Frie forhandlinger er blændværk

Af Annegrete Jelstrup

De jævnlige hurraråb over Den Danske Model, både i fagbevægelsen og også fra udlandet, forleder én til at tro, at arbejdsmarkedets parter frit forhandler og selv aftaler sig til løn- og arbejdsforholdene. Men det er at lægge røgslør over klassemodsætningerne, hvor de aftegner sig tydeligst, nemlig på arbejdsmarkedet.

Forligsmandens redskaber

Jo, parterne udveksler overenskomstkrav, lægger en plan for forhandlingsforløbet og indleder de konkrete forhandlinger. Men så hører friheden også op: Kan arbejdsmarkedets parter ikke blive enige om en ny overenskomst, står forligsinstitutionen, med statens forligsmand i spidsen, parat til at gribe ind. Forligsmanden har en overdådighed af redskaber i sin værktøjskasse. Han kan på eget initiativ gå ind i forhandlingerne, hvis parterne er for længe om at nå til enighed om en ny overenskomst.

Forligsmanden kan også gribe ind i forhandlingerne, hvis blot én af parterne – arbejdsgiverne eller lønmodtagerne – beder om hans hjælp. Ja, vil nogen måske sige, er det egentlig ikke meget fornuftigt? Hvorfor bruge strejke og lockoutvåbnet, hvis parterne med forligsmandens hjælp, kan aftale sig til en ny overenskomst?

Demokratur

Problemet er, at forligsmanden har nogle bastante håndtag at skrue på. Han og hans kolleger kan udsætte de varslede konflikter to gange14 dage, hvis de mener at der er skred i forhandlingerne. Er parterne stadig ikke blevet enige om en ny overenskomst, gribes der til mere bizarre våben: Forligsmanden stykker et mæglingsforslag sammen, enten på egen hånd eller med tilladelse fra parterne. Dette dækker alle overenskomstområder: Chauffører, murerarbejdsmænd, skorstensfejere, fabriksarbejdere m.fl. Denne sammenkædning af fagene betyder, at vi alle stemmer om hinandens overenskomster!

Og for at slå hovedet på sømmet, så er afstemningsformen endnu en opvisning i demokratur. På arbejderside kan mæglingsforslaget forkastes med et flertal af nej-stemmer. Men hvis mindre end 40 procent af de stemmeberettigede har deltaget i afstemningen, kræves også, at mindst 25 procent af alle de stemmeberettigede har stemt imod forslaget. Som et kuriosum: Denne procentregel gælder kun på arbejdersiden.

Det er kommunisternes politik at få fjernet forligsmandslovens sammenkædnings- og afstemningsregler.

– Og lad os så stoppe med forherligelsen af ”Den Danske Model”!