Nyt fra arbejdsmarkedet
Redigeret af Martin Jensen
Nyt krav til ledige
Fra september skal ledige selv booke mødetider hos jobcenter og a-kasser via nettet. Får man det ikke gjort, koster det dagpengene. Straffen er for hård mener 3F, A-kasserne. Styrelsen har netop udskudt kravet om selvbooking fra april til september efter kritik. 3F’s A-kasse er tilfreds med selve muligheden for selvbetjening.
”Det er en service, som andre A-kasser har haft længe, og som vi er klar til at tilbyde fra april. Det er en god ide, at man kan sidde i ro og mag med sin kalender og finde et tidspunkt, der passer – frem for som nu, at A-kassen eller jobcentret giver besked om at møde på en bestemt dato, og tidspunkt,” mener Eva Obdrup, forretningsfører for 3F’s A-kasse.
Problemet er, at der skal falde en straf, hvis det ikke sker. Så skal vi tage dagpengene fra den ledige. Det er for hårdt, mener forretningsføreren og fortsætter:
”Det er ikke rimeligt, at vi skal have en sanktion, hvis for eksempel systemet har været ude af drift, eller der har været meget få tider at booke på grund af spidsbelastning. Desuden ved vi af erfaring, at ikke alle vores medlemmer er lige fortrolige med it eller bruger deres computer hver dag.”
Fagbladet 3F
Plejefirma konkurs – igen
Ældre borgere i hovedstadsområdet ser ud til igen at blive ramt af en stor plejekonkurs. Det er det private firma Vitapleje, der på februars sidste dag er blevet ramt af en konkursbegæring fra Skat, der i længere tid har haft store beløb til gode i firmaet.
Konkursbegæringen rammer borgerne i bl.a. Gladsaxe, Hvidovre, Tårnby, Dragør og Lejre kommuner.
I Gladsaxe har Vitapleje 262 borgere, som modtager hjemmehjælp. I Tårnby er 123 borgere i klemme. Det ventes, at konkursbegæringen følges af et hurtigt konkursdekret, hvorefter borgerne og de berørte kommuner skal finde en ny leverandør.
Den truende konkurs i hovedstadsområdet kan føjes til en stærkt voksende liste over konkurser i den private del af hjemmeplejen, hvor omkring 8.200 borgere ifølge FOA’s optælling har været berørt af konkurser det seneste år.
”Det rammer både borgere og ansatte meget hårdt. Derfor er vi nødt til hurtigt at få nogle nye retningslinjer for udbud af ældrepleje, der kan stoppe, hvad der efterhånden kan betegnes som en epidemi,” mener forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.
FOA
Flere unge på kontanthjælp
Adgangsbegrænsninger på erhvervsskolerne har betydet, at flere unge havner på kontanthjælp. Fire ud af ti kommuner har fået flere unge på kontanthjælp på grund af adgangsbegrænsningerne på erhvervsskolerne.
Det fremgår af en ny rundspørge blandt arbejdsmarkeds- og jobcenterchefer udført af Avisen dk/Ugebrevet A4. Rundspørgen indeholder svar fra 56 af landets 98 kommuner.
21 af de 56 jobchefer siger, at de skærpede karakterkrav på erhvervsskolerne har betydet, at flere modtager kontanthjælp.
I nogle kommuner vurderer arbejdsmarkeds- og jobcentercheferne, at de har fået 50 flere unge på kontanthjælp som følge af erhvervsskolereformen.
I nordvestjyske Skive er 20 til 30 flere unge på kontanthjælp efter erhvervsskolereformen. Det skyldes både kravet om minimumskarakteren 2 i dansk og matematik, og at man ikke længere må begynde på en erhvervsuddannelse mere end tre gange.
Den større andel unge på kontanthjælp kommer ikke som en overraskelse for Erhvervsskolernes Elev Organisation.
”Det er det, vi hele tiden har frygtet,” siger Morten Egede, formand for EEO.
Han mener, at de lovede hjælpeordninger ikke virker, fordi ingen har fortalt de unge om dem.
Avisen.dk
Jobmangel vigtigere end integration
Næsten hver tredje dansker mener, at den største udfordring på arbejdsmarkedet er manglen på arbejdspladser – og ikke integration af flygtninge, som ellers har fået førsteprioritet i trepartsforhandlingerne.
Mens integration af flygtninge på arbejdsmarkedet har fået førsteprioritet af statsminister Lars Løkke Rasmussen under de igangværende trepartsforhandlinger, mener kun hver sjette dansker, at netop det emne er det vigtigste at tage fat på.
I stedet peger en undersøgelse på, at mangel på arbejdspladeser ifølge danskerne er den største udfordring på arbejdsmarkedet. Det mener knap en tredjedel af danskerne. Også social dumping og mangel på elevpladser er ifølge danskerne vigtigere end integration af flygtninge.
I fagbevægelsen er formmand for 3F, Per Christensen, helt enig i, at manglen på job og praktikpladser er den største udfordring for arbejdsmarkedet.
”Derfor er vores tilgang til første fase af trepartsforhandlingerne også, at indsatsen for at styrke integrationen af flygtninge ikke må ske på bekostning af de ledige, de udsatte på arbejdsmarkedet og de tusindvis af unge, som mangler ordinære praktikpladser på virksomhederne.”
avisen.dk
Vi ændrer udseende
Vi har et ønske om at KOMMUNIST bliver en fast bestanddel af debatten på arbejdspladserne og i de faglige organisationer. I mange år har vi kørt med en fast spalte, hvor vi bringer citater fra fagbevægelsen, arbejdsgiverne og fra offentlige myndigheder om hvordan diskussionerne udspiller sig disse steder.
Vi ønsker at ændre dette til en lidt mere levende debat om forholdene indenfor arbejdsmarkedet, således at vi ikke bare bringer citater, men også får mulighed for at kommentere på det.
Samtidig vil vi bruge disse ”småhistorier” til at kunne fylde ud, hvor der er nogle ”huller” på de faglige sider. Vi har et ønske om at de faglige sider, bliver mere alsidige, mere levende og læseværdige.
Vi forsøger os med den nye form fra næste nummer. Hvis du er utilfreds eller har gode idéer vil vi gerne høre fra dig. Så skriv til os på martin42@live.dk.
Den faglige redaktion