Sig mig hvor du bor…
Og jeg skal fortælle dig hvor megen opmærksomhed dine boligproblemer får
Af Betty Frydensbjerg Carlsson
Der er vist ikke megen tvivl om hvilken boligform, de fleste af folketingets politikere og mediefolk har. Når man lytter til forargelsen og omhuen for tryghed i økonomien i det som kaldes ejerbolig, skulle man tro at hele Danmarks befolkning bor i den type bolig.
Men sådan er det slet ikke. 41,3 procent bor i lejeboliger, og antallet af ejer- og lejeboliger er næsten lige stort. Men der er forskel på de økonomiske og retslige betingelser, og med krisen er antallet af mennesker som har måttet sælge, eller som lånevirksomhederne har smidt ud af deres bolig, været højt. Det drejer sig om ca. 167.000 de seneste fire år, hvor arbejdsløsheden med halveringen af dagpengeperioden hver måned har betydet et stort antal tvangsauktioner.
Ingen fastfrysning til lejere
Det har virket som om politikeres og mediers forargelse over forkerte ejendomsvurderinger har været større end forargelsen over de virksomheder der svindler med skat, udbytteskat og moms for tocifrede milliardbeløb. Bolig”ejerne” fik da også med finansloven en kæmpe skattelettelse i form af et stop for stigninger i grundskyld og ejendomsværdiskat. Det betød en mistet indtægt for staten på 755 millioner kroner alene i grundskat.
Men også her slår ulighedens Danmark igennem. For beboeren er besparelsen i grundskyld og ejendomsværdiskat langt større i en luksusvilla i Nordsjælland end i et parcelhus i det såkaldte udkants-Danmark. Men da aftalen gik på en såkaldt målrettet fastfrysning, stiger uligheden, idet fastfrysningen ikke gælder for landets private udlejningsejendomme, almene boliger og andelsboliger. Her stiger grundskylden, og dermed stiger huslejen, da udlejere ifølge lovgivningen kan sende regningen videre til lejerne, som i forvejen må leve med årlige huslejestigninger.
Og for at føje spot til spe indgik de borgerlige partier omkring finansloven en aftale om besparelser, det vil sige nedskæringer af boligsikringsydelsen, hvis man er berettiget til en sådan.
Hvem er ejere
Nu er så kommet skandalen med Nykredits fifle numre, hvor de bruger det opkøbte Totalkredit til at få flere penge ud af de ”boligejere”, der skylder dem penge, ved at hæve gebyrerne. Det er selvfølgelig helt uanstændigt.
Endnu mere uacceptabelt er det, at en finansinstitution, der er en integrereret del af landets besynderlige boligpolitik, overhovedet må spille på børsen, som er argumentationen for at de, som har deres boliglån der, skal betale mere for lånene. Men det besynderlige i begrebet ejerbolig ligger nu i, at det bygger på, at man netop ikke ejer boligen, at beboelsen bygger på private og individuelle lån i banker og kreditinstitutioner.
Hvis man har råd til at købe sin bolig kontant, og det er der dog et meget rigt mindretal, der kan gøre, vil man blive betragtet som idiot, der bliver ”straffet” på skattebilletten for indkomstskat.
Mediebevågenhed
Men sagen om Nykredit og Totalkredit får en næsten time til time opdatering i medierne om lånernes kamp mod gebyrfidusen, og det må gøre enhver lejer der kæmper mod sin udlejer eller mod en urimelig huslejeforhøjelse grøn af misundelse. For dem er der nemlig også rigtig mange af.
Med de nye regler for beregning af boligsikringen vil boligudgiften stige for et stort antal mennesker. Ligeledes venter 300.000 ældre boligydelsesmodtagere i uvisheden på forårets genbehandling af de nedskæringer i boligydelsen, som blev udsat efter massivt pres fra blandt andre Ældresagen, Bl, Lejernes Landsorganisation og en række andre organisationer.
Modebegrebet
Professionelle kommunikationsfolk, hyret af politiske beslutningstagere, har med stor iver forsøgt at gøre nyliberalismen til noget moderne. Således kaldes nedskæringerne på boligsikring og eventuelle andre sociale tillægsydelser til kontanthjælpen for ”Et moderne kontanthjælpsloft”. Lige så vel som at masseafskedigelser i den offentlige sektor kaldes for ”modernisering”.
Den mode er ikke blevet populær hos flertallet af danskerne. Det eneste nye, moderne om man vil, ved nyliberalismen er, at liberalisterne gennemfører en omfordeling eller nærmere tilbagefordeling fra fattige til rige, og at der (endnu) er en stor skattebetalt offentlig sektor som private foretagender kan boltre sig i og profitere af.
Herberger bliver moderne
Kontanthjælpsloftet betyder ifølge ministeriets beregning at 30.200 rammes. Heraf godt 18.000 forældre med ca. 35.000 børn. Heraf flest enlige kvinder med børn. Gennemsnitligt vil det betyde en indtægtsnedgang på 18% af et i forvejen stramt budget. For statskassen betyder det en besparelse på 530 millioner kroner, som skal bruges på at nedsætte skatten for de lavestlønnede i arbejde. Set i lyset af hvor mange penge staten går glip af på grund af ”moderniseringer” i skattevæsenet, er det småpenge.
Set i lyset af konsekvenserne for de ramte betyder det, at mange ikke mere har råd til at bo hvor de bor. Et kontanthjælpsloft er prøvet før, og erfaringerne fra dengang var efter 4 år en stigning på 21% af familier der blev sat ud af deres bolig af Kongens foged på grund af manglende huslejebetaling. Det vil igen sige, at kommunerne vil blive belastet med endnu en udgift til herberge og lignende løsninger for de hjemløse.
For ondskabsfuldt
Et samfund bedømmes på hvordan det behandler sine svageste, har det altid heddet. Danmark dumper eklatant med sin målrettede jagt på de allersvageste, fattige børn, syge, handikappede, folkepensionister og arbejdsløse. Handikappede, der først fratages retten til pension og derefter trues på boligen, virker direkte ondskabsfuldt, og dertil besluttet af mennesker, der solidt har deres på det tørre.
Det er gammeldags liberalisme pakket ind under mantraet, at det skal kunne ”betale sig” at arbejde. Til det er der kun et at sige og kræve: Kom med arbejdspladserne til de arbejdsløse. Kom med de arbejdspladser som enkelte handikappede og kronisk syge måske kan klare en gang imellem.
Så lad os vende pisken den rette vej, så de der skal skaffe arbejdspladserne, gennem økonomisk straf motiveres til at skaffe dem.