USA’s afrikanske krige
Kampen om verdens naturressourcer
USA er det land i verden, der satser mest på militærmagt. Ikke bare bruger det suverænt flest penge, det bruger også mest mandskab. Det amerikanske forsvar er verdens største arbejdsgiver! Tal fra World Economic Forum (2015) opgør, at 3,2 millioner mennesker er ansat i USA’s forsvar.
Denne krigsmaskine er selvsagt ikke til for at blive brugt i USA. USA har over 800 militærbaser i 80 lande udenfor sine egne landegrænser.
Landets voldsomme militærmagt er skabt til at blive brugt over hele kloden, og formålet er kort sagt at sikre amerikanske interesser. Særligt udsatte er lande med naturressourcer, som er nødvendige for USA.
Afrikas mineraler
Visse mineraler omtales som ”strategiske” og er nødvendige for avanceret våbenproduktion. Lagrene af disse mineraler er begrænsede. De kan ikke gendannes. Derfor foregår der en kamp om at få tilgang til disse naturressourcer. Den indflydelsesrige tænketank Atlantic Council siger det således:
”Afrika er en nøgleleverandør af naturressourcer, som er vigtige i militær og kommerciel anvendelse. Det er i USA’s interesse at opretholde adgang til sådanne vigtige elementer, som ikke kan fremskaffes indenfor egne grænser”.
I dokumentet ”Hvorfor Afrika er af betydning for USA’s nationale sikkerhed”(maj 2017) siger Atlantic Council, at USA er afhængig af at importere nitten mineraler, som tjener vigtige økonomiske og nationale sikkerhedsformål.
Afrika har omtrent en tredjedel af verdens mineralreserver. Mange af mineralerne er nødvendige for det amerikanske forsvar. Det er mineraler som platin(til biler og luftfart), iridium (til elektronik i flymotorer og satellitter), tantal (til jetmotorer, missiler og globale positioneringssystemer) og turmalin (til luftfart og ballistiske formål).
Ukendt krigsførelse
USA’s omfattende militære engagement i afrikanske lande er meget lidt kendt. Ny information viser imidlertid, at USA for tiden er involveret i mindst 36 militære operationer i Afrika. Der er tale
om en form for lavintensiv krigsførelse, som sjældent kommer til offentlighedens kendskab.
Mange af disse operationer sker i lande, som den amerikanske regering ikke selv kalder krigszoner, men hvor amerikanske tropper alligevel kæmper og i flere tilfælde mister soldater. I tidsrummet 2013–2017 var amerikanske styrker involveret i væbnede konflikter i mindst 13 afrikanske lande: Burkino Faso, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Den Demokratiske Republik Congo, Kenya, Libyen, Mali, Mauretanien, Niger, Somalien, Sydsudan og Tunesien. Hertil kommer, at andre afrikanske lande lader deres egne militære styrker operere på vegne af amerikanerne gennem partnerskabsaftaler, som giver adgang til amerikansk udstyr og oplæring.
Alt i alt udgør dette en betydelig amerikansk militær tilstedeværelse i Afrika.
United States Africa Command
AFRICOM med hovedkvarter i Stuttgart-Mohringen i Tyskland styrer det hele.
Daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld fik i 2006 præsident George W. Bush til at godkende oprettelsen af AFRICOM. Det resulterede i en massiv forøgelse af det amerikanske militære engagement på kontinentet. Tallet for de amerikanske specialstyrker i Afrika voksede med 600% mellem 2006 og 2010 og med 1000% mellem 2010 og 2016.
Disse oplysninger holder USA selv tæt til kroppen. Den undersøgende journalist Nick Turse har imidlertid afdækket, at det amerikanske militær har været involveret på en eller anden måde i mere end 90% af Afrikas 54 stater. Da AFRICOM blev en uafhængig kommando i 2008, havde den omkring 172 operationer – træningsøvelser og aktiviteter. Et nedgraderet dokument fra AFRICOM i 2015 lokaliserede hele 46 amerikanske militærbaser på kontinentet.
AFRICOM’s omfattende netværk af baser er afgørende i den strategi, som går ud på at træne militære styrker til afrikanske stedfortrædere, som kæmper USA’s sag.
Kampen om ressourcerne
Den Centralafrikanske Republik er et himmerige af strategiske mineraler. Den amerikanske militære aktivitet i Afrika sker under dække af at ”bekæmpe terrorisme”. Denne har været det bærende element i amerikansk aggression siden 11. september 2001, og det trækkes også frem som en officiel forklaring på den militære tilstedeværelse i Afrika.
Men i virkeligheden er USA’s militære satsning på Afrika ikke andet end klassisk imperialisme, således at flest mulige af Afrikas rige naturressourcer kommer USA til gode.
Adgangen til ”strategiske” mineraler er kritisk, ikke kun fordi lagrene er knappe, men også fordi beholdningen ligger udenfor USA’s imperiums grænse.
Terje Alnes, Friheten