Ruster sig mod NATO
Vigtig begivenhed med minimal opmærksomhed herhjemme
Af Betty F. Carlsson
Magtforholdene i verden er under hurtig forandring. Det er påfaldende, at vi her i landet er så uvidende om disse forandringer. Mens vi er overforsynet med NATO-propaganda og hver en twitterbesked, USA’s præsident skriver, hører eller læser vi ikke om SCO, OBOR eller det moderne Silkevejsprojekt, der udvikles i højt tempo.
Efter SCO topmødet i Astana, Kasakstans hovedstad, juni i år består SCO nu af lande med tilsammen tre milliarder indbyggere – tæt på halvdelen af jordens befolkning. Medlemslandene står for en fjerdedel af verdens BNP, og fire medlemslande er atommagter, efter optagelsen af Indien i SCO.
Topmødet og dets beslutninger har ikke skabt overskrifter i den ”vestlige” presse, og de færreste i vor del af verden kender noget til denne udvikling på den internationale arena.
SCO hvad er det?
Shanghai Cooperation Organization, i det daglige kaldt Shanghai-pagten, blev dannet i 1996 som en eurasisk politisk, økonomisk og militær union, og omfatter nu Kina, Rusland, Indien, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisien, Usbekistan og Pakistan og som observatører Afghanistan, Hviderusland, Iran og Mongoliet.
Følgende lande er dialogpartnere: Armenien, Aserbajdsjan, Cambodia, Nepal, Sri Lanka og Tyrkiet. Organisationen arbejder intenst på optagelse af nye medlemmer.
Dens beskrevne formål er: At styrke sammenholdet mellem medlemslandene på en række politiske og økonomiske områder og sammen takle udfordringer til fælles bedste. Den skal arbejde for fuld åbenhed mellem medlemslandene og arbejde aktivt for at opbygge en mere retfærdig og multipolar verden, herunder at fremme demokratisering af internationale forhold. Den skal bygge globale og regionale sikkerheds- og samarbejdsstrukturer og udvikle et aktivt samarbejde mellem alle folk og nationer til menneskehedens bedste.
En torn i øjet
SCO er blevet en stor politisk udfordring for USA, EU, Japan og selvfølgelig NATO. En fortsat politisk og økonomisk god udvikling af SCO vil kunne føre til, at de når deres mål med at fremtvinge en multipolar verden, hvilket betyder, at der er flere velfungerende magtcentre.
Det kan på den ene side betyde, at den gamle brutale vestlige imperialisme tvinges på tilbagetog, og give større muligheder for at få fart på løsningen af de store alvorlige problemer, menneskeheden står overfor, som sult, sygdom, fattigdom, krige og enorme miljøødelæggelser. Men det kan også betyde skærpet krigsfare, som historien har belært os om. Kapitalismen som system kan ikke fungere uden stadig jagt på nye markeder, nye profitmuligheder og udsugning af flere og nye råstoffer.