Det korte egyptiske forår
Af Margit Andersen
Med Yacoubians Hus(på dansk i 2007) blev Alaa Al-Aswany med et slag verdenskendt og meget populær i sit hjemland, Egypten. Det sidste er han ikke mere. Hans seneste roman Jeg løb mod Nilener forbudt, og han er anklaget for fornærmelser mod præsidenten og militæret. For ikke at ende i fængsel eller det, der er værre, lever han nu i eksil i New York.
Romanens omdrejningspunkt er oprøret og demonstrationerne på Tahrirpladsen i 2011, der tvang Hosni -Mubarak til af gå af, men ellers kun gjorde tilstanden værre i denne diktaturstat med tortur, korruption, kvindeundertrykkelse, et enormt klasseskel osv., der alt sammen på hyklerisk vis kan retfærdiggøres religiøst om nødvendigt.
Persongalleriet spænder samfundsmæssigt bredt og knyttes sammen af det, der foregår på Tahrirpladsen. Der er den almægtige general Alwani, der overordnet bliver den, der slår oprøret ned og lægger strategien for at holde det nede. Han har sans for tortur, men er også en kærlig far. Uheldigvis er hans datter en af dem, der demonstrerer sammen med sin hemmelige kæreste, der hører til langt nede på samfundets rangstige.
Issam Shalan er direktør for en cementfabrik, hvor arbejderne går i strejke, ikke for rettigheder og retfærdighed, men for deres lovede bonus, som den udenlandske ejer ikke har udbetalt. Issam var engang revolutionær, men mange års fængselsophold har banket ham på plads.
Ashraf, der er en lidt dekadent type, tilhører et religiøst mindretal, han er kopter, men på en afslappet måde. Engang drømte han om en skuespillerkarriere, men det blev kun til biroller. Heldigvis har han arvet ejendomme og kan ernære sig uden at arbejde, og meget af tiden går med at ryge joints. For ham bliver opstanden en genopstandelse til et liv med mening.
TV-værtinden Nourhan er indbegrebet af religiøst hykleri og beregning og overgås kun af den store islamiske teolog Sheik Shamil, der villigt står til militærets rådighed.
Al-Aswany var selv med på Tahrirpladsen i de 18 dage, oprøret varede, og tager nu os læsere med. Der er ingen ende på hærens og politiets kynisme, brutalitet og intrige-mageri. De ofrer gerne Mubarak for at vinde tid, og derefter slår de til med alle midler. Håb og drømme knuses, for nogle måske for altid, mens andre har lært, at tålmodighed er en revolutionær dyd.
Oprøret havde ikke en chance, for nok var der mange, men ikke mange nok, og det begrænsede sig til hovedsageligt at være unge studerende og veluddannede mennesker, der deltog. Underklassen interesserede sig ikke rigtigt for basale frihedsrettigheder, de havde nok at gøre med at skaffe sig og familien de basale materielle livsfornødenheder.
Ud over at fortælle om disse dramatiske dage giver romanen et indblik i et samfund, der på nogle områder er synkront med vores, mens det på andre befinder sig i en helt anden tidsalder. Den er spændende, underholdende og endog humoristisk ind i mellem.
Med fare for at blive betragtet som sippet, er der dog et lille minus for mig i læsningen. Der kunne godt have været skåret lidt i de detaljerede samlejescener og beskrivelsen af tortur udført på kvinder. Emnet appellerer ikke til, at der ”skal være noget for husarerne”, men måske er der en mening med det, som jeg ikke har fattet.
Alaa Al-Aswany: Jeg løb mod Nilen. Oversat fra fransk af Victoria Westzynthius. Hr. Ferdinand. 505 sider. 300 kr.