Ud af EU
Ved EU-udvalget
Dyrevelfærd
Det er besluttet, at der ikke må bruges dyreforsøg til kosmetik, medicin og udviklingen af nye ”forbrugsvarer”. Der har gennem tiden været brugt mange dyr af den slags, som vi mennesker betragter som kæledyr eller små ”nuttede” dyr. Alle dyr fortjener et godt liv; men i naturen drejer det sig om liv og død. Øverst i hierarkiet for dyrene står mennesket! Udviklingen har givet os muligheden for at ”tænke” og dermed bestemme over de andre dyr. Vi har tænkt og bestemt, at det er bedre, hvis mennesker ”frivilligt” gerne vil bruges som ”forsøgsdyr”, end at en hund eller en kanin risikerer at lide smerte. Men der er forskel! Hvis det er dyr, der indgår i vores daglige indtagelse af foder, gør det i EU ikke noget, at de stuves tæt sammen i lastbiler og transporteres gennem EU for at kunne blive slagtet, hvor det er billigst, og der kan tjenes mest. Med udgangspunkt i EU’s indre marked transporteres hver dag hundredevis af danske slagtesvin flere hundrede kilometer til Tyskland, hvor de slagtes på danskejede slagterier af billig arbejdskraft (i stor grad af polske ”kolende” arbejdere (lavlønsarbejdere fra Polen, der fragtes til Tyskland, kun med det formål at slagte og opskære grise). Der er forskel på dyr. Svinet, der minder meget om mennesket, spiser vi. En kanin eller et marsvin er blevet kæledyr. (Egen kommentar: En kanin, godt tilberedt, smager godt). Erfaringen skræmmer: Tidligere kommissær for landbruget, Marianne Fischer Boel (V) mente, at ”det er forfærdeligt at heste transporteres til Italien til slagtning”, men efter at være blevet EU-kommissær at: ”Det indre marked er en gevinst”.
Jubel-europæer
Den danske Europabevægelse har atter udnævnt den mest EU-ivrige dansker. I år er det blevet formanden for Dansk Metal: Claus Jensen. Desværre har vi hos ledelsen af Dansk Metal oplevet, at efter Hans Rasmussens dage er opfattelsen, at EU kun har været til gavn for metalarbejderne. Solidaritet er blevet et fremmedord. Hvad der ikke ses er, at en stor del industrivirksomheder er flyttet til andre dele af EU (EU’s indre marked.) Nu vil formanden for Dansk Metal gerne have, at EU diskuteres i fagbevægelsen i Danmark. DA (Dansk Arbejdsgiverforening) har for nyligt henvendt sig til Folkebevægelsen mod EU, da EU vil blande sig i vores ”danske model”. EU vil bestemme over de enkelte nationers ”arbejdsmarkedspolitik”. Når Claus Jensen, formand for Dansk Metal, ikke vil høre på medlemmerne i hans egen organisation, burde han måske, i forbindelse med en fastholdelse af ”den danske model”, lytte til sine venner i DA.
BREXIT
Samtidig med at Storbritannien som et af de store medlemslande har besluttet at forlade EU, lader EU som om ingenting er sket! Økonomien arbejder stadig frem mod en overstatslig økonomi! Nationalt og ud fra et økonomisk synspunkt er Storbritannien mellem verdens 10 største økonomier. De penge, som UK har betalt til EU, skal nu betales af de tilbageværende lande. I stedet for at tilpasse sig medlemslandenes muligheder og evner vil EU-kommissionen pålægge de enkelte medlemslande en økonomisk byrde, hvor det gælder om at redde EU frem for de enkelte medlemslande. EU har skabt sig nogle udgifter, der kan sammenlignes med en national stat: Præsident, udenrigsminister og ikke mindst en minister for EU’s militære europahær, der opbygges nu (PESCO). Efter NATO’s og EU’s militære opbygning mod Rusland, bliver jeg nødt til at spørge: Mon russerne ønsker krig?