Den røde underverden 

Af John Poulsen

I 1934 rejste den 29-årige danske kommunist, Ellen Schou, til Sovjetunionen for at arbejde på ”Forlaget for udenlandske arbejdere”, men at hun året efter skulle få en anden opgave, var ikke planlagt. 

Det fandt forfatteren Morten Møller ud af i forbindelse med sit arbejde med bogen ”Ellen & Adam”, som udkom i 2014. Han havde i Kominterns arkiver fundet ud af, at Ellen havde arbejdet som kurer for Komintern og bl.a. bragt penge rundt i Europa. Hvor hun var rejst hen, fandt han først ud af, da han fik adgang til arkivmateriale fra den engelske efterretningstjeneste. Det var lykkedes den at få fat i Kominterns kode og den kunne derfor dechifrere radiotelegrammer til og fra Moskva, men man havde aldrig orienteret andre lande om det. 

På Det kgl. Bibliotek findes 1500 af disse telegrammer. Ellen Schou havde aldrig, ligesom sin kollega Gottlieb Japsen, fortalt nogen om sine aktiviteter, og kun enkelte i DKP var vidende om dem, idet disse til Komintern havde svaret at ”vi anbefaler Ellen Schou som kurer, hvis hun er villig dertil.” 

I den netop udkomne bog ”Den røde underverden – Hemmelig kommunistisk virksomhed i Skandinavien mellem to verdenskrige” skrevet af Morten Møller, Niels Erik Rosenfeldt og Jesper Jørgensen, sættes Ellen Schous historie ind i en større sammenhæng. Den beskæftiger sig især med Kominterns hemmelige afdeling, OMS. 

I dette arbejde spillede København en rolle, og den blev større, efter at nazisterne var kommet til magten i Tyskland i 1933, fordi Kominterns Vestbureau blev flyttet fra Berlin hertil, hvor det bl.a. havde til huse i Trommesalen. Men også Stockholm spillede en stor rolle og var tit det første sted kurererne ankom til, inden de tog videre rundt i Europa. 

Selvom det blev forsøgt at adskille Kominterns ak-tiviteter fra DKP’s almindelige virksomhed, blev mange partimedlemmer inddraget i det illegale og hemmelige arbejde. De ydede husly og var såkaldt anløbsplads for kurerer, ikke mindst fra de illegale partier. Det antydes i bogen, at det drejede sig om flere hundrede, og når det var så mange skyldtes det, at man af sikkerhedsmæssige grunde ofte skiftede dem ud med nye.   

I dag kan man godt synes, at det er mærkeligt, at Komintern havde et hemmeligt apparat, men når man ved at mange af partierne var forbudte, i 1932 drejede det sig om mere end halvdelen, så forstår man det bedre. Dertil kom at man ikke bare kunne overføre pengemidler til de enkelte partier gennem bankvæsenet, eller sende direktiver med posten. 

Når SUKP gennem Komintern hjalp de forskellige partier økonomisk, var årsagen bl.a., at de kunne være en støtte i kampen for forsvaret af Sovjetunionen. USSR havde oplevet Interventionskrigen i 1918-20, og i en periode været udsat for en blokade, så f.eks. de delegerede til Kominterns 2. kongres i 1920 i flere tilfælde måtte smugles fra Norge til USSR.

Politiet var meget optaget af DKP’s ”lyssky” virksomhed, og til det formål foretog man bl.a. telefonaflytning. Der blev også sendt meddelere ind i partiet, men det kom der ikke meget ud af, og politiet vurderede, at oplysningerne ikke altid var pålidelige. I det arbejde var man heller ikke blege for at samarbejde med det tyske politi og Gestapo, og man udarbejdede ligefrem en liste over kommunister, som tyskerne mødte op med den 22. juni 1941. 

Det er svært at komme ind på alle de mange historier og oplysninger, som bogen, der er udgivet i anledningen af 100-året for Kominterns oprettelse, kommer ind på. De tre forfattere har hver især tidligere skrevet bøger og artikler, som beskæftiger sig med Kominterns virksomhed og ikke mindst den hemmelige side af den.  En del af stoffet bygger på disse, men det er også lykkedes at finde nyt, som er med til at gøre bogen både interessant og spændende.

Morten Møller, Niels Erik Rosenfeldt, Jesper Jørgensen: Den røde underverden. Hemmelig kommunistisk virksomhed i Skandinavien mellem to verdenskrige. 

Gyldendal. 414 s. 

300 kr.