Bekendelser uden anger

Af Margit Andersen

Da det i 1999 blev afsløret, at en på det tidspunkt 87-årig engelsk kvinde fra midt i 1930’erne og ca. 40 år frem havde udleveret militære informationer til Sovjetunionen, var det noget af en bombe. Ikke just en atombombe, men hendes informationer havde bl.a. været medvirkende til, at Sovjetunionen, kun fire år efter USA, kunne konstruere en sådan. Den historie inspirerede Jennie Rooney til at skrive romanen Red Joan, som danner grundlaget for filmen En spions bekendelser.

Handlingen bygger kun på skelettet af virkelighedens, og det politiske incitament er skiftet ud med det moralske dilemma mellem at forråde sit land eller redde verden, måske for at gøre historien mere alment spiselig. Imidlertid er det en god, gammeldags spionfilm med fin tidskolorit, dobbelt trekantskærlighed, spænding og smukt spil af den unge Joan (Sophie Cookson) og ikke mindst af den formidable Judi Dench som den gamle, skrøbelige men dog stærke pensionist, der en dag bliver afhentet af politiet og stillet til ansvar for sine tidligere gerninger.

Under forhøret oprulles fortiden. Den unge Joan studerede under krigen fysik og fik i den forbindelse ansættelse som sekretær på et laboratorium, der i hemmelighed arbejdede på at finde ud af at konstruere en atombombe, der kunne bringe krigen til ophør. Tilfældigvis kommer hun i kontakt med en revolutionær gruppe, der ledes af to tyske flygtninge med russisk baggrund. Leo forelsker hun sig i, og Sonya bliver hun veninde med. De to forsøger at få hende til at skaffe materiale fra laboratoriet til russerne, men Joan, der er ganske upolitisk indstillet, vægrer sig. Først da USA har kastet bomberne over Hiroshima og Nagasaki, bliver hun overbevist om betydningen af, at russerne også får dette frygtlige våben, hvis man skal undgå, at det bliver brugt i fremtiden.

Virkeligheden bag filmen

Den virkelige Joan, Melita Norwood (1912-2005), var absolut ikke upolitisk. Begge hendes forældre var aktive på den yderste venstrefløj, og i 1936 meldte hun sig ind i det kommunistiske parti og forblev medlem til sin død. Som i filmen fik hun, mærkværdigvis med den baggrund, arbejde på det laboratorium, der arbejdede med fremstilling af atombomben, og for hende var det ikke noget moralsk dilemma, men en naturlig og logisk handling at videregive informationer herom til Sovjetunionen. For denne indsats blev hun i 1958 hemmeligt belønnet med tildelingen af Den Røde Fanes Orden, som var en af Sovjetunionens fineste udmærkelser.

Melita Norwood fortsatte med at informere, indtil hun i 1972 gik på pension, men hermed ophørte hendes politiske aktivitet ikke. Hver dag købte hun 32 eksemplarer af Morning Star, som hun puttede i venners og bekendtes postkasser, så det var ingen hemmelighed, at hun var kommunist, men noget af en overraskelse, ikke mindst for hendes datter, at hun havde været spion. 

Fordi det var så længe siden og af hensyn til hendes høje alder, blev hun ikke retsforfulgt, og hun anerkendte ikke selv, at hun havde gjort noget forkert. Til pressen udtalte hun, at hun havde gjort, hvad hun havde gjort, ikke for penge, men for at være med til forhindre, at Sovjetunionen kunne besejres.

En Spions Bekendelser. Instruktion Trevor Nunn.