Ud af EU
Ved EU-udvalget
Hvad er klokken?
EU-kommissionen har haft en online undersøgelse ude hos den europæiske befolkning om dens holdning til sommertid/vintertid. Nu har EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker foreslået, at der ikke længere skal være skift mellem sommertid og vintertid. 4,6 millioner borgere havde været inde på EU-kommissionens hjemmeside og givet deres mening til kende.
4 ud af 5 mener, at der ikke længere skal skiftes tider.
Indførelse af sommertid blev til for at hjælpe virksomheder med at kunne udnytte sommerens lyse timer. Jean-Claude Juncker foreslår nu, at der altid skal være sommertid i EU. Om det er for at fortælle briterne, at det er EU, der bestemmer, selv om Grenwich-tid har været en global tidsfaktor med en opdeling af jorden i tidszoner, eller et forsøg på at ændre tiden, er uvist. Samtidig siger Jean-Claude Juncker, at det er et nationalt spørgsmål om sommertid og vintertid og ikke noget, EU skal afgøre. Det kan betyde, at kl. er 8.00 i London, 9.00 i København og 10.00 i Malmø.
Lys
Fra 1. september er det blevet forbudt at fremstille hallogen-pærer. LED-pærer sparer energi og vil betyde CO2-besparelse i EU. Om det er et altomfattende forbud, vides ikke. 95% af verdens bilpark bruger hallogen-pærer. Enten H4 eller H7 til oplysning af vejene. Er det endnu et skjult tilskud til bilindustrien eller endnu en dødsfaktor på landevejene. De fleste biler har kørelys, men en EU-forordning gør, at baglyset ikke skal være tændt (der skulle spares energi). Det viste sig, at forordningen kostede flere penge på både dødsulykker og kvæstede på hospitalerne, så der kom en ny forordning, hvor en sensor automatisk skal tænde baglyset, når det er mørkt. At fremstille den automatiske sensor koster mere i energi end de to 5-W-pærer kan spare i bilens levetid.
Medlemskontingent
Selv om Danmark gennem mange år har været netto-yder til EU’s budget og regnskab, betyder det ikke, at Danmark fremover skal betale mindre. Vi skal i 2019 betale 12% mere end i 2018. Vi betalte 17,7 milliarder i 2018 og skal i 2019 betale 19,7 milliarder, samtidig kommer de toldindtægter, som landet har modtaget som EU-moms. I alt skal der betales 22,3 milliarder. Der hensættes samtidig 700 mio. kroner til en såkaldt EU-reserve, da EU ikke ved, hvad regningerne i den sidste ende løber op i. Allerede sidste år satte regeringen 700 mio. af til EU-reservepuljen. Det skal der afsættes hvert år frem til 2022, da det frygtes, at der kommer en ekstra regning, når briterne forlader EU næste år.
Årets tale
Som vanligt har Jean-Claude Juncker holdt sin ”State of the Union”-tale ved EU-parlaments åbning efter sommerferien. Efter at de europæiske lande gennem århundreder har stjålet Afrikas rigdomme, søger afrikanere til Europa. Det er blevet EU’s største problem, og det skaber nationalisme og racisme i hele EU. Juncker mener, at Fort Europa skal beskyttes mod migranter og flygtninge. Der skal oprettes et bevæbnet grænsekorps på 10.000 soldater, der skal forhindre, at der kommer ”fremmede” ind i EU. Det er ikke afklaret, om grænsekorpset skal være en del af PESCO, som er den militære opbygning, der skal bruges til at forsvare EU’s interesser, både internt og eksternt.