Leder: Propagandahæren
Det er almindeligt anerkendt, at man ikke skal tro på de informationer, der kommer i et land, der er i krig. Men der er mindre snak om misinformation og propaganda, når der forberedes en krig. Eksemplerne er ellers mange, krigen mod Afghanistan, Irak osv.
Op til omvæltningerne i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande taltes der meget om kapitalismens freds-duelighed og bagefter om ”fredsdividende” med nedrustning, når ”hovedfjenden” nu var væk. Men alt dette forstummede hurtigt, og der kom gang i våbenindustrien med nye fjendebilleder, krige og oprustning.
Opbygning af fjendebilleder
For at kunne forsvare de mange penge, borgerne skal betale til oprustning, er både fjendebilleder og krige nødvendige. Våben skal jo bruges, for at der kan produceres nye. Til den propaganda står en hær af veluddannede og effektive specialister til rådighed.
Fra starten gik det ud over Mellemøsten, så blev det mere specificeret til det tågede begreb ”terrorisme” og da det ikke var nok, blev det udvidet til at gælde Rusland, efter at flertallet på halvøen Krim stemte for at ”komme hjem” til Rusland igen efter kuppet i Ukraine, hvor USA givetvis havde regnet med at kunne overtage den vigtige base i Sevastopol på Krims sydspids.
Det har været kostbart at etablere de mange USA/ NATO-baser, der omringer Ruslands grænser, og de mange storstilede krigsøvelser, der er gennemført, hvoraf vi står over for endnu en aggressiv øvelse i Europa, ”Defender”, der nok skal få CO2-udslippet til at eksplodere i Europa, og forhåbentlig ”kun” det.
Politisk misinformation
Men det er ikke kun i krigsøjemed, propagandamaskinen kører. Det gælder også i mange politiske forhold. Som bekendt findes der mange forskellige strategier: Del og hersk, vend problemerne på hovedet, gentag en løgn så tit, at man til sidst tror på den, fortielser, historieforfalskning osv. Et eksempel er historierne om de rige pensionister, for at dæmme op for kravene fra det store flertal
af pensionister, der bestemt ikke er rige. Eller efterspørgslen af ”Det grå guld”, de dovne arbejdsløse, der skal ud-sultes for at blive motiveret til at arbejde, eller udokumenterede fordomme om nydanskere i den almene boligsektor.
Villige politikere laver lystigt love på et usagligt grundlag, der får uhyrlige konsekvenser på en lang række områder.
Hvorfor?
De påbegyndte overenskomstforhandlinger startede med et fantastisk eksempel på ”vende problemerne på hovedet” strategien. Topforhandleren fra Dansk Arbejdsgiverforening kommenterede det første møde med føl-gende frejdige angreb: ”Problemet er fagbevægelsens grådighed i deres krav, og det vil komme til at koste os alle…”
Det sagde han bare ikke, har de fleste nok tænkt. Ikke efter storkrise, bankkrak, Panama papers, skatte-afsløringer, hvidvask skandaler, løndumping, m.m.m. Vi ved godt, hvad det koster os, og jo, det sagde han, og atter engang lægger vi mærke til de spørgsmål, der ikke bliver stillet af det massive presseopbud. Pressefrihed er også frihed til fortielse og misinformation. Derfor er det en -rigtig god ide altid at stille sig spørgsmålet: Hvorfor mon nu det?