Digterspirer i krigstid

Af Margit Andersen

Arne Herløv Petersen kan ikke selv huske noget fra besættelsestiden, han var kun to år, da den sluttede, men når man læser hans mosaik-roman om de unge kunstnerspirer, der groede frem i den tid, skulle man tro, at han havde været med i gruppen. Af litteraturlisten bagi bogen fremgår det da også, at bogen bygger på en omfattende dokumentation. 

De faktiske begivenheder danner skelettet, men det der gør den til en roman er, som forfatteren skriver i efterskriften, alt det der ikke fremgår af kilderne, men som han frit digter til, og som levendegør personerne, miljøet og stemningen.

Den unge proletarpige fra Vesterbro, Tove Ditlevsen, havde giftet sig med den tredive år ældre forfatter Viggo F. Møller, der havde bad og forbindelser og var en rar mand. For at muntre hende lidt op, fik Møller, der var redaktør af tidsskriftet Vild Hvede, den ide, at hun skulle samle nogle af bladets unge bidragydere, der sad hver for sig og skriblede, i en forening, hvor de kunne udveksle tanker og have det lidt morsomt sammen. 

Det blev til Unge Kunstneres Klub, der stiftedes i 1940 og kun bestod i knapt to år. Der var ikke andet fællesgrundlag for den, end at de var unge, ensomme og drømte om at blive til noget i det litterære orkester. Dertil kom, at krigen efterhånden fyldte mere og mere for nogle af dem.

De fleste af dem er blevet klassikere, som f.eks. Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Piet Hein, Sonja Hauberg og Morten Nielsen. 

Ikke mindst sidstnævnte, som er den gennemgående brik i mosaikken, og som blev lidt af en martyr, fordi han blev dræbt af et revolverskud den 29. august 1944. Det er forblevet en gåde, hvem der skød og hvorfor, og forfatteren undlader da også klogeligt at fremkomme med teorier eller digte om den side af sagen. Her sluttes med en sort side. I stedet tegner han et fint portræt af den unge digter, der slet ikke lignede sin lyrik, men en forkarl på en bondegård, grovlemmet, knudret, rødhåret og støjende og med en ung mands umættelige appetit på både mad og piger, som det aldrig kneb med at få fat i. Men inderst inde i ham boede den følsomme digter med de sarte nerver og følelser.

I det hele taget har digterne den fejl, at de ikke ligner deres digte, som den lidt grovkornede Tove med kæmpelatteren, der skriver så følsomt om sit døde barn. Hun bliver skilt fra Møller, der tager det meget tungt, Piet Hein lever i sus og dus med to damer ad gangen, den der er på vej ud, og den der er på vej ind, og Halfdan Rasmussen og Ester Nagel forsøger at etablere et kollektiv sammen med Hilmar Wulff på Lolland, hvor de skal leve af markens fedme. Det går godt i kort tid, men så bryder helvede løs, især blandt damerne. Tilbage i København fortsætter livet med fester, indbyrdes kæresteri, venskaber og brud. Nogle, som Morten, Sonja og Halfdan, engagerer sig mere og mere i modstandsbevægelsen, som intensiveres, og det sætter også sit præg på deres digtning.

”Hvede” er historien om en litterær generation, der har sat sig spor og stadig lever, men også om en helt speciel periode i vores historie. Der skiftes gnidningsløst i de korte afsnit mellem personer, situationer og refleksioner, og i sproget inddrages tidens særegne udtryk uden at det bliver kunstigt. Besættelses-tiden er den historiske ramme med dens fantasifulde erstatningsvarer, restriktioner for presse og litteratur, luftalarm og sabotager. 

Romanen er et helstøbt historisk og litterært tidsbillede, malet af en digter og altså ikke en historiker eller litterat. Og så skal Mikkel Pape roses for det smukke omslag med gyldne aks af vild hvede.

Arne Herløv Petersen: Hvede. Det Poetiske Bureaus Forlag. 284 sider. 200 kroner