Lykke-Per som film
Af Margit Andersen
Da Martin Andersen Nexø (1869-1953) dedikerede ”Pelle Erobreren” til Mesteren Henrik Pontoppidan (1857-1943) året efter, at denne havde afsluttet sit store værk om ”Lykke-Per” (1906), var det for at tilkendegive den betydning Pontoppidans værker havde haft for ham, fordi de bragte noget nyt ind i litteraturen: samfundsskildring med brod (MAN. i Arbejderbladet 27.7. 1937). De to store værker om Per og Pelle fortæller begge om et samfund i en overgangsperiode, de sidste årtier af 1800-tallet, hvor den økonomiske og politiske magt skiftede hænder fra godsejerne til industri- og finansfyrsterne, og hvor landproletariatet blev udvidet med et byproletariat. Kulturelt skete der et moderne gennembrud med udvikling af et borgerligt, liberalt frisind.
Som titlerne antyder, er der en lighed mellem værkernes to hovedpersoner, der begge stræber efter at virkeliggøre hver deres fremtidsvision, men dermed hører ligheden også op. Lykke-Per afsværger sin familie og sin fortid og søger lykken i det pengestærke københavnske finansmiljø, mens Pelle er tro mod sin klasse og kæmper for den og ikke for egen vinding. ”Lykke-Per” er en pessimistisk skildring af en kynisk og egoistisk samfundsgruppe med få sympatiske personer, ikke engang hovedpersonen, mens ”Pelle Erobreren” er en, trods alt, optimistisk skildring af arbejderbevægelsens tidlige kampe og med et varmt og farverigt persongalleri.
I 1987 fik Bille August sit internationale gennembrud med filmen ”Pelle Erobreren” og nu godt 30 år senere følger han den op med ”Lykke-Per”. Det har været nødvendigt at foretage beskæringer og endog enkelte steder at ændre lidt i handlingen, men det er gjort med nænsom hånd, og vil man have det hele med, så har Gyldendal i anledning af filmatiseringen netop genudgivet romanen til en yderst fordelagtig pris.
I filmen springer man Pers triste barndom over og begynder med hans dramatiske afsked med sin forstokkede præstefar. Rejsen går til København, hvor han under kummerlige forhold begynder at læse til ingeniør. Det bliver nu ikke til så meget, for Per er besat af sit eget projekt om at udnytte naturkræfterne, vand og blæst, til energi. Tilfældigt kommer han i kontakt med sønnen i en jødisk bankierfamilie og bliver ven af huset og kæreste med døtrene, en ad gangen, og får svigerfar interesseret i sit projekt. Problemet er imidlertid, at Per er en genstridig natur, der ikke vil underkaste sig andre. De vordende investorer går ud fra som noget helt naturligt, at Per retter sig ind efter dem, der har pengene og magten, men deri tager de fejl. Per vil kun det Per vil, og sådan er det også med hans forhold til kvinder, hvor han uden større anfægtelser glider fra den ene til anden. Til gengæld udvikler han store anfægtelser vedrørende sine egne ideale fordringer og ender med at sidde og pille navle som vejassistent et sted i Jylland.
Esben Smed har rollen som Per og gør det godt, for det er nok ikke det letteste at spille en så sammensat og noget usympatisk person på en måde, så man alligevel fatter interesse for ham. Katrine Greis-Rosenthal er meget fin som den stilfærdige, tænksomme Jacobe, en af døtrene i bankierfamilien, som Per også svigtede, og som har brugt sin arv til at oprette en skole for fattige børn, for at de måske kan komme ud i livet uden for mange skrammer og vedvarende ar, sådan som det efter hendes mening er tilfældet for Pers vedkommende. Alle de øvrige medvirkende spiller også overbevisende, og filmatiseringen er med sin fine tidskolorit i det hele taget vellykket.
Lykke-Per. Instruktion Bille August. Manuskript Bille og Anders August
Henrik Pontoppidan: Lykke-Per. Gyldendal. 828 sider. 150 kroner