Flidspræmie i ondskab
Der uddeles pokaler af udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) for hver milliard der ”spares” i skat, så kom bare i gang. Hvem vil ikke have en stor skinnende pokal?
21 milliarder har de ”sparet” i deres regeringsperiode. Altså 21 pokaler indtil videre. Man kan godt fore-stille sig, hvem der har fået disse: De rige og de virksomheder som har overtaget offentlige opgaver. Så pointen er, at hvis du har en god ide til endnu en milliard, der kan fjernes, så vanker der en pokal til dig.
Jeg kunne nu godt finde på et par stykker.
Vores EU-udgift er ca. syv milliarder årligt, når man ser på det, vi giver, og fratrækker det, vi får tilbage i form af tilskud. Så allerede dér er syv pokaler hjemme til reolen.
Vores direkte NATO-udgift i 2017 var på ca. 310 millioner og vores forsvarsbudget i 2017 på 23,7 milliarder kroner. (fordi vi frem til 2023 har lovet Trump at øge de -nationale -militærbudgetter til 2% af BNP). Her kunne jeg få yderligere 24 pokaler med hjem.
Dermed har jeg nu hentet de 21 milliarder/pokaler hjem, som LA-Anders har foræret væk, plus et lille ekstra overskud på 9 pokaler.
Ikke alt hvad der skinner er guld
Men det er ikke dér, Anders vil hen. Jeg kunne bare ikke lade være. Disse sindssyge tal bør bare vises. Ingen politikere, der opstiller til det kommende folketingsvalg, nævner disse tal. Dødens penge. Penge der ikke går til livsforskning, klogskab, sikkerhed, tryg barndom, alderdom mm.
Hvis intentionen nu havde været et ordentligt ”luksusfælde” gennemsyn af vores statsbudget, så havde det sikkert også givet lidt ekstra til tant og fjas, som kultur, sundhed, SKAT osv.
Men pokalen gives kun, hvis durammes. Alle de skattelettelser, som er givet, har udhulet sikkerhedsnettet for den kollektive omsorg til nu at være direkte omsorgssvigt. Og det er intensionen. Samt selvfølgelig at gøre de rige rigere.
Ingen pokal for svindel i banker eller i systemet. Ingen lagkage for 50 lovgivningsstramninger på miljøfronten?
Han fandt fidusen
Med oprejst pande, smil og stolthed preller fakta som: 64.500 børn i fattigdom, dødsfald, hjemløshed, direkte ulykker, manglende retssikkerhed, svigt, forurening med meget mere, af på dem.
Sammen med de EU pålagte to procents nedskæringer i alt det offentlige, som også er sket systematisk gennem mange år med skiftende regeringer, så er far stolt. Han griner hele vejen ned til de korrupte banker sammen med sine erhvervsklubvenner. Der er givet 82,3 millioner i 2011 fra private virksomheder til politikerne.
Duksen Anders turde stå frem og siger det stolt lige ud, ”Det var mig, der gjorde det”.Han indrømmer, hvem der sendte ham i byen. De andre partier, som også har været med til det, håber ikke at blive opdaget, eller også pakker de det ind i løgnagtige velfærdsflosker.
Uden for døren
Men dråben er, når man anklager de unge for at bruge maling på nogle sten og ikke rydde op efter sig! De unge! Pia Kjærsgaard og undervisningsminister Merete Riisager kan ikke være blevet rigtigt voksne, uden at have skulket for oprydning eller glemt at gå ned med skraldespanden.
Her står unge mennesker, fremtiden, og kræver handling i desperation og reagerer på konsekvenserne for uddannelsesvilkår og klimafremtid, og så skal de sidde efter på grund af pjæk!
Lad os håbe, ungdommen gør oprør. Lad os opfordre til det og være stolte af deres handlinger. Ja de røg og inhalerede, ja de drak og rodede. Ja de opførte sig efter omstændighederne. De var konsekvente og uartige. De gad ikke høre på mere løgn og humbug.
Medaljens bagside
Virkelighedens konsekvenser burde samtlige politikere lære af. De mobber, manipulerer og er onde. Det gør deres legekammerater også, og de får gyldne håndtryk og love med belejlige huller.
Ungdommen indstiller den svenske unge klimapige Greta Thunberg til Nobels fredspris. De gamle satte magthavere har peget på de to værste korrupte statsministre fra Makedonien og Grækenland, fordi de har øget NATO’s militærbaser og vil krig. Hvad er det for noget?
Ungdommen får pokalen herfra! Ros dem, vær stolte af dem. De er fremtiden. Dagens politikere er sladrehanke, ynkelige og fortid. De er dårligt selskab, dårlige kammerater.
For en fremtid
Fremtiden vælger vi selv! Det burde ikke være så svært. Dødeneller livet?
Fortiden bliver kapitalismen, for skal der blive en fremtid for denne klode, må løsningen være Socialismen.
Kom med 30. marts og 4. april og vær med til at stoppe NATO for klodens, for menneskernes fremtid.
Og Syng så højt, I kan:
”Vi vil se land uden bunkers og kanoner, vi vil se havet uden miner uden vrag. Vi vil se den klare luft uden jagerformationer – Kort sagt vi si’r nej til deres snak om krig igen, vi si’r nej I får os ikke med på den”.
– Og så kan det godt være, de pjækker igen, Pia. Men kun for at gå i livets skole og for at genere dig.