Lovforslag med nye angreb

Medindflydelse og forskningsfrihed på universiteterne skal yderligere knægtes og erhvervsrettes

Af Birgit Sørensen

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind vil have mere magt og øget styring af universiteterne.

Han har derfor sendt et nyt lovforslag om sagen til høring i folketinget. Målet formuleres i forslaget som, at man vil ”tydeliggøre bestyrelsernes rolle på universiteterne samt styrke dialogen mellem undervisningsministeriet og bestyrelserne”.

Pind skriver i et notat til forslaget, at der på universiteterne fortsat skal være en armslængde i forhold til det politiske system, og at forskningsfriheden skal bevares. Men forslaget går i den stik modsatte retning.

I forslaget stilles der bestemte krav, som sætter nye begrænsninger på hvem, der kan sidde i bestyrelserne, og formændene for samtlige bestyrelser skal direkte godkendes af den siddende undervisningsminister. Ministeren vil endvidere mødes med bestyrelsesformændene to gange om året og universiteterne skal yderligere have tommelskruerne på, idet de særlige ”udviklingskontrakter,” som er aftalt mellem universiteterne og staten, skal danne basis for, at regeringen kan fratage dem penge, hvis de ikke opfyldes. Pind lægger med forslaget op til noget, der nærmer sig ministeriel detailstyring af universiteternes arbejde.

Bekymring og modstand

Pinds forslag er da heller ikke blevet modtaget særlig positivt i universitetskredse.

Anders Bjarklev, som er formand for rektorerne for universiteterne, synes umiddelbart, at det lyder godt med en ny måde at lave udviklingskontrakterne på, så de bygger på dialog med de enkelte universiteter, som får skræddersyet målene for en længere periode. Implicit i dette svar ligger, at som det er i dag, får mange universiteter pålagt de samme mål, og at der er for kort tid til realisering. Derimod mener han, at ”udpegningsprocesserne (til bestyrelserne) ser noget komplicerede ud”.

Formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost, mener, at Pinds forslag sætter de ansatte og studerende uden for indflydelse, og formanden for Københavns Universitets bestyrelse, Nils Strandberg Pedersen, har samme bekymring.

Ministeriel fodlænke

Camilla Gregersen, som er formand for Dansk Magisterforening, der organiserer den største gruppe af ansatte ved universiteterne, er meget lidt begejstret. ”Forslaget slører linjerne mellem universiteterne og ministeriet og presser forskningsfriheden”. Hun mener, at det er selve forskningens kerne, som udfordres og tilføjer:

”Universiteternes renommé er på spil, fordi man fra international side vil betvivle deres politiske uafhængighed, hvis lovforslaget bliver vedtaget”. Hun udtrykker polemisk, at Pinds tale om ”en armslængdes afstand” mellem det politiske segment og universiteterne ”bliver erstattet af ministeriel fodlænke”. Hun anerkender, at der i dag nogle steder kan være det problem, at bestyrelser udpeger sig selv, men mener ikke, at dette problem kan løses ved, at ”ministeren flytter ind”.

Ensidigt og kortsigtet

Universiteterne har længe været genstand for øget styring udefra, mindre medbestemmelse for de studerende og ansatte og de har været udsat for, at forskningsfriheden gradvist er blevet overtaget af kontraktforskning, ofte på bestilling fra private virksomheder og fonde. De er endvidere, lige som andre offentlige institutioner, underlagt den årlige budgetbarbering på to procent.

Alle disse forringelser er et eksempel på den neoliberale politik, som skiftende regeringer længe har udsat befolkningen for, og konsekvenserne er ikke gunstige. De studerende bliver ledt i en bestemt retning med begrænsninger i deres kendskab til særlige stofområder og tilgange til følge og forskningen risikerer at blive ensidigt erhvervsrettet, kortsigtet og styret af særlige valg på bekostning af andre.

F.eks. kan det frygtes, at der af hensyn til medicinalindustrien, som jo fremhæves som meget vigtig for vort land, satses mere på forskning, som fører til udvikling af nye piller, end på andre behandlingsformer, som ikke medfører brug af medicin. Et andet eksempel kunne være, at det prioriteres, at forskning der fremmer, at borgerne efterspørger bestemte materielle goder tilgodeses, frem for forskning der sikrer, at alle trives bedre.

Politik eller kompetence

Man kan spørge, hvem man tror har det klareste blik for, hvad der er brug for at studere og forske i, hvis man vil være på forkant i forhold til de fremtidige udfordringer for kloden og menneskene. Er det politikerne eller forskerne og de studerende?

Man kan også spørge, hvad der skaber størst engagement og udforskningstrang? At have indflydelse på det stofområde, der skal læres eller forskes i, eller ikke at have det?

Et andet punkt i Søren Pinds udspil, som der er grund til at være nysgerrig på er, hvem det er, som ikke må være bestyrelsesformænd og helst slet ikke skal have en plads i universitetsbestyrelserne, og hvilke vinkler på forskning og undervisning, som dermed på forhånd skal udelukkes fra at have indflydelse på universiteternes ledelse.

Jeg har stillet dette spørgsmål til Uddannelses- og Forskningsministeriets kommunikationschef, som hedder Susse Maria Holst. Hun understreger, at der ikke er tale om politiske prioriteringer, men nævner samtidigt, at der ønskes nogle bestyrelsesmedlemmer, som har en særlig indsigt, så de kan påtage sig et samfundsmæssigt ansvar og særlige kompetencer på, hvad der er brug for på arbejdspladsen med hensyn til læring og prioritering med hensyn til forskning. Undertegnede har svært ved at se, hvordan disse prioriteringer kan undgå at blive politiske.

Støt modstanden

Borgernes medbestemmelse i Danmark er generelt under pres, og Pinds forslag er blot endnu et eksempel. Samfundsforandringer kommer i disse år oppefra, og de besluttende myndigheder stræber i tiltagende grad mod at få indflydelse på de valg, som træffes på gulvet. ”Ministeren flytter ind”, som Camilla Gregersen udtrykte det.

Forslaget er som tidligere nævnt aktuelt til høring i folketinget, hvor forskellige ændringer og tilføjelser til det kan komme med. Dansk Folkeparti har foreløbigt udtrykt sig positivt om forslaget, mens Socialdemokraterne er imod. Modstanden fra universiteterne er massiv, så dets videre skæbne er meget vigtig og vil blive fulgt med stor opmærksomhed herfra.