Skip to content

Trods EU’s vaccine-bommert må Danmark ikke indkøbe flere vacciner uden om EU

Af Ditte Marie Gyldenberg Ovesen

EU’s fejlsatsning på indkøb af 400 millioner vaccinedoser fra blandt andet forsinkede franske vacciner betyder, at der også i Danmark vil mangle vacciner. Alligevel må hverken Danmark eller andre medlemslande selv indkøbe de manglende doser uden om EU.

Satsede fejlagtigt på vacciner

Der gik ikke længe efter EU’s vaccinebestilling, før det viste sig, at EU ville komme til at mangle vacciner og dette på trods af, at Pfizer/BioNTech endda havde tilbudt flere vaccinedoser, end EU ville købe.

I stedet for at købe netop Pfizers vacciner, valgte EU i stedet at bestille i alt 400 millioner vaccinedoser fra de svensk-britiske producenter AstraZeneca og franske Sanofi. Mens Pfizer/BioNTech kunne garantere det nødvendige antal doser, har både AstraZeneca og Sanofi for nylig meldt ud, at begge producenter er ramt af længere forsinkelser. At Pfizer/BioNTechs garanti for levering nu også har vist sig at være ganske overdrevet er en anden sag. Dermed mangler EU’s medlemslande samlet set 400 millioner vaccinedoser, som nu lader vente – måske længe – på sig.

Beskyttelse af franske interesser

Ifølge det tyske medie Der Spiegel skyldes EU’s vaccinebommert, at EU bevidst har ønsket at beskytte franske interesser ved ikke udelukkende at købe den tyske vaccine fra Pfizer/BioNTech.

Det er også kommet frem, at vaccinen fra Pfizer/BioNTech på bestillingstidspunktet viste en sikkerhed på 95 procent, mens vaccinen fra Sanofi på daværende tidspunkt slet ikke var testet endnu. EU’s satsning på franske Sanofi drejer sig om intet mindre end 300 millioner vaccinedoser, der altså kunne have været garanteret hos Pfizer/BioNTech. Et tilbud, EU altså takkede nej til.

Tromlet af EU

Statsministeren opfordrede for få dage siden til indkøb af flere vaccinedoser og sagde, at der ikke skulle mangle ressourcer til indkøb af vacciner, men så nemt skulle det ikke gå.

Ifølge de ansvarlige for EU’s vaccinekøb er indkøb af vacciner er en fælles sag for EU. Medlemslandene kan  ikke selvstændigt købe ekstra doser.

Kun køb af overskudsvacciner er muligt

Medlemslandene har mulighed for at købe overskudsvacciner fra andre medlemslande, der af forskellige årsager har modtaget flere vacciner, end der er behov for. Det betød blandt andet, at Danmark i december måned kunne sikre yderligere 2,6 millioner vaccinedoser fra Pfizer/BioNTech, men dette er dog langtfra nok til at erstatte de mange vaccinedoser, der mangler efter EU’s vaccine-bommert.

Situationen kunne have været undgået

EU’s vaccine-bommert er endnu et af efterhånden mange eksempler på, hvordan EU er problemet snarere end løsningen.

I stedet for at overdrage ansvaret for vaccineindkøb til EU, kunne vi i Danmark med fordel have slået os sammen med vore nordiske naboer om fælles vaccineindkøb. Danmark forhandler i forvejen medicinpriser med blandt andet Norge og Sverige, så dette havde været en oplagt mulighed for et fælles vaccineindkøb tilpasset de enkelte landes behov.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk