Skriv under: Børn skal ikke i fængsel
Danmarks Lærerforening bakker op om underskriftsindsamling mod regeringens forslag til lov om ungdomskriminalitet
Regeringen kom sidste år med et reformudspil til indsatsen mod ungdomskriminalitet.
Udspillet indeholder en række elementer, som Danmarks Lærerforening finder betænkelige. F.eks. lægger udspillet op til, at man de facto vil gøre det muligt at nedsætte den kriminelle lavalder til 10 år, idet man vil give mulighed for at straffe børn og unge helt ned til 10 år med f.eks. samfundstjeneste. Og man vil øge muligheden for magtanvendelse på sikrede institutioner.
Social indsats
Ungdomskriminalitet er faldet ganske markant de seneste år. Det viser, at den indsats, der allerede sker, hjælper. I stedet for at styrke disse indsatser vil man med lovforslaget bremse den positive udvikling. Danmarks Lærerforening mener ikke, at hårdere straffe, øgede muligheder for magtanvendelse og hurtigere procedurer for strafudmåling uden sikring af barnets retssikkerhed har den forebyggende og genoprettende effekt, som man ønsker.
Vi tror på, at hvis børn eller unge opfører sig grænseoverskridende, skyldes det ofte mistrivsel eller mangel på omsorg og støtte f.eks. i hjemmet fra den nærmeste omgangskreds og det lokale miljø. Samtidig er der intet forskningsmæssigt bevis for, at den form for straf og øget brug af magtanvendelse på de lukkede institutioner virker mod kriminalitet.
Børn, der er på afveje, har brug for støtte og sociale foranstaltninger fra børnefaglige professionelle.