbredden og Gaza-striben, der indtil da havde hørt under henholdsvis Jordan og Egypten.

Den blodige besættelse, der især i de første 25 år blev mødt med væbnet modstand fra de palæstinensiske befrielsesgrupper, har kostet utroligt mange arabiske liv og enorme summer penge foræret til Israel som militærhjælp og til palæstinenserne som nødhjælp, fordi besættelsesmagten har annekteret og beslaglagt den landbrugsjord, der tidligere leverede fødevarer til områdets befolkninger. Vestbredden blev før besættelsen ofte omtalt som ”Jordans spisekammer”.

Fordømt igen og igen

Verdenssamfundet med FN i spidsen har i alle årene fordømt besættelsen og Israels behandling af de besatte områder og voldsomme fremfærd mod civilbefolkningen. Ingen har på noget tidspunkt været i tvivl om ulovligheden af bosættelserne på besat land, men de verbale protester er aldrig blevet fulgt op af sanktioner eller stop for de massive tilskud til Israels militærmaskine.

Oslo-aftalerne fra 1995 om oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat på de arabiske områder, der blev besat i 1967, blev ikke til den fredløsning, de egentlig var tænkt som.

Verdens største fængsel

Gaza-området blev tømt for bosættelser, og den demokratisk valgte Hamas-regering bliver hvert andet til tredje år udsat for voldsomme militære angreb fra Israel, der benytter lejligheden til at reklamere for sin nyeste våbenteknologi. Gaza er omkranset af høje mure og er at betragte som verdens største fængsel.

Vestbredden er af bosættelser og militært annekterede områder omdannet til et puslespil af små Bantustans, der er omsluttet af et net af ”bosætterveje”, som palæstinensere ikke må benytte, og som afskærer forbindelsen mellem de palæstinensisk ”kontrollerede” områder. Også her er palæstinenserne lukket inde bag en 8 meter høj mur, der kun kan passeres gennem de militært bevogtede checkpoints, der åbnes nogle få timer hver dag.

Ude efter Øst-Jerusalem

Ydermere skabte Oslo-aftalerne en splittelse blandt palæstinenserne, fordi mange mente, at lederne med aftalerne havde solgt ud ved at gå ind for en total afvæbning og støtte til besættelsesmagten uden ordentlige garantier. Historien må siges at have givet dem ret, og selvstyret lider under manglen på opbakning fra palæstinenserne.

Og her i 50-året for besættelsen og med tydelige signaler om uformindsket støtte fra USA har Israel sat gang i endnu en stor bevægelse hen imod total indlemmelse af de palæstinensiske områder. Det gøres dels med udvidelse af bosættelser og tilladelser til nye.

Specielt er situationen alvorlig i Østjerusalem, hvor store områder tvangstømmes for palæstinensere for at give plads til nye israelske bosættelser. Der tages her et stort skridt i retning af at etablere et jødisk befolkningsflertal i Østjerusalem, så palæstinensernes krav om at få den som hovedstad i en selvstændig palæstinensisk stat vil miste international opbakning.

I det hele taget ser det ud til, at støtten til en to-stats løsning på Palæstina-konflikten bliver stadig mindre sandsynlig. Donald Trump har allerede, og på sin egen udiplomatiske måde, tydeligt sagt det, som Obama ikke sagde men gjorde, at han støtter Israel uanset hvilken fredsløsning, der kommer, hvis der kommer nogen overhovedet.

Et nyt Sydafrika?

Så nu bliver det store spørgsmål, hvordan Israel vil kunne fastholde en jødisk stat, når den arabiske befolkning bliver større end den jødiske.

På den anden side lærte Israel vel nogle tricks, da det arbejdede tæt sammen med det sydafrikanske apartheidregime, så det internationale samfund må hellere forberede sig på at skulle sluge nogle kameler, hvis den ubetingede accept af Israels fremfærd i regionen skal fortsætte.