Skip to content
Der har været mange demonstrationer mod den forhadte førtidspensionsreform.

En slem fuser

Den ventede ændring af loven om førtidspension ændrer intet

Den lange række af urimelige sager om afslag på førtidspension efter reformen i 2013 har vist, at afslagene ramte en lang række syge danskere, hvor det eneste reelle alternativ var en førtidspension. Det var meningsløst at trække borgerne igennem de stærkt kritiserede ressourceforløb. Det ville beskæftigelsesministeren gøre noget ved.

Usædvanligt

På den baggrund træder en længe ventet ændring af loven om førtidspension i kraft med virkning fra 1. juni i år.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen udtalte i den forbindelse, at det skal betyde, at flere får førtids-pension end i de seneste år, og at de meningsløse ressourceforløb skal høre fortiden til. Men ændringen får en hård medfart af eksperter.

Advokat Mads Pramming, specialist i socialret, siger til ugebrevet A4, at der slet ikke er tale om en ændring. I stedet er der sat to fede streger under reformen fra 2013.

– Juridisk er ændringen et ret usædvanligt dokument, for der står direkte i forslaget, at man ikke ændrer loven. Det er kun en præcisering af loven til Ankestyrelsen og kommunerne, og det betyder teknisk set, at der ikke bliver ændret en fløjtende fis, udtaler han.

Rejse afslag som ny sag?

De nye præciseringer kan ifølge advokaten åbne op for en bølge af sager. Ifølge ham er den nye ændring nemlig en erkendelse af, at tusindvis af danskere er blevet bedømt på et forkert grundlag.

– Fru Jensen og hendes mange lidelsesfæller, der er blevet sendt i irrelevante ressourceforløb inden afslaget, hvad skal der ske med dem? Loven er jo ikke blevet ændret, men sagerne kan stadig være fejlagtige, da de er baseret på en fejlfortolkning af loven. Skal alle sager genoptages?, spørger han.

Advokatens spørgsmål er yderst relevant. Med det kendskab offentligheden har fået til de mange skandalesager, kan der kun være ét svar: Ja.

For de mange arbejdere, der er invaliderede og har mistet arbejdsevnen, er der et godt råd: Henvend dig i din fagforening og få hjælp.

-bfc

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk