Skip to content

Alle har ret til en skøn alderdom

Det er kun den politiske vilje og livssyn, der afgør, hvordan din pensionisttilværelse skal se ud. Når de falder over hinanden af bekymringer om, hvem der så skal tage over på arbejdsmarkedet, så glemmer de belejligt at nævne de arbejdsløse, de unge og den nedskårne velfærd.

Det har aldrig været en tvang at stoppe, når du nåede den politisk bestemte pensionsalder. Pension er et tilbud fra staten, betalt gennem vores skat til en værdig alderdom.

Man solgte først drabet på efterlønsordningen ved at undlade at fortælle, at der stadig er mennesker i Danmark, som slides på både krop og hjerne. Og at mange danskere ikke har private høje pensionsopsparinger.

Hvor ender du

Regeringens nye ’Arne-pension’ kan kun give en hjælp til dem, der på trods af nedslidning har holdt ud i 42 år på arbejdsmarkedet. Er du fysisk eller psykisk nedslidt før, så er det bare ærgerligt.

Tusindvis af danskere ryger ud af dagpengesystemet hvert år og ender uden forsørgelse, mange år før de kan få en folkepension.

’Arne-pensionen’ giver kun en meget kort nedsættelse af pensionsalderen på 1–3 år. Det er ikke noget, der batter, og samtidig er det beløb, man kan få udbetalt, yderst fedtet – kun ca. 13.500 kr. før skat. Det vil medføre en meget stor indkomstnedgang for langt de fleste arbejdere.

Samtidig med indførelsen af ’Arne-pensionen’ holder regeringen fast i den automatiske forhøjelse af den almindelige folkepensionsalder, så Arne kan om få år først få sin ’Arne-pension’ i en højere alder, hvor han er mere nedslidt fysisk og psykisk.

Hvor skal du så gå hen?

Som det ser ud nu, falder tusindvis af danskere ud af dagpengesystemet hvert år og ender uden forsørgelse, mange år før de kan få ret til en folkepension. For har du opsparing eller værdier, skal dette bruges først, inden du må modtage kontanthjælp. Disse mennesker er heller ikke med i debatten.

Mange håndværkere og servicearbejdere kunne efter utallige afslag på jobansøgninger trække den delvist selvbetalte efterlønsordning, når de fyldte 60 år. En væsentlig lønnedgang, men dog stadig en værdig tilbagetrækning. Den mulighed er væk nu.

Sig stop i tide

Når fagbevægelsen siger stop ved 68 år, er det et panikkrav i sidste time. Mange kan ikke holde så længe, eller tvinges til at forlade arbejdsmarkedet på grund af jobmangel. Hvad skal der blive af disse medlemmer i mellemtiden?

En pensionsreform kan ikke ses alene på alder eller arbejdsår. Der er så mange faktorer, som har indvirkning på vores arbejdsliv og livet derefter.  Det kan være meget individuelt og tilfældigt, hvor meget et konkret jobforløb påvirker den enkelte.

Kommunisterne kræver, at:

  • Når politikerne vil hæve pensionsalderen, skal arbejdstiden sættes ned til 35 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Teknologien skal aflaste os – ikke erstatte os – overarbejde skal afspadseres.
  • Når politikerne påstår, at de vil løse stakkels Arnes liv, så skal de sørge for, at revalidering og førtidspension fungerer. Det har den ikke gjort i årtier.
  • Når politikerne vil have højere pensionsalder, så skal de også garantere jobs. Kan de ikke det, skal dagpengereglerne tilbagerulles og være uden tidsbegrænsning.
  • Alle skal kunne få tilbuddet om folkepension, fra de fylder 60 år. Folkepensionen skal hæves for de mange, som ikke har private pensionsopsparinger.
  • For dem, som bliver syge eller udsættes for en arbejdsskade og bliver uarbejdsdygtige, inden de når 60 år, skal der være fuld lønkompensation betalt af arbejdsgiverens forsikring. på baggrund af en lægelig vurdering og ikke på grundlag af utallige arbejdsprøvninger, såkaldte ’ressourceforløb’, så levestandarden opretholdes i de ramte familier. Denne økonomiske dispensation skal fortsætte, indtil den pågældende bliver rask.

Skal vi løse fremtidens arbejdsmarkeds-problemer

  • Skal Arbejdstilsynet tilføres langt flere ressourcer end nu.
  • Skal Budgetloven afskaffes. Der skal uddannes flere i Danmark. Arbejdsgivere skal pålægges oprettelse af lærlingepladser.
  • Skal EU ud af det danske arbejdsmarked! Kæmpe bøder til firmaer der udnytter udenlandsk arbejdskraft, social dumping og snyder i skat.
  • Skal de tekniske skoler og universiteter tilføjes flere ressourcer efter mange års nedskæringer.

Vores liv betyder noget! For et værdigt liv – hele livet!

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk