Et ansvarligt økonomisk parti?
Med uansvarlige politiske prioriteringer
Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark
Det var skolelærerinden Marianne Jelved, der opfandt sætningen ”en ansvarlig økonomisk politik”. Og på mystisk vis blev alle andre politiske økonomiske finansieringer dumpet. Der var kun én facitliste, og det var en liberal økonomi. Og siden gjorde det slet ingen forskel, hvem der blev regering. Danskerne levede frustrerede lige siden.
Ingen undskyldning
Jeg ved godt, at der er en -forældrebevægelse af fornuftige voksne, der kører #HvorErDerEnVoksen? Og tak for det. Ja, og mange kalder folketinget en børnehave, fordi de økonomiske prioriteringer virker så absurde.
Men det er bare en ufatteligt forkert betegnelse. Børn er som udgangspunkt sociale og omsorgsfulde, og børn kan tilgives og undskyldes, da de ikke har udviklet konsekvens-tænkning. Det kan politikere ikke undskyldes med. De fleste er højtuddannede og har nem tilgang til forsknings-resultater og førstehåndserfaringer. Politikere tager bevidste valg. Desværre.
Aldrig før i historien har ord mistet deres betydnin-ger som i vores tid. Alt bliver vendt på hovedet, eller hovedet bliver vendt helt væk. Valgløfter, klimadebatter, krig og fred, økonomisk ansvarlighed, demokrati, omsorg og velfærd. Det er bla-bla ord nu. Og finanslovsperioden topper med ordfordrejninger. Her skulle valgløfterne normalt indfries, med et strejf af kompromis. Sådan kender vi det, og sådan er vores demokrati bygget op her til lands. Glem det – det er bare ord.
Tomme tønder
Valget gav nogle mennesker håb om at blive set, om ikke så hørt. Bare et lille talerør måske. Men nej. Ingen gad alligevel repræsentere os. Vi har intet andet at byde på end vores lidelser, og hvem gider dem. Det giver ikke stemmer. Politikere vælger det synlige. En svømmehal, en plasticpose, et ord laves om til noget pænere, en lille mærkepost der sætter spor i budgettet. Ingen går til bunds, og alle tager til takke.
Dansk Folkeparti var blændende til det. Hvem husker ikke ældrecheken? En prut i finansloven, men sikken en. Sådan en prut er Enheds-listens ambition. Noget med lidt penge til psykiatrien. SF håber på lille fis til børnenormeringerne. Men det vigtigste er klimaet. Alt kan sælges ud der. Og vi kommer til at betale, mens de forhandler med en cafelatte med plastiklåg til 40 kr. koppen.
Buldrer mest
Hvad blev der af at bruge sit partiapparat, sin alliance i kommuner og regioner? Hvor står de og skriger og kræver, at rammerne skal brydes? Hvorfor gør SF og Enhedslisten ikke brug af alle os til at presse på fra bevægelsernes side. Hvorfor tager de til takke med de latterlige håndører, de tre støttepartier har fået til intern leg?
Imens drøner tillidsmænd rundt og forhandler fyringsrunder overalt i det offentlige. Overalt hvor de svageste danskere er. Handicappede, syge, tvangsfjernede børn og voksne. Imens kører det skandaløst onde jobcentersystem videre, hvor private aktører scorer kassen, snyder og direkte stjæler fra den. Ingen småører kan redde hverken Danmark, politikernes renommé eller undskyldes med, at der ikke var en voksen tilstede.
Vis mig din pung
At være økonomisk ansvarlig, som Enhedslisten påstod, de var i TV-avisen (nyhederne), er en hån mod mange af dens vælgere. Vælgere der spinker og sparer, vælgere der lever i fattigdom. At være økonomisk ansvarlig er at påpege, at regeringen vælger at følge en bestemt økonomisk politik under Budgetloven. En økonomi vi i Danmark slet ikke er pålagt at føre, fordi vi stemte NEJ til den monetære union! Et af vores dyrebare forbehold, der reddede os fra de værste scenarier under finanskrisen. En økonomisk ansvarlighed er at påpege, at vores velfærdspenge går til krigsbudget, hvor vi nu deltager i Mali, Hormuz-strædet, i NATO, indkøber dyre kampfly osv.
Og jeg skal vise, hvem du er
Og lad så være med at gå i så klemmende, små, moraliserende, formynderiske, nedladende sko. At himle op om sundhed angående rygning, mens kloden brænder, og folk ligger ned. At trampe på en, der allerede er søndersmadret – og fratage den dødsdømte sin sidste smøg. Den sidste stimulans for nerverne i dette helvede.
Kunne I ikke have pålagt militærmateriel grønne afgifter, eller unødvendige udskiftninger af samtalekøkkener, lagkagepynt, giftstoffer. Jeg tænder en smøg, mens jeg stadig har mønt på lommen. I solidaritet med kommende ansættelse af flere sygeplejersker, der åbenbart kun kan finansieres af min rygning.
Og imens kæmper jeg for, at vi forlader EU, 2% nedskæringerne, budgetloven og for, at vi rejser os som parti og bliver større, så der en dag er en finanslov for alle os unikke skæbner – og ikke for vendekåber, salonsocialister, letkøbte lakajer og medielus.