Krig er foragt for liv

Største militærudgifter siden den kolde krig

Verden brugte flere penge på militæret i 2017 end i noget andet år siden den såkaldt kolde krig mellem USA / NATO og de kapitalistiske lande mod Sovjetunionen og de socialistiske lande ophørte. Der blev dengang talt om ”Fredsdividende” og nedrustning, men det gik anderledes. Forskellige fjendebilleder blev opbygget. Sidst Rusland.

Men netop Rusland vedtog en kraftig nedskæring af militærudgifterne sidste år. Landet brugte ca. 66,3 mia. dollars på militæret. Det er omkring 20 % lavere end i 2016. USA er stadig verdens største militærmagt. USA har haft nedgang i militærudgifterne. De brugte i 2017 610 mia. dollars. Det var stort set det samme som i 2016, men nu er nedgangen stoppet, og det svenske fredsforskningsinstitut Sipri, der igen har offentliggjort verdens landes årlige militærudgifter, forventer en kraftig vækst i 2018.

Hele verden samlet brugte den svimlende sum af 1739 milliarder dollars – omkring 15.000 milliarder danske kroner!

Militær nedrustning – social oprustning

På Kommunistisk Parti i Danmarks 12. kongres i pinsen, vedtoges følgende udtalelse:

Efter Sovjetunionens og de tidligere østeuropæiske socialistiske landes fald for omkring 30 år siden var der mange på både højre- og venstrefløjen, der troede, at nu var freden i verden sikret. De tog grueligt fejl! Kapitalismen blev ikke ’fredsduelig’, som var et begreb, som mindre indsigtsfulde opfandt den gang.

Verden har i stigende grad været præget af krige – også i Europa – og af militære trusler og oprustning. Her har NATO spillet en afgørende rolle, men også EU blander sig mere og mere i udviklingen på det militære plan og ikke kun i Europa.

Et vigtigt led er inddæmningen af Rusland via optagelsen af Ruslands nabolande i NATO, som det er sket med de tidligere socialistiske lande Østeuropa. I andre tilfælde – herunder Ukraine – har NATO og EU foreløbig måttet nøjes med at installere et vestligt orienteret styre. I andre lande som f.eks. Georgien har EU og NATO endnu ikke fundet ud af, hvordan de bedst kan sikre deres indflydelse.

Aggressiv indblanding

Et andet vigtigt led i den samlede aggressive politik er de egentlige krige. Den blodige borgerkrig i det tidligere Jugoslavien var bl.a. et resultat af især NATO-landet Tysklands støtte til de hel- og halvfascistiske kræfter i Kroatien. I Afghanistan, i Irak, Libyen, Somalia, Yemen og sidst i Syrien har målet for USA’s og NATOs ageren ikke mindst været kontrol med olien og samtidig en bevidstløs opbakning til det mere og mere aggressive og imperialistiske Israel. Andre steder som i Cuba, Venezuela og Brasilien har USA belært af erfaringen fra det totalt mislykkede forsøg på at vælte Fidel Castro ved Svinebugts-affære i 1961 ikke direkte igangsat krige. I stedet har USA og dets allierede forsøgt sig med alle mulige andre former for ulovlig indblanding i andre landes forhold. Tilsvarende ses i Afrika. I Vestsahara fortsætter Marokkos ulovlige besættelse af landet med direkte og indirekte støtte fra især EU. I andre afrikanske lande har vestens interesse i naturrigdomme ofte været en medvirkende årsag til borgerkrige med utallige lemlæstede og døde.

I alle disse krige og krigslignende situationer har USA, NATO og EU spillet en hovedrolle, mens Danmark gennem sin såkaldte ’aktivistiske udenrigspolitik’ har været den altid villige støtte til at gå i krig for interesser, der ligger langt fra Danmarks.

Kæmp for nedrustning og fred

Det er en stor misforståelse, hvis man tror, at verden er blevet mindre farlig at leve i efter at kapitalismen blev stort set enerådende politisk og økonomisk. Tværtimod har krige og trusler om krige konstant været hverdagskost det ene eller det andet sted. Krige og krigslignende tilstande er nemlig som altid frygtelige for befolkningerne, men samtidig frygteligt indbringende for storkapitalen.

Desværre har fredsbevægelserne ikke været meget aktive i de senere år. Kommunistisk Parti i Danmark vil appellere til alle gode kræfter om at huske på, at uden militær nedrustning kan der ikke være tale om nogen væsentlig social oprustning. Det nytter heller ikke at opnå sejre i den daglige kamp for bedre velfærd, hvis vi samtidig taber kampen mod krigen. Kampen mod NATO og EU og mod dansk aggressiv militærpolitik må styrkes NU.