Overenskomstkonflikt 2018
Send konfliktpengene tilbage til velfærden
I begrundelsen for det borgerforslag til Folketinget, der for tiden samles underskrifter ind på, siges det fra initiativtagerne:
– Når det offentlige område rammes af konflikt, sparer arbejdsgiverne penge til løn, mens borgere oplever dårligere offentlig service, og de offentligt ansatte mister deres lønindtægt. Vi foreslår, at Folketinget opretter en velfærdspulje, så de sparede lønudgifter i forbindelse med strejke og lockout på statslige, kommunale og regionale arbejdspladser bliver ført tilbage til de arbejdspladser, der er ramt af konflikt.
Uløste opgaver
En konflikt på det offentlige område betyder, at mange borgere og virksomheder ikke vil få løst en række offentlige opgaver og velfærdsydelser. Lockouten vil – også på længere sigt – betyde længere ventelister på sygehusene, en forsinket dyrekontrol og udskudte eksamener på skoler, gymnasier og universiteter mv.
For de offentligt ansatte, og for os som ansvarlig fagbevægelse, er det vigtigt, at vi gør alt for at genoprette kvaliteten i den offentlige sektor, når en evt. konflikt er overstået, så vores medborgere ikke bliver ramt mere end højst nødvendigt.
Forslag: Opret en pulje
Derfor foreslår vi, at der bliver oprettet en pulje, der skal håndtere eftervirkningerne af en konflikt i hele den offentlige sektor. Igennem denne pulje skal de lønkroner, arbejdsgiverne sparer ved en konflikt, tilbageføres til de ramte arbejdspladser, så snart konflikten er overstået. Teknisk kan man pålægge kommuner, regioner og stat, at midlerne forbliver og bruges på området.
Velfærdspuljen skal sikre, at de sparede lønkroner ikke bliver brugt til besparelser, men at borgerne derimod får den velfærd, som de er blevet stillet i udsigt i kommunale og regionale budgetter og finansloven.