Nyt angreb på dagpengeretten
Nye regler straffer arbejdsløse, der påtager sig kortvarige jobs
En ny politisk aftale indeholder en regelændring, der straffer de hårdtarbejdende lønmodtagere, der har opbrugt deres ret til supplerende dagpenge, og som tager alle de småjob og kortere tidsbegrænsede ansættelser, de kan få.
Det drejer det sig om den regelændring, der træder i kraft 1. oktober i år, og som betyder, at man ved få timers arbejde kan miste hele måneders dagpengeydelser. Det har beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen på et samråd 10. januar bekræftet.
Mister mange penge
Torben Poulsen, der er hovedkasserer i Dansk Metal har illustreret de tåbelige og indviklede nye regler med følgende klare eksempel:
”Jørgen er svejser. Han er på dagpenge og har opbrugt sin ret til supplerende dagpenge, og efter længere tids søgen bliver han endelig hyret til en 7-dages opgave, da en række vindmøller skal færdiggøres. Arbejdet begynder den 29/10 og slutter den 5/11.
Efter opgaven er afsluttet, bliver Jørgen igen arbejdsløs. De få arbejdsdage i hver måned betyder, at Jørgen med de nye regler vil miste udbetalingen af dagpenge for begge de måneder, som ansættelsen berører. Til sammenligning ville han i dag blot miste dagpenge i de uger, arbejdsdagene ligger.”
Gør overgangsordning permanent
Torben Poulsen påpeger, at det siger sig selv, at incitamentet for Jørgen til at påtage sig et sådan arbejde er stærkt amputeret, når han selv skal betale dyrt for de få arbejdstimer, det drejer sig om. Det er der selvfølgelig ingen, der er tjent med. Hverken den enkelte, der bare gør sin pligt og tager det arbejde, han kan få; virksomhederne, der bare gerne vil have den arbejdskraft, de efterspørger; eller samfundet, der vil miste vigtige skatteindtægter.
Selv om Jørgen er fiktiv, er han bestemt ikke unik. Faktisk er der ifølge Beskæftigelsesministeriets egne beregninger pt. 1.400 dagpengemodtagere, der risikerer at blive berørt af de nye regler.
Der er derfor al mulig grund til at ændre på reglerne, så den nuværende overgangsordning, hvor dagpengemodtagerne kun fratrækkes i dagpenge i de uger, de er beskæftiget, fastholdes og gøres permanent. Det er helt uacceptabelt at blive økonomisk straffet for at tage et stykke arbejde, som desværre kun er af kortere varighed.
–bc