EU-hær på vej
Farvel til ”Fredens projekt”. EU vil være ny militær supermagt
EU’s ”forsvars”- og udenrigsministre har på deres møde i marts besluttet at oprette en fælles militær enhed til krig i udlandet. Hensigten er at gøre det lettere at sende soldater fra EU-lande ud i krig – eller ”fælles missioner”, som krig hedder i politikersprog. Det skriver Ritzau, der oplyser, at den nye enhed skal planlægge og koordinere nuværende og fremtidige støtteoperationer. Det omfatter de igangværende aktiviteter i Mali, Somalia og Den Centralafrikanske Republik.
Gamle kolonister
Det er påfaldende, at opmærksomheden er rettet mod Afrika, hvor Europæiske lande havde deres gyldne tider som kolonimagter, indtil de blev smidt ud. De krigsivrige EU-lande er blandt andre gamle kolonimagter som Tyskland, Frankrig og Italien. Danmark er ikke med i dette militære selskab, på grund af undtagelsen fra militærområdet i EU, vedtaget ved folkeafstemning.
Militær oprustning
Den nye militære enhed hedder Den Militære Planlægnings- og Udførelsesenhed og får til huse i EU’s udenrigstjeneste. I første omgang skal enheden bruges til såkaldte støtteoperationer, der kan anvende magt og udføre opgaver, der normalt varetages af et lands regering. Men det forventes, at militærsamarbejdet bliver udbygget med en ny del, kaldet Pesco, der skal gøre det muligt for lande at gå sammen om mere ”krævende opgaver”.
Beslutningen kommer som en logisk følge af EU’s beslutning om at optrappe militariseringen af EU og bruge milliarder af Euro på våbenindustrien.
Selv om det tydeligt siges, at projektet er beregnet til krig langt fra EU’s egne grænser, fastholdes stædigt falske betegnelser som ”forsvarspolitik” ligesom man stadig kan høre EU-elskere kalde EU for et ”fredens projekt”.