Sundhedsfarlige arbejdspladser

Det offentlige er storproducent af stresssygdomme

Af Anne-Grete Jelstrup

Kommuner og regioner er i de seneste tiår beskåret af skiftende regeringer. Besparelserne har medført en række sundhedsskadelige og livstruende arbejdspladser. Fem medarbejdere er siden 2012 knivdræbt på psykiatriske bosteder – af sindssyge og psykotiske patienter. Det seneste drab fandt sted i marts i år. Disse tragiske hændelser skyldes, at antallet af psykiatriske sengepladser er kraftigt beskåret, hvorfor patienterne udskrives, inden de er færdigbehandlet.

Stresssygdommene huserer på det danske arbejdsmarked, og er en konsekvens af politikernes sparekniv. Og antallet af ramte stiger. Men stress er ikke jævnt fordelt, der er både en klassemæssig og kønsmæssig skævhed. Der hvor man arbejder med mennesker popper belastningerne især op. Det er hovedsageligt kvinder der rammes. De bærer en stor del af omsorgsopgaverne i hospitaler, plejehjem og hjemmepleje. Og i dag- og døgninstitutioner. Undervisningssektoren har også sine ofre

Hvad er stress egentlig for noget?

Ordet ’stress’ kommer af latin, og betyder: at tvinge, at snøre eller at stramme. Dette henviser til den situation, hvor vi føler os trængt op i en krog, fordi omgivelserne presser på og ens egne handlemuligheder forsvinder.Og nu hvad stress ikke er. Det er ikke et udtryk for stress at have travlt! Man kan sagtens have travlt uden at det fører til stress. Og man kan sagtens være stresset uden at have travlt.

Arbejdstilsynet opererer med tre former for arbejdsbetinget stress:

1. Kortvarig stress
Dette kan være en hen­sigtsmæssig reaktion, fordi belastningen medfører ekstra energi, således at vi kan klare de udfordringer, der møder os på arbejdet.  Man kommer sig relativt hurtigt ovenpå en kortere periode med stress.

2. Langvarig og intens stress
Denne tilstand kan give alvorlige konsekvenser for helbred, livskvalitet og arbejdsfunktion. Tilstanden kan være kostbar for virksomheder og samfund.

3. Kortvarige, men kraftige stresspåvirkninger
Dette kan være i forbindelse med traumatiske oplevelser ved mobning og ved ulykker, vold og trusler. Dette kan give langvarige og sundhedsskadelige stressreaktioner. Reaktionen kaldes posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

Særlige risici ved arbejdet med mennesker

Modsat fx snedkeren, eller skraldemanden, stiller arbejdet med mennesker nogle særlige krav. Ikke mindst arbejdet med mennesker, der har svære personlige, sociale eller helbredsmæssige problemer. Medarbejderen skal bruge hele sin personlighed i arbejdet, udvise empati, men samtidig bevare en professionel indstilling og distance til arbejdet.

For at være en reel hjælp, skal medarbejderen have metoder, der sikrer, at en patients eller klients stærke følelser bliver taget seriøst, uden at dette overvælder medarbejderen, og sender hende i gulvet.

I denne type arbejde er jobkravene ofte uklare eller modstridende. Jeg har hørt flere social- og sundhedshjælpere sige, at ligegyldigt hvor hårdt de arbejder, kan de ikke løse mange af de problemer, der møder dem i arbejdet.

Det skyldes ofte forhold, som medarbejderen ikke har indflydelse på eller kontrol over. Det kan være bestemte sociale omstændigheder eller samfundsmæssige betingelser.

Som eksempler kan nævnes det stigende antal demente på plejehjemmet eller i hjemmeplejen. En – sommetider – meget aggressiv patientgruppe, som ikke alle social- og sundhedshjælpere er uddannet til at håndtere. Og det kan være kollegers sygefravær, som i adskillige år ikke er blevet erstattet med vikarer, og som derfor lægger ekstra pres på de medarbejdere, der er på arbejde.

Hertil kommer den omfattende tid til dokumentation og registrering. ”Vi arbejder ved computeren, mens beboerne sidder på deres værelser og græder, fordi ingen har tid til at snakke med dem,” sagde en medarbejder engang til mig.

Hvis medarbejderen ikke kan forudse de vigtigste forhold, der vedrører hendes egne arbejdsopgaver, hvis hun ikke selv kan planlægge og kontrollere de væsentligste af sine arbejdsfunktioner, så arbejder hun i en uvished, der fremkalder stress.

Det er ikke direktøren eller den højtplacerede chef, der får stress. De har andre muligheder for at planlægge deres arbejde end fx social- og sundhedshjælperen. Og kniber det med tiden, har de en hær af sekretærer og mellemledere, de kan sætte i arbejde.

Manglende indflydelse på egen arbejdssituation er en helt afgørende stressfremkaldende faktor!

Dårligt psykisk arbejdsmiljø koster

Tal fra Landsorganisationen, LO, viser at dårligt psykisk arbejdsmiljø, hvert år koster 63,3 milliarder.  Vi taler her om sygefravær, hospitalsindlæggelser og pensioner.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø melder, at kun 30 procent af de stressramte kommer tilbage på arbejdsmarkedet. I Norge er tallet 80 procent! En tredjedel af det samlede sygefravær i Danmark skyldes det psykiske arbejdsmiljø. Er du stressramt og måske tilmed mister dit job, er der øget risiko for forhøjet blodtryk, hjerte- karsygdomme, slagtilfælde og sukkersyge.

Men stress hos personalet har også afledte omkostninger. Det er børnene i dårligt normerede daginstitutioner. Det er ungerne – og især de inkluderede – det går udover, når registrering, hyppige test, og når arbejdet med elevplaner stjæler tiden fra lærerens forberedelsestid.
Og det er de ældre og handicappede, på plejehjem og i hjemmeplejen, der ikke kan få den nødvendige hjælp. Og når de nævnte personalegrupper må melde sig syge, kan de ikke bare læne sig tilbage i sengen. De føler ofte at de svigter. En ekstra stressfaktor!

Et eksempel, igen fra ældreplejen: Den syge social- og sundhedshjælper føler ikke bare at hun svigter sine kolleger. Også hensynet til de ældre nager. For fru Petersen betyder det meget, at få håret nydeligt friseret og sat. Og hun mener at netop den sygemeldte er bedst til lige netop det. Måske var det i dag, at hr. Sørensen skulle have sit ugentlige bad? Og hvordan skal det gå med den stærkt demente hr. Jensen, som den syge kollega kender godt, og derfor har et særligt tag på?

Der er rigeligt råd

”Klynkeri!” ville finansminister Claus Hjort Frederiksen sige, hvis han læste denne artikel. (Måske skulle jeg sende den til ham? Men det er næppe frimærket værd) Men sagen er jo, at for hver gang nedskæringsskruen strammes, konverterer man driftsudgifter til udgifter i sundhedsvæsenet. Det såkaldte omprioriteringsbidrag, der de næste år skal flytte 2 procent fra kommunernes budgetter til staten, er endnu en ulykke.

Der er rigeligt med penge i Kongeriget Danmark og – viser det sig – også udenfor! Men hellere kampfly til 35 milliarder, end en anstændig ældrepleje. Hellere skattelettelser til de rige, end forsvarligt normerede daginstitutioner.  Hellere militær indsats i Mellemøsten, end en offentlig sektor uden sundhedsfarlige arbejdspladser. Dét er de politiske prioriteringer.

Jeg fristes til at skrive: Sådan er kapitalismen!

Det er derfor, der er brug for kommunister.