Dødens købmænd samles i København
Med sig har de 40 krigsskibe og 4000 marinesoldater
Det er ikke altid, der lægges mærke til det, når der forhandles våbenkøb og krigsstrategier, men den 3.–8. september bliver det til at få øje på, når 3.000 krigsmagere deltager i en kongres og våbenudstilling i Bella Centeret i København den 4.–6. september. Derudover kommer der 40 krigsskibe og marinesoldater.
Det store flådebesøg sker op til en stor tyskledet flådeøvelse i Østersøen, – og ”tilfældigvis” samtidig med våbenentusiasten Donald Trumps besøg.
Kongres for krigsinteresserede
Deltagerne er repræsentanter fra forsvarsindustrien, teknisk flådepersonale, højtstående officerer og beslutningsdeltagere fra diverse internationale ”forsvar” fra det meste af verden samt offentlige og politiske organisationer. I forbindelse med kongressen vil der være en stor kommerciel udstilling fra multinationale firmaer.
Selve armadaen anløber København fra 3. til 8. september og består af mindre flådefartøjer, de 40 krigsskibe tæller fregatter, patruljeskibe, korvetter og andre orlogsfartøjer.
De mange krigsskibe lægger til ved Kvæsthusbroen, Amaliekaj og Holmen, mens Ofelia Plads bliver det centrale omdrejningspunkt for de omkring 4.000 søfolk i byen.
Det danske værtskab for kongressen er et samarbejde mellem Forsvaret og Wonderful Copenhagen, med opbakning fra blandt andet Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Dansk Industri.
-bfc