Den danske model

Et af de vigtigste punkter i den såkaldte ’danske model’ for indretningen af arbejdsmarkedet er, at det skal være let for arbejdsgiverne at fyre medarbejdere, mens medarbejderne på den anden side kan modtage kompensation for den tabte arbejdsfortjeneste ved fyringen i form af arbejdsløshedsdagpengene, som er delvist statsfinansierede og delvist finansieret via kontingentet til A-kasserne.

Formålet skulle være at få et langt mere fleksibelt arbejdsmarked sammenlignet med lande som Frankrig og andre sydeuropæiske lande, hvor det er svært at fyre ansatte, men hvor det modsvares af, at arbejds-giverne ofte holder sig tilbage med at ansætte folk til arbejde i kortere perioder.

Denne fleksibilitet i Danmark (og i de øvrige nordiske lande) påstås at have været en fordel for såvel arbejdsgivere som arbejderne.

Dagpengene bliver udhulet

Men efterhånden er er den danske model blevet totalt undergravet. Det, som på fint kaldes for flexicurity-modellen – altså fleksibilitet kombineret med sikkerhed – er blevet stærkt udvandet. Fleksibiliteten er der stadig, så det er stadig nemt for arbejdsgiverne at hyre og fyre, men sikkerheden for arbejderne er blevet udhulet ganske kraftigt de seneste mange år.

Oprindeligt dækkede dagpengene op til 90 pct. af den tabte lønindkomst, så det ikke var den store økonomiske katastrofe at blive fyret.

I dag dækker dagpengene kun omkring 48 pct. af den tabte løn, hvis man bliver fyret. Folketinget besluttede nemlig i begyndelsen af 1990’erne den såkaldte satspuljeordning, hvor overførselsindkomster – herunder dagpengene ved arbejdsløshed – ikke mere skulle følge stigningen i lønningerne i samfundet, men skulle halte 0,3 pct. bagefter lønstigningen. 0,3 pct. er ikke så meget, men da beskæringen fortsætter år efter år, betyder det i længden rigtigt meget.

I gennemsnit dækker dagpengene nu lidt mere end 48 pct. af den tidligere indkomst, mens det for de højere lønnede er en væsentligt lavere dækning. For alle betyder de forringede dagpenge et voldsomt indkomsttab.

Andre forringelser

Det er ikke kun satsen for dagpengene, der er blevet kraftigt forringet over årene. Den periode, hvor man kan få dagpenge, blev halveret i 2010 til nu 2 år. Her under coronakrisen er den så midlertidigt blevet forlænget med 3 måneder, men det forslår ikke meget.

Efterlønnen er stort set afskaffet, og pensionsalderen sættes løbende op. Der blev indført et beskæftigelses-fradrag i skatten, der kommer de arbejdende til gode. Helt fint, men er man arbejdsløs, får man ikke dette fradrag, og det betyder så en yderligere forringelse af ens levevilkår, hvis man bliver fyret.

Er man så ’heldig’ ikke at blive fyret, men blot tvunget på deltid, så er reglerne for at kunne modtage supplerende dagpenge for de timer, hvor man ikke får løn, også blevet forringet.

Samlet er dagpengesystemet blevet så meget forringet, at flere og flere fagforbund nu tilbyder sine medlemmer, at de kan tegne en frivillig lønforsikring uden om dagpengesystemet. Det giver på den ene side en ekstra fortjeneste til de forsikringsselskaber, der står for lønforsikringerne, og på den anden side udhuler det nytten af at være medlem af en A-kasse yderligere.

Samlet må vi konstatere, at ’den danske model’ og flexicurity nu er forældede begreber, der ikke afspejler den faktiske situation på det danske arbejdsmarked.

BOM