I krig med sandheden
Krigsdeltagelsen i Afghanistan var og er baseret på løgn
Af Terje Alnes, Friheten
Afsløringerne om, at USA har løjet om krigen i Afghanistan i 18 år slår tilbage på vore egne regeringer. Danmark har bidraget til krigen fra starten og bluffet om både motiver og resultater. Nu må vi hente soldaterne hjem.
Afsløringerne, som Washington Post trykte i midten af december, må være rystende læsning for dem, der har tillid til USA. Amerikanerne er slet og ret blevet fyldt med løgne om Afghanistankrigen i alle årene. Det er vi og nordmændene også blevet, som amerikanernes villige allierede.
”Afghanistan Papers”
Det, som kaldes ”Afghanistan Papers”, blev første gang omtalt i artiklen ”I krig med sandheden”, som blev bragt i Washington Post 9. december. ”Afghanistan-papirerne” er et sæt interne dokumenter fra ”Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction”, indhentet af Washington Post gennem en kamp i retten, der varede i tre år.
Papirerne, over 2000 sider, som aldrig har været bestemt for offentligheden, er baseret på interviews med mere end 400 personer. Soldater, diplomater, generaler og hjælpearbejdere i USA’s operationer i Afghanistan er blevet interviewet, og det er afghanere ansat i statsadministrationen også blevet. Det er rystende læsning.
Blev et ”selvorganiseret kleptokrati”
Næsten helt fra starten vidste amerikanerne, at det ikke var muligt at vinde krigen i Afghanistan, og de løj gentagne gange for offentligheden om dette og andre vigtige fakta. En general udtalte, at de militære embedsmænd var blottet for en grundlæggende forståelse af Afghanistan, og at de ikke havde føling med, hvad der foregik.
Kort tid efter invasionen i 2001 tabte amerikanerne målsætningen med krigen af syne. Det var ikke klart, om USA var forpligtet til opbygning af nationen, at besejre terrorister eller give bistand. Dette førte til et uklart militært landskab, hvor amerikanske tropper i kamp ofte ikke kunne skelne mellem venner og fjender.
Papirerne afslører, at som en del af det mislykkede forsøg på at opbygge landet oversvømmede USA Afghanistan med langt mere økonomisk hjælp, end det kunne absorbere, hvilket førte til masse-korruption.
USA opnåede ikke at etablere et effektivt demokratisk styre i Afghanistan, præsident Hamid Karzais regering skal i 2006 have udviklet sig til et ”selvorganiseret kleptokrati”. Forsøg på at opbygge en uafhængig afghansk hær var på samme måde skæbnesvangre. Militærfolk anklagede afghanske befalingsmænd for tyveri og klagede over uacceptable tabstal, med 60.000 dræbte afghanske soldater allerede i løbet af de første år.
Vildledning på højt niveau
Dokumenterne afslører, at til trods for en høj grad af fiasko og forvirring, var der et ”eksplicit og vedvarende arbejde… for bevidst at vildlede offentligheden” på højeste regeringsniveau. Donald Rumsfeld begyndte at igangsætte en optimistisk fortælling i 2006, og ”siden har amerikanske generaler næsten altid forkyndt, at krigen går godt, uanset realiteterne på slagmarken”.
Papirerne viser, at den amerikanske administration konsekvent fejltolkede statistikker, herunder tabstallene, således at de passede til historien om vedvarende amerikansk fremgang og succes.
Militæret fandt til og med ud af at sætte øgede fjendtlige angreb i et positivt lys, og hævdede, at de var tegn på, at ”Taliban begynder at blive desperat”.
Alle fejlinformationerne kan opsummeres i et citat fra en af strategerne, som sagde, at ”pr-medarbejdere i felten har brugt en overdreven mængde ressourcer på at publicere farvelagte diagrammer, som fremstillede positive resultater”.
En total fiasko
Sandheden om Afghanistan-krigen er, at den er en total fiasko og absolut ikke et fredsprojekt, som nogen vil bilde os ind. Forholdene bliver kun værre. Afghanistan er i dag verdens farligste krigszone, farligere end både Syrien og Yemen.
Mindst 631 børn er dræbt og 1830 er sårede i løbet af de første 9 måneder af 2019. Ifølge Unicef er dette en forøgelse på 11% i forhold til 2018. Mindst 6.500 børn er dræbt og 15.000 sårede i løbet af de sidste ti år.
Halvdelen af Afghanistans børn går ikke i skole, langt over halvdelen af de afghanske piger får ingen uddannelse. Mindst 150.000 mennesker er dræbt i krigen, 40.000 af dem er civile. Mindst 3,5 millioner afghanere er flygtet fra landet.
Hvorfor fortsætte støtten?
Til trods for at USA har sprøjtet 900 milliarder kroner ind til forskellige byggeprojekter – et større beløb end hele Marshall-hjælpen til Europa efter 2. Verdenskrig – er Taliban tilbage i fuldt omfang og kontrollerer nu det halve af landet. Alle pengene har gjort Afghanistan til et gennemkorrupt land.
Så hvorfor fortsætter krigen? Hvorfor er der ikke et samlet krav om at hente soldaterne hjem?
Glem al snak om menneskerettigheder, ligestilling og uddannelse af børn; dette er realpolitik. Vort bidrag er af rent egoistisk karakter; for at vise os for USA som en allieret, de kan stole på, der stiller op, når amerikanerne beder os om det.
-Redigeret