Skip to content

BJMF kræver 30 timers arbejdsuge

Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København vil kræve 30 timers arbejdsuge, med fuld lønkompensation.
Forslaget vil blive stillet til den kommende 3F kongres i september i år. Forslaget blev vedtaget på BJMF’s generalforsamling 20. april 2016.

Udtalelse

Til 3F’s kongres og LO’s ledelse
Rigtigt mange 3Fere går en uretfærdig hård alderdom i møde. Der er over en alt for lang periode lavet uretfærdige ændringer i arbejdslivet for folk i erhvervsfaglige job. Derfor vil det være fornuftigt både menneskeligt, socialt og økonomisk at sætte arbejdstiden ned til 30 timer ugentligt med fuld lønkompensation.

Folketinget har vedtaget en højere pensionsalder. Det giver os store problemer, fordi vi starter tidligt i uddannelse, og bagefter sidder vi ikke ligefrem stille på vores arbejde. Rigtig mange 3F’ere kan simpelthen ikke holde til at være på arbejdsmarkedet til en alder af 68 til 72 år. Oven i kan vi så se en finanslov, hvor der blev skåret ret alvorligt på arbejdstilsynet.

Den stigende nedslidning og de dertil knyttede sundhedsudgifter udgør et kraftigt indhug i samfundets ressourcer. Der er derfor ikke kun alvorlige moralske problemer forbundet med, at ca. 1 million mennesker i Danmark forhindres i at arbejde. Derfor vil det være fornuftigt både menneskeligt, socialt og økonomisk at sætte arbejdstiden ned til 30 timer ugentligt med fuld lønkompensation.

Hvis vi skal vente med at gå på pension, så må man regulere arbejdstiden, så vi arbejder lidt mindre om ugen:

Ligesom de sidste gange man har sat arbejdstiden ned, forventer vi også den her gang, at resultatet af arbejdstidsnedsættelsen vil betyde mindre nedslidning af de ældre på arbejdspladserne, og samtidig en bedre og mere regelmæssig produktion til gavn for alle.

På den baggrund opfordrer vi 3F’s kongres til at starte en kampagne for nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer om ugen. En kampagne som starter den 1. maj. Og som foreløbigt kører frem til de førstkommende overenskomstforhandlinger.

Syv argumenter for en arbejdstidsforkortelse

– En hævet pensionsalder betyder, at den samlede arbejdstid for den enkelte arbejder forlænges væsentligt med større nedslidning til følge.
– Mindre nedslidning betyder færre offentlige udgifter til de syge.
– Afkortningen af arbejds­dagen vil give bedre og mere regelmæssig produktion.
– De største fremskridt i forhold til bedre arbejdsmiljø er sket ved nedsættelse af arbejdstiden.
– Et arbejdsmarked der rummer flere, betyder færre på passiv forsørgelse.
– Udvidelse af demokratiet, mere tid til familie, fritid og samfund.
– Styrkelse af landområderne vil betyde, at folk nemmere kan få hverdagen til hænge sammen med transport til og fra arbejde.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk