EU-kampdag mod socialisme
Fra hyldest til faldne nazister til antikommunistisk EU kampdag
EU’s formandskab forvaltes i år af Estland, der har været berygtet for hvert år at have markeret en mindedag for faldne nazister og fascister ved en mindesten i landet. Dagen den 23. august er nu overgået til en EU-mindedag med vægt på antikommunisme. De kommunistiske partier har offentliggjort nedenstående protest:
”De kommunistiske partier og arbejderpartierne fordømmer de antikommunistiske festligheder, som EU’s ministerråds estiske formandskab arrangerer inden for rammerne af den såkaldte ”europæiske mindedag for ofrene for totalitære diktaturer”, som EU i de seneste år har forsøgt at afholde den 23. august.
Det antikommunistiske møde har som mål at miskreditere socialismen og dens banebrydende resultater for arbejderne, at forfalske historien og i strid med historien og ganske uberettiget at sætte lighedstegn mellem kommunisme og det fascistiske uhyre med dets grusomheder. Den provokerende identifikation af kommunisme med fascisme er det samme som at frikende fascismen og det skød, den fødes og næres af, nemlig det kapitalistiske system og dets udbytning.
Det er grunden til, at mens kommunister forfølges og fordømmes og kommunistiske partier forbydes i en række EU-lande, tildeler man samtidig nazi-kollaboratører og deres politiske efterkommere ordener og bevilger dem pensioner.
Heraf kan arbejderne nu drage den konklusion, at den optrappede antikommunisme er et signal om, at antifolkelige foranstaltninger vil blive skærpet, det arbejdende folks rettigheder begrænset og nye imperialistiske krige udløst.
Men sandheden vil skinne igennem. 100 år efter den store socialistiske oktober-revolution kan det socialistiske samfundssystems overlegenhed ikke skjules, uanset hvor mange tons mudder, der bliver kastet på det.
Folkene vil gennem deres kampe finde vejen til et samfund, hvor værdierne tilhører dem, der frembringer dem – vejen til socialisme og kommunisme.”