Fra videnskabens verden
v/ Birgit Sørensen
Mobilen på WC
Hvad skal du gøre hvis du taber mobilen i WC-kummen?
Hver 4. dansker læser nyheder på smartphone, mens de sidder på tønden, viser en undersøgelse af over 1000 mennesker, som Epinion har lavet for DR.
Nogle forskere og reparatører er blevet spurgt, hvordan skaden bedst udbedres, hvis uheldet er ude. Her er deres forklaring og råd:
Det gælder om at få mobiltelefonen hurtigt op af tønden. De fleste mobiltelefoner er vandtætte, men ikke så de er skabt til fast ophold i det våde element. Vandet skaber elektrisk kontakt mellem dele, som før var isoleret fra hinanden, eksempelvis mellem batteriets to poler. Når strømmen løber direkte fra den ene pol (+) til den anden (–) sker der en kortslutning, og nogle af de elektriske forbindelser kan brænde af.
Rådene er, at du hurtigst muligt skal slukke mobilen, skil den ad ved at tage simkort og batteriet ud og læg elementerne og telefonen på en radiator med svag varme i et døgn. Mobilen skal være helt tør, før du prøver at tænde den, og virker den, er du heldig.
Derfor ”popper” alle dine popcorn ikke
Når du serverer en ”hjemmepoppet” portion popcorn for dine gæster, ligger der oftest nogle små, hårde gnallinger i skålens bund. De er hverken rigtig majs længere og heller ikke ægte popcorn.
Når du opvarmer kornene, bliver der tilført tryk på hver side af kernen. Stivelsen bliver kogt, og når den gør det, begynder vandet at fordampe. Når trykket bliver stort nok, begynder skallen at udvide sig. De bliver så at sige til små tidsindstillede bomber, og til sidst popper popcornene.
De skaller, som ligger tilbage i skålen, er dem som ikke var tætte til at begynde med. De har en ”skade”, der gør, at de ikke kunne holde på vandet inde i kernen. Derved var de altså ikke i stand til at opbygge nok tryk i kernen, til at de kunne forvandle sig til popcorn.