Børnekonventionen fra 1989

– en konvention uden konsekvens

Af Lilli Rodeck

Igen og igen skriver pressen om udvisning af enten børn eller en forælder, fordi det påpeges, at de har større tilknytning til det land, de oprindeligt kommer fra. Ofte drejer det sig om børn over 12-13 år eller en ægtefælle, som kommer fra et andet land.

Mange danskere, som rejser ud i verden for at arbejde, finder ægtefæller, som de forventer at kunne få med sig. Er der børn med, kan familien opleve et næsten kafkask system, som kan finde på at udvise de udenlandske ægtefæller, hvis de er så uheldige at have en familie i hjemlandet.

Ret til familie

Selvom Børnekonventionen påpeger, at børn har ret til en familie, indeholder konventionen desværre en passus om, at de love, de enkelte lande har, skal følges.

Det betyder, at Danmark kan splitte familier ad. Mange børn bliver sendt ud af Danmark, selvom de er født her, taler dansk og passer deres skole. Begrundelsen for udvisning er ofte ”manglende tilknytning” eller ”ringe mulighed for integration”.

Uden pressens bevågenhed sendes børn til lande, hvor man ikke kan garantere for deres sikkerhed, eller hvor der måske kun er en onkel tilbage af familien.

Hvor mange af disse børn, der dør, gider den danske presse ikke mere skrive om. Kun ganske få sager bliver kendt af offentligheden. Det drejer sig om børn, som har stærke sociale bånd og robuste pårørende, som magter at kæmpe mod den tilfældighed, udlændingeloven praktiserer. Alle de børn, som kommer i pressen, ender med en opholdstilladelse.

Udviser børn

Tilbage står de børn af flygtningefamilier, som ofte har levet hele deres liv i en dansk flygtningelejr. Dem er der ingen, der kæmper for. Mange af disse familier ender med psykiske problemer, fordi det er ødelæggende for psyken at leve i uvished i mange år. Disse familiers børn går i danske skoler, taler dansk og kender ofte ikke de lande, de kommer fra. Men skiftende regeringer er ligeglade med disse forsvarsløse børn. Der er desværre ikke stemmer i humanisme.

Ser man på samfundsøkonomien, er det tåbeligt at udvise børn. Hvis ikke vi får børn fra indvandring eller som flygtninge, kan vi begynde at regne på, hvornår der er så få arbejdsduelige, at vort land afvikles som land. Fødselsraten blandt etnisk danske er for lav til bare at opretholde befolkningstallet på status quo.

Børn arver traumer

Bandekonflikten får mange politikere til at ønske at udvise flere. Men ved at sikre arbejdspladser til de unge, vil bandetilknytningen falde.

Samtidig vil det være klogt at sikre flygtningebørn sunde opvækstvilkår. Ofte er familierne traumatiserede. Og det har vist sig, at forældrenes traumer arves af børnene. Ved at lave et forebyggende arbejde og understøtte familien og børnene, vil landet sikre sig kommende arbejdskraft. Men desværre er regeringen kun langsigtet, når det gælder støtte til dem, der intet mangler.

Inhumant og tåbeligt

Danmark er stadig et rigt land, og det er tåbeligt at kassere mennesker, fordi de tilfældigvis kommer fra andre steder i verden. Hvis andre lande behandler danskere i udlandet på samme måde, som vi behandler udlændinge, vil der lyde et ramaskrig. I stedet for er Danmark pavestolt over danskere, som lever på dansk i udlandet. Det må man vel kalde hykleri.

Der er intet problem i at leve dobbelt kulturelt. Det ser man mange steder i verden. Men vi danskere er så tåbelige, at vi ikke kan se den rigdom, vi kan få fra samlivet med andre kulturer.