Uskønt billede af dansk presse
Af John Poulsen
Det er interessant at læse, hvad de danske avisers Tysklandskorrespondenter skrev om udviklingen i landet efter Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933.
En af de første begivenheder, der skulle dækkes, var Rigsdagsbranden den 27. februar 1933, hvor de ukritisk refererede de propagandaløgne, som nazisterne fabrikerede. Her er eksempler på nogle af avisoverskrifterne: ”Rød terror sluppet løs i Berlin” – ”Kommunisterne stak i nat den tyske Rigsdag i brand”. Da det kom frem, at man havde arresteret kommunister, gav aviserne læserne det indtryk, at det nærmest var sket i nødværge. Det skal dog tilføjes, at Socialdemokraten ikke hoppede på den limpind.
Journalisterne havde ikke de bedste arbejdsvilkår i Berlin, for hvis de skrev kritisk, kunne de risikere chikane eller udvisning. At flere af dem skrev positivt om det nye styre, kan dog ikke kun forklares med, at de var underlagt censur.
Den mest positive var Berlingerens Cai Schaffalitzky de Muckadell, der beundrende refererede fra nazisternes partidag i Nürnberg. Som betaling fik han det første danske interview med Hitler i juni 1933. I samme måned fik han lejlighed til at besøge koncentrationslejren Dachau, som han nærmest skildrede som en spejderlejr, ligesom i de nazistiske aviser. ”Lejren ved Dachau er stor og velindrettet. Opholdsrum og forplejning upåklagelige og de 1.600 fanger syntes veltilfredse”, skrev han og berettede om, at samme dag var en kommunistisk fange blevet skudt under flugtforsøg.
Lejren var blevet oprettet som den første koncentrationslejr den 28. marts 1933, altså kun to måneder efter Hitlers magtovertagelse, og det var ikke tilfældigt, at fange nr. 1 var en kommunist, da den netop skulle bruges til at ”genopdrage” kommunister, socialdemokrater og fagforeningsledere, hvoraf ikke så få blev myrdet i lejren i løbet af kort tid.
Muckadell måtte forlade Berlin i 1938, ikke fordi han havde skrevet noget negativt, men fordi Berlingerens udenrigsredaktør Nicolai Blædel havde skrevet en skarp artikel. Kort tid efter blev Blædel fyret.
Dette er nogle af de eksempler, som forfatteren Lars-Martin Sørensen fortæller om i sin bog ”Sidste nyt fra Berlin”. Den bygger på, hvad bl.a. Berlingske Tidendes, Politikens, Nationaltidendes og Socialdemokratens korrespondenter berettede fra Berlin i perioden fra 1933 til 1940, og tegner dermed et uskønt billede af dansk presse.
Men det var ikke kun i Berlin, at man prøvede at stække journalisterne. Herhjemme var man heller ikke for gode. I marts 1933 indkaldte udenrigsminister P. Munch dagbladsredaktørerne til et møde, og det blev gennem årene fulgt op af yderligere 90–100 møder, hvor han løbende appellerede til, at man viste mådehold i sin kritik af Hitler-Tyskland. Den eneste avis, der ikke var indbudt, var Arbejderbladet, som lige fra starten konsekvent skrev om de uhyrligheder, der foregik i Nazi-Tyskland.
Det er et stort materiale forfatteren har gravet frem, men man savner noget om, hvad pressen skrev om Münchenaftalen, der blev indgået den 28. september 1938, og hvor Frankrig og England på forræderisk vis overdrog Sudeterlandet til Nazi-Tyskland. Den danske presse fulgte kritikløst Chamberlains udtalelse om, at med aftalen, var der sikret ”Fred i vor Tid”. Politiken skrev på forsiden: Fred – lykkeligste budskab i 20 bevægede år. Den eneste avis, der erkendte sandheden, var Arbejderbladet, der skrev: Krigen er sikret.
Men med afslutningen af anden verdenskrig ophørte følgagtigheden over for Tyskland ikke. I 1955 var det planlagt, at Alain Resnais’ film ”Nat og tåge”, en dokumentarfilm om de tyske koncentrationslejre, skulle vises på Cannes-festivalen, men den blev trukket tilbage efter henvendelser fra den vesttyske ambassadør i Frankrig, for ikke at støde tyskerne.
Det skal dog tilføjes, at filmen blev vist uden for konkurrencen, fordi franske koncentrationsfanger truede med at møde op på festivalen i deres KZ-fangedragter.
Lars-Martin Sørensen: Sidste nyt fra Berlin. Lindhardt og Ringhof. 313 s. 350 kr.