Skip to content

Boligminister varsler nye effektiviseringskrav

Den almene sektor nåede sit påkrævede sparemål et år før beregnet.

Da Lars Løkkes regering fremlagde sit lovkatalog ved Folketingets åbning i 2016, var der et forslag om, at den almene boligsektor skulle effektiviseres. I forslaget hed det, at den almene sektor 2020 skulle spare 1,5 mia. kr. på drift og administration i forhold til sektorens udgifter i 2014.

Den 7. august kunne Trafik- Bygge og Boligstyrelsen meddele, at den almene boligsektor allerede i 2019 havde nået målsætningen. Og den havde endda effektiviseret drift og administration for hele 1,7 mia. kr. – eller 200 mio. mere end aftalt.  Budgetterne for indeværende 2020 viser endda, at udviklingen fortsætter.

Lavere huslejer

Ifølge styrelsen har de store besparelser mange steder betydet lavere huslejer. Andre steder er besparelserne blevet brugt til at henlægge til bygningernes fremtidige vedligehold for at minimere store huslejestigninger i fremtiden.

”Jeg er meget glad for, at vi er kommet så flot i mål med effektiviseringen. Det har direkte betydning for lejerne, fordi det er med til at holde huslejen nede”, siger boligminister Kaare Dybvad Bek til Fagbladet Boligen.

”Det er vigtigt, at arbejdet med effektivisering af den almene boligsektor fortsætter, når den nuværende aftale udløber med 2020. Jeg ser frem til forhandling af en ny og ambitiøs effektiviseringsaftale i løbet af efteråret 2020”, siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

Gode eksempler

BL, Danmarks almene boligorganisationer, kan henvise til mange gode eksempler på effektiviseringer. Her er det en klar opfattelse, at effektiviseringerne generelt er blevet positivt modtaget, fordi ingen blev pålagt at spare procentuelt efter grønthøstermetoden.

En hel del penge er blevet sparet i organisationer, som ikke tidligere har foretaget særlige effektiviseringer og derfor har haft mange urørte og lavt hængende ”frugter”. Andre igen har løbende fulgt med den teknologiske udvikling i årtier og har derfor haft relativt mindre at byde ind med.

Det store problem

Den største knast har været beboerservicen. Nogle steder spares der ved oprettelse af grønne og blå teams. Det vil sige, at nogle på det grønne område mister nærkontakten med beboerne.

I flere boligorganisationer arbejdes der for at fastholde og øge beboerservicen. Det kan blandt andet ske ved at tage flere arbejdsopgaver hjem til ejendomsfunktionærerne.

alni

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk