Socialisme med kinesisk særpræg

Hvad er det med den ”særlige” kinesiske socialisme

Af Arnulf Kolstad, Friheten

Betegnelsen ”socialisme med kinesisk særpræg” blev almindelig i Deng Xiaoping–perioden og var knyttet til Dengs politiske linje efter kulturrevolutionen, med elementer fra markedsøkonomien som middel til at fremme vækst og modernisering. 

Ved hjælp af udenlandske investeringer og øget udenrigshandel skulle landets produktivkræfter udvikles. Fødevareproduktionen skulle forøges og forholdene i landsbyerne (hvor 80% af Kinas befolkning boede) skulle forbedres. Samtidig skulle KKP beholde sit monopol på politisk magt og forpligte sig til at arbejde for et kommunistisk samfund.

Partiets officielle fortælling fastslår, at Kina i mange år efter revolutionen var på socialismens første stadie på grund af udstrakt fattigdom og lavt udviklingsniveau af produktivkræfterne. Kina måtte sikre økonomisk vækst, udvikling af produktivkræfterne og forbedring af levevilkårene for at kunne udvikle sig videre og skabe en form for socialisme som det næste trin på vejen til et kommunistisk samfund, således som det også beskrives i marxismen.

Udvikling af produktivkræfterne

I sin tale om marxistisk teori på plenarmødet i centralkomiteen 30. juni 1984 redegjorde Deng Xiaoping for sin opfattelse af socialisme og marxisme: 

”Marxismen lægger stor vægt på at udvikle produktivkræfterne. Socialisme er det første stadie af kommunismen, og på et mere avanceret stadie vil princippet om at ”yde efter evne og få efter behov” gælde. Dette kræver højt udviklede produktivkræfter og materiel rigdom. Derfor er den grundlæggende opgave på det socialistiske primærstadie at udvikle produktivkræfterne. Det socialistiske systems overlegenhed demonstreres ved, at disse kræfter udvikles hurtigere og bedre end under det kapitalistiske sysstem. En svaghed efter oprettelsen af Folkerepublikken har været, at vi ikke har viet dette nok opmærksomhed”.

Planøkonomi er ingen definition af socialisme. Også under kapitalismen er der planlægning, og under socialismen er der marked.

Deng Xiaoping, som på mange måder er arkitekten bag de økonomiske reformer i Kina, mente ikke, at markedsøkonomi var synonymt med kapitalisme, eller at planlægning var synonymt med socialisme. Hans opfattelse var at: 

”Den væsentlige forskel mellem socialisme og kapitalisme er ikke forskellen mellem plan og marked. Planøkonomi er ingen definition af socialisme. Også under kapitalismen er der planlægning, og under socialismen er der marked. Både planlægning og marked er måder at kontrollere og virkeliggøre økonomisk aktivitet på”.

Modernisering af produktivkræfterne

Hovedmålet i den primære fase af socialismen i Kina var, som vi har set, at udvikle produktivkræfterne både i industrien og i landbruget. 

Øget industrialisering var nødvendig i det semifeudale landbrugsland. Modsætningen mellem folks voksende materielle og kulturelle behov og en tilbagestående produktion og lav produktivitet var iøjnefaldende. Denne modsætning ville bestå, indtil Kina havde gennemført socialismens primære fase – og derfor bør økonomisk udvikling gennem produktivitetsvækst være partiets hovedfokus på første etape af vejen mod kommunisme. 

Denne målsætning kunne nås ved 1) at modernisere produktivkræfterne ved hjælp af markedsøkonomi; 2) at styrke det socialistiske demokrati og ”gøre folket til landets herrer”, og 3) at udvikle den socialistiske kultur ved at bruge marxismen som vejledning for folket og give dem ”høje idealer, moralsk integritet, god uddannelse og en stærk følelse af disciplin, samt at udvikle en national videnskabelig og populær socialistisk kultur rettet mod behovene for modernisering i verden og for fremtiden”.

Socialistisk markedsøkonomi

Hvad menes så med socialistisk markedsøkonomi? 

Marxismen understreger nødvendigheden af at øge produktionskapaciteten, og at det i socialismens primære stadium, som også er første fase af kommunismen, ikke er muligt at realisere princippet om at yde efter evne og modtage efter behov. Dette princip kræver en højt udviklet produktionskapacitet og materiel rigdom. Derfor er det grundlæggende problem i det socialistiske stadie at øge produktionskapaciteten. Samtidigt med at produktionskapaciteten øges, bedres menneskets materielle og kulturelle liv. 

Kina har ikke gennemgået en kapitalistisk demokratisk republik-fase. I semifeudalismens sidste fase opstod Kommunistpartiet som den ledende kraft og standsede overgangen til kapitalisme.

Kina har ikke gennemgået en kapitalistisk demokratisk republik-fase. I semifeudalismens sidste fase opstod Kommunistpartiet som den ledende kraft og standsede overgangen til kapitalisme. Partiet ville oven i at udvide grundlæggende rettigheder til uddannelse, sundhedstjenester, rimelige boliger og transport også udvikle organer, som sikrede større folkelig deltagelse. Men ifølge Xi Jinping begyndte opbygningen af de demokratiske institutioner ikke før reformerne i 1978, og selv da var disse underordnet andre udviklingsopgaver.

En fortsat kamp for økonomisk udvikling og velfærd

For at forstå udfordringerne må man tage hensyn til Kinas situation, da KKP overtog magten i 1949. Kejserdømmet, som endte i 1912, blev efterfulgt af borgerkrig, japansk okkupation og Anden Verdenskrig, og af frigørelse, uafhængighed, kommunistisk revolution og oprettelse af Folkerepublikken i 1949, bare for at blive fulgt af uroen og tilbageslagene, der var knyttet til ”Det store spring fremad” og ”Kulturrevolutionen”.

Præsident Xi Jinpings tanker om socialisme i vor tid kan tilbageføres til etableringen af ”Xiaokang” – oprindeligt et konfuciansk begreb, som betyder ”moderat velstående samfund”, blev brugt første gang af Hu Jintao (generalsekretær i KKP 2002 – 2012) som betegnelse for en økonomisk politik, udformet for at skabe en mere retfærdig indtægtsfordeling. 

Dette er en stor vision for tiden frem til midten af det 21. århundrede, samtidigt med at partiet vil befæste Kinas stærke position i verdensøkonomien og som en civilisation og et samfund, der har genvundet sin plads i verden som en stormagt.

Privat ejerskab

Da den kommunistiske revolution sejrede i 1949, var Kina et semi-feudalt og semi-kolonialt land og befandt sig i socialismens primære stadium. 

På grund af dette blev der indført systemkarakteristikker, som brød med den vestligmarxistiske udviklingsteori, som f.eks. vareproduktion for markedet, oprettelse af en privat sektor og tillid også til private bedriftsledere. Dette var tilladt, så længe det øgede produktiviteten og videreudviklede produktionsmidlerne og dermed fremmede socialismen. 

I forlængelse af dette princip anså de politiske ledere i slutningen af 1970erne, med Deng Xiaoping som den mest betydningsfulde, at Maos tro på, at Kina kan gå videre til fuld socialisme umiddelbart ved at springe over kapitalismen, var fejlagtig.

Partiteoretikeren Li Xuai mente på sin side, at privat ejerskab uundgåeligt indebærer kapitalistisk udbytning, men han mente, det var nødvendigt at bruge rester af det gamle samfund for at opbygge socialismen i det primære stadie. 

Privat individuelt ejerskab anses derfor for at være foreneligt med socialismen i dens første stadie, såfremt der er en dominerende offentlig sektor.

Også Marx mente, at post-kapitalistiske samfund ville indebære genopbygning af ”fælles socialt individuelt ejerskab”. I Det kommunistiske Manifest kritiserede Marx og Engels privat ejerskab, når bourgeoisiet er ejere, men ikke individuelt ejerskab, hvor alle ejer produktionsmidlerne og dermed ikke kan udnyttes af andre. 

Privat individuelt ejerskab anses derfor for at være foreneligt med socialismen i dens første stadie, såfremt der er en dominerende offentlig sektor.

Kinas landbrug, privatisering og marked

Kina behøvede en udvikling af landbruget. Den nye økonomiske model, partiet vedtog under Dengs ledelse, var inspireret af ”aftalen med de 18 huse”, et udtryk, som henviste til 18 bønder i landsbyen Xiaogang, som underskrev en hemmelig pagt for at opdele fællesarealer, og hvor individuelle producenter fik en fortjeneste, afhængigt af hvor meget de producerede. 

Bønderne troede, de ville blive straffede for at indgå sådan en aftale, men i stedet blev de nationale helte. Produktionen øgedes dramatisk, og reformerne blev gradvist udvidede til at gælde store dele af landbrugs- og derefter produktions- og tjeneste-sektoren.

Kinesiske bønder fik altså i løbet af 1900-tallet anledning til at sælge deres produkter på markedet, noget som sammen med produktivkraftudviklingen bidrog til at øge landbrugsproduktionen. Mellem 1981 og 1986 blev produktionen fordoblet. 

Effektiviteten øgedes yderligere ved overgang til forbrugerfokuserede produkter og teknologi-import. Også priskontrollerne blev droppede, og med ”privat produktion” i landbruget blev Kina optaget som medlem af Verdens Handelsorganisationen WTO i 1991.

I dag er de vigtigste SOE-ere (State Owned Enterprises i Kina) hovedsageligt tunge erhverv som stål, minedrift og byggesektoren. De er statsejede foretagender og har et enormt budgetoverskud, som regeringen kan bruge på uddannelse, sundhedstjenester, boligbyggeri og nedbringelse af fattigdommen. 

Staten kontrollerer også våbenproduktion, energiproduktion, olie og petrokemi, telekommunikation, kul, luftfart og transport. Private foretagender dominerer de lette industrier som smarttelefoner og personlige datamaskiner. Lenovo og Xiaomi er eksempler på private foretagenders succes i Kina.

Moderat velstående liv

Den oprindelige kinesiske udviklingsmodel lå tæt op ad Sovjetunionens centraliserede økonomi – totalt statsligt ejerskab og kollektivisering af landbruget. Men det blev stort set en fiasko, og den nye udviklingsvej, som gik imod marxistisk ortodoksi, blev udformet fra 1978. Der blev indført en markedsøkonomi under streng statslig kontrol. Kina accepterede udenlandske investeringer i stort omfang. 

Reformerne bidrog til, at Kina indførte en blandingsøkonomi og blev en lavtløns produktionszone for den kapitalistiske verden.

Reformerne bidrog til, at Kina indførte en blandingsøkonomi og blev en lavtløns produktionszone for den kapitalistiske verden. Ændringerne efter 1978 er uden sidestykke i menneskets historie. Kina er på kort tid gået fra at være et fattigt og underudviklet land til en mellemstor økonomi med en ultramoderne infrastruktur.

Syv hundrede millioner mennesker er blevet løftet ud af ekstrem fattigdom – defineret af Verdensbanken som 1,90 dollars pr. dag. Lønningerne, som stadig er lave efter vestlig standard, er steget med 64% siden 2011 og er nu på niveau med Portugal og Sydafrika. De fleste kinesere lever nu et ”moderat velstående liv”. Den økonomiske vækst har i en lang periode været næsten 10% om året, og Kina har stået for 30% af den globale økonomiske vækst. 

Nyt udviklingsstadium

Kina er gået ind i et nyt udviklingsstadium. Landet gennemførte dristige økonomiske, administrative, sociale og teknologiske reformer fra 1980erne med betydning mange årtier frem og som skridt på vejen mod det, kineserne kalder en ”moderne, demokratisk, kulturelt avanceret, harmonisk og bæredygtig socialisme” inden 2050.

Reformerne omfatter også ”Made in China 2025”, et tiårigt program for at gøre Kina til en global højteknologisk bidragsyder, noget som vil øge produktiviteten radikalt ved hjælp af banebrydende digital teknologi og kunstig intelligens. 

Store projekter er i gang for at modernisere infrastrukturen med tunnelsystemer under havet og et 35.000 kilometer højhastigheds jernbanenet. 250 millioner mennesker skal flyttes ind til ”miljøbyer”, bygget fra grunden af med en målsætning om nul-udledning. 

For at opnå en fortsat udvikling i en højteknologisk verden må Kina satse på førsteklasses universiteter og forskningsinstitutioner for at tiltrække videnskabeligt talent i verdensklasse og sikre, at dygtige kinesiske akademikere ser en fremtid i at arbejde i Kina. 

Hidtil har Kina konkurreret med andre udviklingslande om at producere forbrugs-varer for avancerede kapitalistiske økonomier. I fremtiden vil mange erhverv tilfredsstille det hurtigt voksende hjemmemarked og konkurrere med avanceret industri og teknologiske sektorer i verdensøkonomien. 

Kinas internationale målsætning er at bygge samfund for en fælles fremtid for menneskeheden, baseret på retfærdighed i verdensøkonomien, gensidigt udbytte og en win-winsituation som grundlag for økonomisk samarbejde.

Partiets rolle

Selv om det socialistiske Kina ligger bag de udviklede lande i økonomi og teknologi, skyldes dette ikke, at det socialistiske system er dårligere, men det skyldes Kinas udgangspunkt ved frigørelsen og er et resultat af imperialisme og feudalisme. 

Til trods for fejl har Kina gjort fremskridt efter revolutionen, som det gamle Kina ikke havde kunnet opnå på hundredevis eller tusindvis af år. 

Den socialistiske revolution har i høj grad mindsket gabet i økonomisk udvikling mellem Kina og de avancerede kapitalistiske lande. Til trods for fejl har Kina gjort fremskridt efter revolutionen, som det gamle Kina ikke havde kunnet opnå på hundredevis eller tusindvis af år. 

Den socialistiske økonomi baseret på offentligt ejerskab har meget høj vækstrate, og socialistisk produktion er udformet for at imødekomme menneskenes behov. Særtrækkene i det socialistiske system gør det muligt for folk at dele fælles politiske, økonomiske og sociale idealer og moralske standarder. 

Alt dette kan aldrig ske i et kapitalistisk samfund. De kan aldrig generere fælles idealer og moralske standarder og frigøre sig fra forbrydelser, moralsk forarmelse og fortvivlelse. 

På den anden side har kapitalismen allerede en historie på flere hundrede år, og Kina må lære af folkene i de kapitalistiske lande. Kina må udnytte den videnskab og teknologi, de har udviklet, og de elementer i deres akkumulerede kundskab og erfaring, som kan tilpasses behovene i Kina. Kina vil importere fra kapitalistiske lande – avanceret teknologi og andet, som er nyttigt, men aldrig importere den kapitalistiske produktionsmåde.

Det Kommunistiske Partis ledelse må opretholdes. Siden begyndelsen af den internationale kommunistiske bevægelse har det vist sig, at målene ikke kan nås uden et politisk parti. Uden det kinesiske kommunistparti ville der ikke være noget socialistisk Kina. 

Partiledelsen er selvfølgelig ikke ufejlbarlig, og problemet med, hvordan partiet kan opretholde nære forbindelser til masserne og udøve rigtigt og effektivt lederskab er stadig noget, som må studeres og forsøges løst. 

Men dette kan aldrig blive et påskud til at kræve svækkelse eller likvidation af partiets lederskab. Partiet har lavet mange fejl, men fejlene er korrigerede ved at stole på partiorganisationen, ikke ved at smide den ud.