Systemkritisk journalistik er truet
Assange-sagen viser, at systemkritisk journalistik er truet, og at der er trukket en grænse for, hvad der accepteres af pressefrihed i Vesten
Af Terje Alnes, Friheten. Redigeret af redaktionen
Fængslingen af Julian Assange har åbnet øjnene på mange. Mens vi venter på, at Storbritannien skal tage stilling til udleveringsbegæringen fra USA, sidder han nu fængslet under meget kritisable forhold. Assange har været en forfulgt mand i mange år. I dag er han psykisk nedbrudt og lider af angst og depression. Hans nærmeste frygter for hans liv.
Er alle redaktioner underlagt USA?
For første gang er en redaktør tiltalt efter ”Spionloven” fra 1917. Julian Assange er ikke bosiddende i USA, han er australsk statsborger, ikke amerikansk. WikiLeaks er ikke et amerikansk selskab. Alligevel er han tiltalt efter amerikansk lov, og USA kræver ham udleveret. Bliver Assange dømt, risikerer han at sidde i et amerikansk fængsel resten af sit liv. Der åbner sig et skræmmende perspektiv, hvis lande udleverer egne eller andres borgere, redaktører eller journalister for noget, de har publiceret, og som USA mener, er et brud på USA’s lov. Amerikansk jurisdiktion skal stoppe ved grænsen.
Det er selvsagt helt utænkeligt, at Storbritannien ville have fængslet en redaktør efter ordre fra Rusland eller Kina, hvis denne redaktør havde givet os informationer om krigsforbrydelser eller brud på menneskerettighederne, begået af disse lande, og var tiltalt efter en russisk eller kinesisk lov. Tanken er absurd. Lige så absurd og lige så utålelig er fængslingen af Julian Assange. Det bør skræmme alle systemkritiske journalister, uanset hvor de bor.
Er pressen så fri?
Assanges ”forbrydelse” består i, at han som redaktør af WikiLeaks gav journalister fra mange lande adgang til lækkede dokumenter. Disse afslørede bl.a., at USA havde gjort sig skyldig i krigsforbrydelser og brud på menneskerettighederne i stor stil i Afghanistan og Irak. Disse informationer var ukendte for offentligheden, før WikiLeaks gjorde dem kendte.
Assange har ikke gjort andet end det, som en redaktør skal gøre, ikke noget andet end det, vi indtil nu har set som en helt legal virksomhed i et demokrati med en fri presse. Hvis Julian Assange bliver udleveret og dømt, bør alle redaktioner frygte for konsekvenserne, så kan ingen redaktør eller journalist føle sig tryg, ingen som træder over grænsen for, hvad USA accepterer af pressefrihed.
Grænsen for system-kritisk journalistik
Assange-sagen fjerner de illusioner, vi kunne have om, at vor presse er fri. Den synliggør, at der er indført en grænse for pressefriheden i Vesten, og hvis nogen overtræder denne grænse, er konsekvenserne brutale. Vi kan godt holde op med at kritisere autoritære regimer, som forfølger og fængsler deres egne journalister, nu gør Vesten det samme.
Stefania Maurizi, journalist på den italienske La Repubblica, har arbejdet med Wiki-Leaks afsløringer i mange år. Hun pegede på et arrangement om ”Global Threats to Press Freedom” på, hvor grænsen går for, hvad der accepteres af systemkritik i vestlig presse. Der er forskellige niveauer af magt i samfundet. Vi har de synlige magtniveauer, repræsenteret af f.eks. valgte politikere. Hvis disse er involverede i korruption eller udviser meget dadelværdig adfærd, vil de liberale demokratier tolerere, at journalister gransker og afslører.
Men problemet opstår, når journalister berører det højeste magtniveau, hvor stater og efterretningstjenester opererer. Dette magtniveau er beskyttet mod granskning og ansvarliggørelse bag tykke lag af hemmeligholdelse, og besidder en ægte rædsel for eksponering. Det er dette øverste magtniveau, Wiki-Leaks og Julian Assange har afsløret ved at operere som en kanal for Whistleblowers.
Dansk presse tier
Nu gør myndighederne alt, hvad de kan, for at lukke denne systemkritiske kanal. Sådan har Assange-sagen vist, hvor grænsen for pressefriheden går. WikiLeaks har rettet et alvorligt slag mod magtpersoner og magtorganer, som er vant til at operere, som om de er hævet over loven, også den internationale retsorden. Når pressen afslører efterretningsorganisationers eller krigsmaskiners mørkeste hemmeligheder, ser vi, at pressens frihed har en grænse.
Hvis en dansk redaktør vil publicere afsløringer om amerikanske krigsforbrydelser, brud på menneskerettighederne eller måske beskidte hemmeligheder om, hvad NATO faktisk gør, kan vedkommende nu risikere tiltale og udleveringsbegæring fra USA. Desværre virker det ikke, som om de fleste danske redaktører har erkendt dette. Eller er det lige det, de har gjort? Er det forklaringen på, at danske pressefolk virker forbavsende ligeglade med Julian Assange’s skæbne, eller til og med tager aktivt afstand fra ham?
Ytringsfrihedens vigtigste opgave
Assange-sagen kan vise sig at få stor betydning for, hvordan pressen stiller sig til kommende afsløringer. Ved at gå målrettet mod en redaktør statueres et skrækeksempel. Næste gang en redaktør får adgang til oplysninger, som myndighederne vil holde skjult, kan han vælge ikke at offentliggøre dem. Prisen for at offentliggøre gøres for høj.
Juristen Mads Andenæs sagde på et pressefrihedsarrangement, at alle, som støtter en fri presse og systemkritisk journalistik, må stille sig på Julian Assange’s side. Han sagde dette om pressefolk og andre, som nu vender ryggen til Julian Assange: ”Vær kritiske over for folk, som hævder de er for ytringsfrihed, men som når de for en gangs skyld får en sag, hvor det er en vigtig statsinteresse, de står overfor, og det er jo det, ytringsfriheden i første række skal beskytte imod, overgreb fra mægtige statsinteresser. Når de får sådan en sag, så stiller de sig ikke på ytringsfrihedens side. Vær skeptisk overfor sådanne synspunkter, vær skeptisk overfor sådanne folk”.