Et mærkeligt system
Loven om høreapparater og briller bør ændres, så alle kan få råd til at kunne høre og se
Af Lilli Rodeck
Lige nu oplever vi en dræning af de offentlige finanser som aldrig før. Virksomhedsejere ansøger om penge fra statskassen, selvom de enten ikke er berettiget eller har deres formue i skattely. Der er arbejdsgivere, som får 3-cifrede beløb, selvom de ikke har betalt én krone i skat inden for de sidste par år.
I den anden ende oplever hørehæmmede, synshæmmede og mennesker med dårlige tænder, at de får en kæmpe regning, når de skal enten have høreapparater, briller eller ordnet tænderne.
Ytringsfrihed for dem, der kan
Enhver partileder taler om ytringsfrihed med bævende stemme. Men der findes 800.000, som ikke har ret til at høre. De må pænt vente, til de kan læse om det på nettet eller i avisen. Det forudsætter, at de ikke har et dårligt syn. Hvis det er tilfældet, bliver de udelukket fra den demokratiske debat.
Høreapparater er dyre
For omkring 6 år siden besluttede politikerne at sænke tilskuddet til høreapparater, da mange fik høreapparater, som de derefter lagde i skuffen. Det betyder, at man ikke mere kan få høreapparater gratis.
Efter vedtagelsen af loven om tilskud til høreapparater er priserne på høreapparater steget voldsomt. Det samme er ventetiden på sygehusenes audiologiske afdelinger. F.eks. er ventetiden til Slagelse Audio-logiske afdeling 120 uger. Så som hørehæmmet kan et par høreapparater hurtigt koste 26.000 kroner eller mere i egenbetaling. Det er dyrt for at få lov til at kunne høre tale og musik.
Det er briller også
På brilleområdet er det også blevet uforskammet dyrt at få briller. Da jeg var barn, -kunne man få sygekasse-briller. De var ikke smarte, men det gav selv fattige mulighed for at kunne se ordentligt. Men med Bistandsloven forsvandt muligheden for gratis briller.
Nu er briller så dyre, at fattige må købe briller på afbetaling. Der er tilskud til glas der er +/÷4. Men det tilskud er så lille, at det ikke hjælper på prisen. Også her kan prisen hurtigt komme op på 20.000 kroner eller langt mere, hvis man har bygningsfejl.
Kigger vi på tandpleje, er priserne lige så høje. Proteser, stifttænder og plomberinger burde være gratis. Det at tygge sin mad burde være en rettighed uanset økonomi.
Vi hører ofte om menneskerettigheder. Ret til ytringsfrihed er det, de fleste politikere taler om. Men hvad med ret til at høre, hvad med retten til at kunne se, og hvad med retten til at kunne tygge sin mad? Det er emner, ingen taler om, selvom det må være grundlæggende rettigheder.
Forskel på rig og fattig
De mange penge, som gives til i forvejen velhavende folk, burde i stedet for gives til hørehæmmede, øget tilskud til briller og tandbehandling. Men desværre er der ingen politikere, som står uden penge, hvis de skal købe hjælpemidler.
Og man kan tydeligt se, at politikere, virksomhedsejere og velhavende alle kun kommer i samme cirkler som andre velhavere. De oplever aldrig at se folk gå fra apoteket uden medicin, fordi det er for dyrt. De oplever heller ikke de folk, som har brug for høreapparater, hellere vil sige HVA’, fordi de ikke har råd til høreapparater. Og de oplever ikke folk sidde med forstørrelsesglas, fordi briller er blevet en luksusvare.
At være hørehæmmet, synsbesværet og have dårlige tænder er handicaps, der mere end mange andre handicaps, isolerer mennesker.
Vi i KPiD kræver, at loven om høreapparater og briller ændres, så alle kan få råd til at kunne høre og se. Vi kræver også, at tandlægebehandling bliver gratis, da sunde tænder er en forudsætning for et godt helbred.