Leder: Sammenslutningen

Under stor mediebevågenhed vedtog sammenslutningskongressen at lægge LO og FTF sammen til én faglig landsorganisation. Danmarks største fagforbund 3F var indtil det sidste modstander af sammenlægningen, men bøjede sig. Ligeledes var der forbund i FTF, som også var imod. LO-formanden gik ud og udtrykte sin store glæde med parolen om, at fagbevægelsen nu med over en million medlemmer vil stå stærkt overfor politikere og arbejds-givere.

Erfaringerne

Nu er det jo ikke sådan, at finpolerede paroler skaber styrken. Styrken er medlemmerne og deres engagement, og fagbevægelsen har gennem de senere år indhøstet mange erfaringer om sammenlægninger af fagforeninger, ofte hen over hovedet på medlemmerne. Baggrunden har – ligesom LO-baggrunden – været tab af medlemmer og manglende tilgang og større forpligtelser i forhold til et eksplosivt voksende antal love og direktiver. De positive erfaringer er besparelser i driften. De negative er, at der er blevet for langt til fagforeningen både fysisk og kulturelt. Det nære tilhørsforhold til fagforeningen, medindflydelsen og dermed engagementet har mange steder lidt et alvorligt knæk.

Solidaritets-eden

Overenskomstforhandlingerne i år om de offentligt ansattes overenskomster har fået en langt større opmærksomhed, end de plejer at få. Det skyldes ikke mindst den berømte ”Musketér-ed”. Den solidaritets-ed burde være en helt naturlig sag i fagbevægelsen under forhandlinger om løn- og arbejdsforhold. Men det har ikke altid været sådan; end ikke indenfor ”LO-familien”, når et samlet forhandlingsresultat eller mæglingsforslag skulle til afstemning med en anbefaling. Erfaringerne fra dette års forhandlinger med solidaritet overfor alles mærkesager har fået medlemmerne fra de forskellige fag til at stå skulder ved skulder og støtte hinanden. Og det har givet forhandlerne styrke.

Opbakningen

Den anden side af styrken har været befolkningens opbakning. På trods af borgerlige og arbejdsgiverkredses pinlige forsøg på at nedgøre denne opbakning viser den, at salami-metodens nedskæringer nu har ramt så hårdt, at nok er nok. Ansatte indenfor den stadig større private sektor har også børn, som forældre ønsker ordentlige forhold for i både institutioner skoler og ungdomsuddannelser. De bliver også syge og har forældre, der som ældre har behov for pleje og omsorg. Alle de jobs, som vi alle har brug for at nogle dedikerede mennesker får de bedst mulige betingelser for at udføre. Alt det, som danskerne med glæde betaler en høj skat for at have ret til.

Styrken på prøve

Den positive opbakning og medlemmernes engagement under forløbet af OK 18 er værd at lære af. Det gælder i de kommende daglige kampe for sikring af den danske og nordiske skattefinansierede velfærdsmodel, som er en torn i øjet på EU-modellen og ny-liberalisternes fremstød. Det gælder også i kommende forhandlinger om prioriteringer, når der forhandles finanslove, og så gælder det fagbevægelsens styrke, når politikerne med EU i ryggen angriber kollektive forhandlinger og lige vilkår. Overalt i EU-landene ser vi angreb på denne ret, som man ønsker at ophæve til fordel for individuel lokal forhandling for den enkelte. Her skal ordene om fagbevægelsens større styrke stå deres prøve.