Landmandsliv – før og nu
Af Margit Andersen
Hans Otto Jørgensens seneste roman er en skildring af et stykke af vores kultur, der er ved at forsvinde, og en anklage mod samfundet, der bare lader det ske.
Det drejer sig om det gamle familielandbrug, der i store træk er afløst af landbrugsindustri. Familiebruget var ofte gårde, der gik i arv i flere slægtsled, og hvor hele familien, store som små, arbejdede med. Det var hårdt arbejde, der sled kroppen op i en tidlig alder, men det var også et liv i pagt med naturen. Med hver årstid fulgte en bestemt arbejdsrutine, og dyrene blev født, fordret og slagtet efter et ligeså regelret mønster. Der var en tryghed ved de faste rammer, man levede nøjsomt, men ikke i fattigdom, og arbejde og familieliv udgjorde en helhed.
Men så dejligt var der dog ikke altid ude på landet. Det med at gården gik i arv, betød ofte at flere generationer blev tvunget til at leve sammen, og det var måske ikke altid den ældste søns hedeste ønske at overtage gården.
At kalde bogen en roman er lidt af en tilsnigelse, for det er forfatterens egen familie og dens slægtsgård oppe i det nordlige Jylland, den handler om, men med digterisk frihed.
Den begynder i 1950, med tilbageblik til oldeforældrene, hvor hans far allerede er slidt op. Det er dog først i 70’erne, at den ældste bror, Kris, overtager gården. Han ville måske noget andet, men pligten går forud for lysten. Det gør den derimod ikke for lillebror Ben, forfatterens alter ego, der flakser rundt med druk, stoffer og damer, men ender med at blive en anerkendt forfatter. Søsteren, Ann, bliver kontordame selv om hun havde hoved til at studere, men det brugte man ikke i den familie.
Kris er en driftig mand, der slider og slæber, men tiderne bliver vanskelige, priserne på mælk og slagtekvæg falder, der må produceres mere, og da det ikke virker efter hensigten, bliver mantraet ”effektivisering”. Lige meget hjælper det, og da russerne svarer igen på sanktionerne i forbindelse med Krimkrigen ved at lukke for importen af landbrugsvarer, så daler priserne endnu mere.
Vi følger familien frem til 2017, hvor Kris må bide i græsset. Banken erklærer ham konkurs, og en tid må han lide den tort at blive ansat til at afvikle sin egen gård, med hvad dermed følger af kontrol og overvågning.
Forfatteren er vred over, at samfundet ikke støtter det betrængte erhverv. Man kan dertil spørge, om det ikke er et af de erhverv, der er blevet hjulpet mest siden 1930’erne? Han mener også, at det er uretfærdigt at kalde bønderne for klimasyndere, men er ikke bleg for selv at tale om økofascister. Der er altså lagt op til diskussion om et emne, der ikke ellers er det foretrukne i skønlitteraturen, og her fremlagt af en forfatter, der ikke kigger ind udefra, men er impliceret, engageret og indigneret.
Stilen er fragmentarisk med korte afsnit, undertiden blot et par linjer helt ned til enkelte ord forklaret leksikalt, men det fungerer fint. Der refereres flere gang til fotografier, men det er jo en roman, så de er gengivet i form af illustrationer af Halfdan Pisket.
Titlen ”Dead man walking” er det, man i USA betegner den dødsdømtes sidste skrift mod retterstedet med, og ”Mamrelund” er det gode sted, hvor Abraham levede, et jordisk paradis.
Hans Otto Jørgensen: Dead man walking. Gladiator. 272 sider. 300 kroner