Skip to content

Normeringen på plejehjem er ren bingo

Det er ikke lige meget, om man kommer på plejehjem i Rebild eller Ringsted, for normeringen kan svinge med op til 400 pct. viser ny undersøgelse ifølge dknyt.

Som bingo-spil

Personalenormeringen på landets plejehjem er lige så uforudsigelig som de numre, en opråber udtrækker i et bingospil, skriver Ældre Sagen i en pressemeddelelse. Det sker på baggrund af en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, (Vive). 

Personalenormeringen på landets plejehjem er lige så uforudsigelig som de numre, en opråber udtrækker i et bingospil.

Der er tidligere lavet undersøgelser af kvaliteten på offentlige og private plejehjem. I 2016 udarbejdede universiteterne i København og Roskilde en undersøgelse. Den viste dengang, at normeringen på de enkelte plejehjem kunne svinge helt op til 40 pct. fra gennemsnittet.

I 2017 bekræftede en undersøgelse fra Vive forskellene i normeringerne, og i 2018 gjorde Sundheds- og Ældreministeriet med ”Plejehjemsoversigten” det lovpligtigt for alle plejehjem at være registreret med beskrivelse af stedet.

Det er Ældre Sagen og FOA, der har bedt Vive sammenligne resultaterne fra undersøgelsen fra 2017 med den nye undersøgelse fra 2019.

Uværdigt

– Vi har fået bekræftet vores bange anelser. En så markant form for ulighed er ikke værdig i et velfærdssamfund. Tværtimod. Den er beviset på, at plejehjemsområdet har brug for et 360 graders eftersyn, siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, og fortsætter:

– Vi kræver nationale standarder, som gør, at plejen er ens, uanset hvor vi bor. Folk skal føle, at de har noget at holde sig til. Det har de ikke i øjeblikket. Og det skal ikke være vort postnummer eller tilfældigheder, der afgør, hvilken hjælp og omsorg, vi kan få, siger Bjarne Hastrup.       

-alni

Fakta

Fagforbundet FOA har samme konklusioner som Ældre Sagen og fremhæver blandt andet disse fakta: 

  • På nattevagter kan personalenormeringen variere med mere end 400 pct., nemlig fra otte beboere pr. medarbejder til 41 beboere pr. medarbejder både hverdag og weekend
  • På aftenvagter er forskellen mere end 300 pct., nemlig fra 2,7 beboere til 11 beboere pr. medarbejder i hverdagene
  • Og på dagvagter er forskellen mere end 200 pct., nemlig fra 1,4 beboere til 4,2 beboere pr. medarbejder i hverdagene.
  • De store forskelle i normeringer kan kun i meget begrænset omfang forklares af forskelle i beboersammensætning.
Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk