Spræng rammerne

Var vi i et skib, var mytteriet godtaget under søforklaringerne

Af Rikke G.F. Carlsson, Kommunistisk Parti i Danmark

Så fik vore kommuner afsluttet forhandlingerne med staten om næste års anlægs- og serviceramme. En ramme siger i sig selv, at den ikke må brydes. Sker dette, er der straf – kollektiv straf for alle kommuner –  og det går altså også ud over de borgere, der allerede er blevet ramt af de tidligere nedskæringer. Dette med armod, sygdom og nogle med død til følge.

Staten har blod på hænderne og bruger kommunerne som bøddel. Vi ligger under øksen. Så kan vi lære det!

Katastrofale konsekvenser

I en lilleputkommune som Dragør, der ligger sydøst på øen Amager, er budgettet så sårbart, at hvis bare en handicappet flytter til og skal have specialundervisning eller et botilbud, som er et lovkrav, kan det betyde, at servicerammen er brudt! BANG, det var bare endnu et lovkrav, der skulle opfyldes på luftfrikadeller. Et ud af mange. Bryd loven eller medvirk til kollektiv straf af alle kommuner. Pest eller kolera?

Kommunerne er så trængte nu, at de accepterer død som følge, hvis ikke borgeren gør som de siger. Kassetænkningen er nu deres eneste mulighed.

Hos familier med autister tvinger kommunerne forældrene med trusler om tvangsfjernelse af deres børn, hvis ikke de får deres børn i skole. Der er jo undervisningspligt i Danmark. Endnu en lov, der skal overholdes i strid med behovene. Hvilken familie ønsker deres barn tvangsfjernet? Kun kommunen ønsker denne tvangsfjernelsesordning, da det flytter ”problemet” over i statens kasse. Dermed sparer kommunen. Problemet – eller katastrofen – er, at mange er for syge til at kunne opfylde denne lov, og at der ses et stigende antal selvmord blandt disse autister. Folk fra autistforeningen kalder det ”kommunal børnemishandling”.

Et simpelt valg

Da jeg var ung i 80’erne, den store årgang af ungdomsarbejdsløshed, tiggede kommunen de unge, der var på bistandshjælp, om at acceptere førtidspension, da den på det tidspunkt lå i statens kasse. Nu mange år senere kan ingen få tildelt pensionen, da det nu er kommunens kasse. Dette viser og beviser, at politik kan ændres fra det ene til det andet, fra det onde til det gode. Det er et valg. Et simpelt valg.

Tilbage til anlægsrammen. Den handler om, hvor meget kommunerne må sætte i gang af bygge- og anlægsarbejde. Og her er rammen smal med begrundelsen, at det er for at ”undgå overophedning af byggebranchen”. Det i en tid, hvor det private byggeri blomstrer… Overophedning? Menes der mon ikke angst for, at lønningerne skal stige? Fuld beskæftigelse? Krav om tryghed på arbejdspladsen?

Misrøgt

3F melder, at antallet af byggefirmaer, der går konkurs, er steget 30% siden sidste år. Og det er, selvom ordrebøgerne er fyldt landet rundt. Byggefagsarbejdere bruger deres tid på at køre sager hos bl.a. lønmodtagernes garantifond i stedet for at bygge, og samtidig ved vi, at der i de nye boligområder, der bygges, mangler infrastruktur såsom institutioner, skoler, veje, busser o.lign. Mange kommuner må nu udsætte deres planer for ikke at bryde rammen. Hvem rammer det? Os.

Staten sætter aldrig rammer for det private, de må bare fyre den af i vækstens- og profittens navn.

Ingen love skal overholdes, og kun næser bliver uddelt. Mange ydelser er blevet privatiseret fra det offentlige, fra skrald til jobprøvelser over anbringelser af børn. Og vi sidder som vidner ved tv-skærmen og ser tidligere Tvind-forretninger og supermarkedskæder, der tjener styrtende på den gratis arbejdskraft, misrøgt af børn og fortvivlede miljøbekymrede, der selv må samle skrald op efter fyringer af gaderenholdelsesarbejdere. Dette giver ingen mening. Det er sygeligt galimatias. Var vi et skib, var mytteriet godtaget under søforklaringerne. For vores børns, miljø og syges skyld – stop det!

Vælg side

Alt dette svineri er skabt af staten og dens ramme inden for EU-lovgivningen. Men igen: Politik er mennesker, et valg og en holdning. Så næste gang du står over for valget. Spild ikke din stemme igen. Vælg en, der nægter at være bøddel. En der tør tænke og handle selv. Ikke vil være spændt inde i en for lille givet ramme. Mal fanden på væggen, mal drømme, mal visioner. Byg en skulptur og syng en kampsang:

“Skønt det er os der bærer dagens byrde,
os, der lægger kræfter til.
– Så er det os og vore de vil myrde,
når vi livets lykke kræve vil”.

Lav Verden om – Gå med Kommunisterne!