Rebelsk skotsk digter

Af Margit Andersen

Den mest traditionsbundne fødselsdagsfest her til lands er vist juleaften, selv om fødselsdagsbarnet sjældent spiller nogen stor rolle.

I Skotland fejrer de en måned senere en anden fødselsdag, ja, det gør man faktisk mange steder i verden, selv på Falster, efter ligeså faste regler, men her er dagens hovedperson anderledes nærværende.

Det drejer sig om den skotske digter, Robert Burns (1759–1796), som blev født den 25. januar i byen Ayr – ”den bedste by i verdens riger/for gode mænd og søde piger”, skriver han i digtet Tam O’Shanter (oversat af Hans Kirk).

Programmet for festen er i store træk, at der indledes med en bordbøn skrevet af Burns, derefter serveres haggis, der kan minde om vores finker, men er lavet på fåreindmad, og dertil drikkes skotsk whisky i rigelige mængder. Mod slutningen af middagen bliver der holdt taler og reciteret digte af Burns, og er der damer til stede, kan der sluttes med dans. Musikken er selvfølgelig sækkepiber.

I Maglebrænde Gl. Skole på Falster har man desuden brugt at gå i fakkeltog gennem byen, anført af arrangøren, Peter Abrahamsen, men i 2018 vil der kun være musikalsk underholdning. (Se mere på www.dagligstuekoncerter.dk)

Hvem er så denne Burns, der mere end 200 år efter sin død har fanklubber overalt i verden? Det er såmænd manden bag den sang, vi alle kender, og som i Aakjærs oversættelse hedder Skuld gammel venskab rejn forgo.

Fra bondedreng til feteret digter

Burns er blevet romantiseret både før og efter sin død som den ulærde bonde med himlens lyriske nådegave, men sådan var virkeligheden ikke. Ganske vist var hans far en fattig bonde, men en belæst mand, der selv sørgede for børnenes fundamentale boglige undervisning og ved en vens hjælp udvidede det med matematik, latin og fransk for Roberts vedkommende.

Det siges, at kunstnerisk kreativitet og erotisk behov er proportionale størrelser, og Burns kunne være et argument for denne teori. I en tidlig alder begyndte han at lægge sig børn til, og det blev i alt til syv inden for ægteskabet og fem udenfor.

Da han i 1786 gjorde en pige gravid, blev hendes far så rasende, at han krævede en stor skadeserstatning af Burns, som denne selvfølgelig ikke kunne betale. Eneste udvej var flugt til et job på en slaveplantage på Jamaica, og for at skaffe penge til billetten fandt han på at få udgivet nogle af de digte, han havde skrevet, siden han var femten år. Det vendte op og ned på hans liv. Fra den ene dag til den anden blev han et kendt navn, hævet til skyerne i litterære og aristokratiske kredse i Edinburgh, fik gode indtægter og droppede flugten.

Festen slutter

Burns’ digte var en forløber for romantikken, og i et enkelt sprog, henholdsvis engelsk og skotsk, handlede de om noget, der talte til alle. Nogle var højstemte oder til kvinder, han var forelsket i, andre løsslupne viser, og atter andre hyldede naturen i hans elskede Skotland.

Men efter et års tid faldt hans stjerne. Det kunne der være flere grunde til. Måske var han bare ikke interessant mere, måske var det hans livsførelse med megen druk på ydmyge steder, der frastødte overklassen, eller måske var han for rebelsk. Burns’ digte kunne nemlig også være meget politiske. De talte de fattiges sag, talte om ligeret for alle, også kønnene imellem, hånede det hykleriske præsteskab, og han gik varmt ind for den franske revolution og for Skotlands selvstændighed.

Gode venner sørgede imidlertid for, da det gik ned ad bakke, at han fik et embede som en slags toldbetjent, der rejste rundt og undersøgte, om der blev smuglet og hjemmebrændt. På disse rejser samlede han folkeviser- og musik og skrev fortsat selv, men helbredet var skralt. En vinternat faldt han i en brandert om i sneen og døde få dage senere i en alder af kun 37 år. Samme dag blev hans sidste søn født.

Digtene lever stadig

I dag regnes Burns for Skotlands nationaldigter og en af den vestlige verdens store poeter. Især russerne har elsket ham siden den første oversættelse i 1875, og som det første land i verden udgav Sovjetunionen i 1956 et frimærke med ham.

Nr. 2 i den skotske digterkongerække, Hugh MacDiarmid (1892–1978), som var kommunist, for skotsk selvstændighed og lidt af en Rasmus Modsat, har harceleret over fejringen af Burns’ fødselsdag, som efter hans mening var noget pjat uden respekt for digterens store værdi og betydning, men den har nu ikke skadet Burns’ eftermæle.

Hans digtning har sat sig mange spor frem til vore dage. F.eks. har Bob Dylan udtalt, at A Red, Red Rose er det digt, der af alle, har gjort størst indtryk på ham, og det gjorde også indtryk på Emil Aarestrup, der i 1830’erne oversatte det til dansk. Denne oversættelse har Peter Abrahamsen bearbejdet let og sat musik til efter en skotsk folkemelodi, og digtet indgår i hans nye CD sammen med fire digte af Aarestrup.

I et essay fra 1945 skrev Hans Kirk om Burns: ”Det brede folk tog hans digtning ind til sit hjerte. Det var bondens sorger og glæder, han gav mæle, det var Skotland selv, der sang”.

Da der forordnedes takkegudstjeneste
i anledning af en sejr

I hyklere! Lad være med den snak! –
I myrder folk – og så skal Gud ha’ tak!
Skam jer! Hold dog op for Fanden! Mon I tror,
Vorherre tager imod tak for mord?